Om jeg vågnede med et sæt, skal jeg ikke kunne svare på? Grunden er den, at da jeg åbnede mine øjne, så jeg at påfuglen lå nede i min sengs fodende. Den sov sødt og fredeligt og dens skær... Nå nej, dens Aura lyste med en blålig farve, som var på vej over i det rødlige eller var det lilla? Jeg sad bare og stirret betaget på den. Den fjerdragt var overnaturlig smuk og jeg har altid været vild med farven blå. Jeg smilede for mig selv og havde med et havde jeg glemt alt om drømmen og den hvide ulv, for en stund. Hvor længe jeg sad sådan og stirret på den smukke fugl, må guderne vide? Jeg kom ud af min trance, da Alexanders stemme lige pludselig brød stilheden.
- "Godaften. Sovet godt?"
Jeg vendte mit hoved lidt væk fra Alexander og kunne derfor kun flygtig se påfuglens skær... Nej Aura ud af øjenkrogen.
- "Ja, jo tak," svaret jeg forskrækkede og fortsatte tøvende, "Og øh godaften, til dig også."
- "Ja, du har sovet i næsten 2 dage," sagde Alexander og der var noget i hans stemme, der fik min nysgerrighed vagt.
Jeg så i påfuglens retning igen. Uden engeligt at være rigtig klar over det, havde jeg løftede et hånd og havde rakt den ud i mod Alexander. Da mine fingerspidser rørte ham et eller andet sted, trak jeg forskrækket min hånd til mig. 'Hvad har jeg gang i?' tænkte jeg og vendte igen mit hoved væk fra ham, selvom jeg ikke kunne se ham. Der var stille lidt og lige pludselig ud af øjenkrogen kunne jeg se at påfuglen var ved at rejse sig op. Jeg trak mine ben op og slyngede mine arme omkring dem. Derefter støtte jeg min hage på mine knæ og gav et stille suk fra mig.
- "Jeg bliver nød til at gå nu," sagde Alexander, stadig med den der undertone i hans stemme.
- "Hvornår...?" sagde jeg og bed mig selv i tungen. 'Hvorfor kunne jeg ikke bare holde mund.
- "Hvornår... hvad?" spurgte Alexander og gik nogle skridt. Hans sko gav små lyde mod hospitalets gulv.
- "Ikke noget," fik jeg fremstammet, men fortsatte så, "Det er bare..." sagde jeg og gemte mit hoved mod mine knæ.
- "Hvad?" spurgte Alexander og stod nu helt henne ved sengen igen.
- "Jeg vil nødig være alene," sagde jeg stadig med hoved begravet ved mine knæ.
- "Undskyld hvad sagde du?" spurgte Alexander, med smil i stemmen og forsatte, "Jeg fik hvis ikke fat i..."
Jeg løftede mit hoved, og nu kunne han se at der løb tåre ned af mine kinder.
- "Jeg vil ikke," næsten skreg jeg og sank den klump der var ved at danne sig i min hals og fortsatte inden han kunne nå at få et ord indført, men denne gang mere stille, "være alene. Jeg vil bare høre hvornår du eller nogle af de andre kommer igen?"
- "Jeg ved det ikke?" sagde Alexander og lagde en hånd på min skulder.
Det gav sådan et sæt i mig, at der kom et lille skrig over mine læber.
- "Det må du meget undskyld," sagde Alexander og fortsatte, "Jeg vil ikke..."
- "Det gør ikke noget," afbrød jeg og fortsatte hurtig, "og du skulle jo også gå, ik'? Vi ses... møder jo nok hinanden igen, en dag, ik'?"
- "Jo det gør vi," sagde han og lød lidt usikker og fortsatte, "og det før... Jeg vil ikke gøre dig noget. Ikke gør dig ondt."
- "Næste gang," sagde jeg og sank en klump og kunne ikke gøre sætningen færdig, men sad bare og så hvordan påfuglen stod og trippede nervøst.
- "Det skal jeg nok," sagde påfuglen og fortsatte, "Jeg tænkte ikke lige over...?"
- "Det gør ikke noget. Jeg blev bare forskrækket. Ikke andet," sagde jeg.
Jeg lukkede mine øjne i og sukkede lidt.
- "Jeg går nu," sagde påfuglen og fortsatte stille, "Skal jeg kalde på en læge eller en sygeplejerske, så du ikke skal være alene?"
- "Nej tak, det er lige meget. Du skal ikke tage dig af mig. Jeg ved ikke rigtig hvad der gik af mig lige før? Jeg har det fint nu. Du kan bare gå," fik jeg rablet af mig, uden at tage hensyn til, om der var hoved og hale i det jeg sagde og om han overhoved forstod det.
- "Okay," sagde han og jeg kunne høre at han vendte sig rundt og gik et par skridt. Han stoppede op og vendte sig om imod mig igen og sagde, "Hvis du vil have det, kan jeg komme tilbage i morgen?"
- "Det må du gerne, men det er jo op til dig selv om du har lyst til det, Ikke?" sagde jeg og så påfuglen lyse hvidt.
- "Det vil jeg gerne," sagde han og fortsatte, "Der er så meget jeg gerne vil snakke med dig om."
- "Det glæder jeg mig til," sagde jeg og smilede mens jeg fortsatte, "Så ses vi i morgen."
- "Det gør vi," sagde påfuglen, mens han atter vendte sig om og gik ud af døren.