Hvor længe jeg havde sovet, ved jeg ikke? Jeg ved heller ikke om det var nat eller dag. Der var stille og der var ingen selvlysende ugler eller katte omkring mig, da jeg åbnede mine øjne. Der var bare stilhed og mørke. Jeg satte mig op, slog dynen væk og slyngede min ben ud over kanten på sengen. Da mine bare ben ramte sengens kolde metal skelet, gispede jeg højt, af forskrækkelse. I det samme gik døren op, men denne gang skar lyden ikke så voldsom i mine øre, men jeg skar da en lille grimasse.

- "Hvor er du på vej hen?" lød en ny stemme, og med den så jeg et nyt dyr. Jeg rullede med mine øjne, da den lille mus stak sin snude i vejret.

- "På WC, med for lov," sagde jeg og satte mine fødder på gulvet.

- "Har du fået lov til det?" spurgte musen.

- "Nej for jeg har ikke spurgt og jeg har heller ikke tænkt mig at spørge om lov til det," sagde jeg og strakte mine arme frem, mens jeg forsigtig trådte et skridt frem.

- "Hvor er du på vej hen?" gentog musen, med en undren i sin stemme.

Jeg havde lukkede mine øjne i, så jeg ikke så musen og af den grund, viste jeg ikke i hvilken retning jeg skulle gå i. Jeg viste jo, at han lige var komme ind af døren, der førte ud til gangen og der i nærheden, lå Wc'et.

- "Ud på WC, det sagde jeg jo."

- "Jamen..." sagde muset og forsatte, "Åh det må du, meget undskylde. Jeg havde glemt, at du er blind. Nu skal jeg hjælpe dig."

Det gav et sæt i mig, da muset tog fat i mig.

- "Rolig, jeg vil bare hjælpe dig."

- "Næste gang, så sige lige til, når du tager fat i mig, tak," sagde jeg og åbnede mine øjne og så på musen.

- "Ja, undskylde, det skal jeg nok," sagde musen og så lidt forlegen ud.

- "Mange tak," sagde jeg og lukkede mine øjne igen.

- "Det er denne her vej," sagde musen og førte mig i en hel anden retning, end den jeg havde været på vej i mod.

- "Mange tak," sagde jeg og forsatte, da musen gjorde tegn til, at den ville gå med derud, "Jeg kan god klare mig selv, der ude, tak."

Musen mumlede et eller andet og jeg vendte mit hoved i mod ham, og sagde, "Hvad sagde du?"

- "Ikke noget. Du skal bare sige til, hvis du har brug for hjælp, okay?"

- "Det skal jeg nok, men..." jeg gjorde ikke sætningen færdig.

- "Jeg forstår, men jeg skal sige det."

- "Jeg ved det godt," sagde jeg og lukkede døren i bag mig.

Et par minutter sener, trådte jeg igen ind på min værelse og stadig med lukkede øjne. Det med de lukkede øjne, er nok fordi jeg frygtede at se flere dyr inde i mit værelse. Bange for tanken om at jeg var ved at blive skør. Havde muset skinnede? Haft det samme lys som Dr. Ugle og Katten Nico havde haft? Nu hvor jeg tænkte over det, kunne jeg faktisk ikke huske det? Jeg havde ikke lagt mærke til det.

- "Nå der er du. Så er det tilbage i seng," sagde musen.

Jeg åbnede mine øjne og der var musen. Den havde en blålig lys omkring sig. Musen kom gående hen i mod mig og for ham, så det ud som jeg bare stod og så tomt ud i rummet, men jeg var så fascinerende af den blå farve, at jeg ikke så meget som blinkede eller sagde noget, da han tog fat i mig og førte mig hen til min seng igen.

- "Kan du selv kravle i seng igen?" spurgte musen.

- "Jo, det kan jeg godt, men må jeg ikke hellere gå lidt rundt? Mine ben er lidt stive i det," sagde jeg.

- "Det må du spørge din læge om. For mig må du godt, men det kan jeg ikke give dig tilladelse til, desværre," sagde musen.

- "Hvad hedder du?" spurgte jeg, for at lede samtalen hen på noget andet.

- "Brian," sagde musen.

- "Okay Brian, har du også et efternavn?", spurgte jeg og satte mig på min seng.

Musen smilede og sagde, "Jeg hedder Brian Lange og er bror til..."

- "Dr. Lange og Nico," sagde jeg og smilede bredt og forsatte, "Så har jeg endelig mødt nogle af jer. I har hidtil ellers været en hemmelighed for mig."

- "En hemmelighed? Hvad mener du med det?" spurgte Brian, og jeg kunne høre underen i hans stemme.

- "Nico har aldrig ville tale om dig og jeres brødre. Jeg ved desværre ikke hvorfor? Men nu har jeg mødt to af jer. Hvor mange er I, idet hele?"

- "Vi er fire i alt. Fire brødre," sagde han og jeg kunne høre at der var noget han holdte tilbage. Der havde nemlig sneget sig sorg ind i hans stemme.

- "I har været flere, ikke?" spurgte jeg.

- "Jo vi har haft en søster, men hun døde i en bilulykke for 15 år siden."

Jeg sad stum og med dynen løftede. Brian kom hen til mig og tog dynen, ud af hånden på mig.

- "Læg dig tilbage," sagde han.

Jeg gjorde som han sagde og han lagde dynen over mig.

- "Det gør mig ondt, det med jeres søster. Det gør det virkelig."

- "Tak," sagde Brian og jeg kunne høre på ham, at han mente det lille ord.

- "Hvor er Nico og hvad laver du her?"

- "Vi har i en del år vist at der var en særlig person som tog det meste af Nikolajs opmærksomhed. Men hver gang at han mødte op med en ny dame, spurgte vi om det var hende og hver gang sagde han..."

- "Nej," fuldførte jeg hans sætning.

Jeg havde ikke hørt at der var kommet andre ind i rummet, fordi jeg havde lyttede så koncentrer til det Brian sagde.

- "Det lyder som om I er stoppet med at stille det spørgsmål?" sagde jeg og sukkede.

- "Ja korrekt. Det gjorde vi for ca. et år siden."

- "Hvorfor det?" spurgte jeg og viste inderst inde, hvad han vil svare, så jeg blev overrasket over det svar jeg fik, da det kom.

Der havde været stille lidt, inden Dr. Lange sagde:

- "På grund af ulykken, min ven."

- "Min ulykke?" spurgte jeg og kunne høre på min egen stemme, at den var usikker, men jeg forsatte, "Hvad skete der?"

Endnu en pause og denne her var længere.

- "Nå," sagde jeg og satte mig op i sengen.

Denne gang med åbne øjne. Nu så jeg en ugle, en sort kat, en grå mus og en...? Jeg blinkede et par gange og rystede så lidt på mit hoved.

- "Hvad er der i vejen, min ven?" spurgte Dr. lange.

- "Hvor mange er I her inde?" spurgte jeg og blinkede igen.

- "Vi er her alle fire. Hvorfor spørg du om det?" spurgte Dr. Lange.

- "Så må det være den sidste bror, der er de to dyr," sagde jeg og kunne godt selv høre hvor dumt det lød.

- "Dyr?" sagde musen Brian.

- "Ja min mus," sagde jeg og forsatte, mens de andre lo, "Jeg ser dig som en mus, Dr. Lange som en ugle, Nico som en sort kat..."

Jeg fuldførte ikke min sætning og vendte mit hoved væk, fra den lille flok dyr der lyste op, i min nu ellers så nye mørke verden.

- "Hvad så med Sam?" spurgte Nico, og jeg spekuleret over, om han i det hele taget havde lagt mærke til, at jeg stoppede min sætning, uden at sige hvad hans sidste brors dyr var.

Der opstod endnu en lille pause.

- "Nå?" sagde Nico og lød lidt utålmodig.

- "Rolig," sagde en ny stemme, som jeg gættede på var Sam's, og han forsatte, "Kan du ikke se, at hun trænger til..."

Han fik ikke gjort sætningen færdig, for i det samme bankede det på døren og jeg vendte mit hoved om i mod dyrene og døren.

- "Kom ind," sagde Dr. Lange, og ind trådte en... En smuk blå påfugl.

- "Wow," sagde jeg og blinkede et par gange.

- "Ja, undskyld at jeg forstyr," sagde en ny mandestemme.

- "Det gør vist ikke noget," sagde Dr. Lange og forsatte, "Hun kan vis godt lide det hun ser.

Ved de ord, rødmede jeg kraftig. Jeg kunne nemlig mærke en varmebølge, løbe igennem min krop og op i mine kinder, der nok farvede dem røde. Jeg vendte hurtig mit hoved væk igen.

- "Hun kan da ikke se," hviskede påfuglen til Katten Nico og forsatte," Det sagde du da selv."

Nico inoreageret ham.

- "Hvilken dyr er Sam?" spurgte Nico igen, og denne her gang lød han... sur?

- "Hvis det er din sidste bror, så er det ham der har de to dyr. Han er en ræv og et egern."

- "Hvordan lyser de så?" spurgte Dr. Ugle.

Jeg så på ræven og egernet.

- "Ræven og egernet lyser Orange," sagde jeg og forsatte, "Musen Brian lyser blå."

Jeg så at dyrene så på hinanden.

- "I må tro hvad I vil, med det er sandt det jeg siger. Jeg ser jer som dyr og jeg kan ikke se andet," sagde jeg og opførte mig måske en smule barnligt, men jeg var ligeglad.

- "Interessant," sagde påfuglen og så nysgerrigt på mig.

Jeg inoreageret ham og alle de andre. Vendte hoved væk fra dem, og sad bare i sengen og følte mig godt og grundig latterlig. Jeg kunne høre at de fem mænd stod og snakkede sammen og lige pludselig blev der stille.

- "Undskyld at jeg spøger, men hvad for et dyr er jeg så, med forlov?" spurgte påfuglen meget interesseret, kunne jeg høre.

- "Jeg vil først have af vide hvad du hedder," sagde jeg og forsatte, "Så vil jeg måske sige hvad de rummer inden i."

- "Ja undskyld," sagde påfuglen og forsatte, "Mit navn er Alexander Thomsen."

- "Thomsen," mumlede jeg og forsatte, hen for mig selv, "Det var min mormors pigenavn, inden hun giftede sig med min morfar."

- "Nå og hvilken dyr er han så?" spurgte Katten Nico og han lød stadig sur.

- "Hvorfor er du sur Nico? Det er der, da ingen grund til at være," sagde jeg og blev selv lidt irriteret over hans tonefald.

Han svaret ikke og katten stak sin snude i sky, samt dens halespids svingede faretruende fra side til side.

- "Hr. Thomsen er en smuk blå påfugl, min lille fornærmede sorte kat," sagde jeg lige så surt som Nico og forsatte, "Og lad mig så være i fred, tak."

Påfuglen, lagde sit hoved på skrå og betragtede mig lidt. Det så sødt og sjovt ud. Kan en påfugl trække på sine skuldre? Har den nogle? Den var sådan det så ud. Den løftede sine vinger let. Ikke opgivende eller ligegyldig, men som havde den accepteret at jeg bare ikke ville snakke mere. Den vendte sig om og gik. Det samme gjorde de andre.

- "Prøv at sove lidt, det vil gøre dig godt, min ven," sagde Dr. Ugle og forsvandt som den sidste.

- "Men det vil ikke give mig mit rigtige syn eller søvn tilbage," råbte jeg af den nu lukkede dør.

Hvad jeg ikke viste, var at de alle hørte det. Jeg lagde mig til rette i sengen og faldt hurtig i søvn, hvor jeg drømte om dyr og farver. Betydningen af begge dele, slog ned i mig som et lyn fra en klar blå sommer himmel. Jeg smilede i søvne.