Jeg står i et mørkt rum. Ikke et eneste lys er der at skue nogle steder. Jeg sukker højtlydt og det giver genklang i rummet. 'Er jeg mon vågen, eller drømmer jeg,' tænker jeg og i det samme træder en smuk hvid ulv hen foran mig. Jeg blinker forskrækket og vil træde et skridt tilbage, men opdager at jeg ikke kan. Det er som om mine fødder har slået rødder, der hvor jeg står.
- "Vær ikke bange min datter," siger ulven og sætter sig ned.
- "Er det her en drøm?" spøger jeg uden min... stemme.
Jeg tager mig til min hals og prøver på at hoste, men der kommer ikke en lyd over mine læber.
- "Slap af," siger ulven og det ser ud til at den more sig.
- "Slap af, siger du? Hvordan kan jeg det, når min stemme er væk?" prøvede jeg på at råbe, men igen ingen lyd.
- "Skru lige lidt ned for din stemme, vil du?" spurgte ulven og fortsatte, "Jeg kan godt høre hvad du siger."
- "Hvordan?" spurgte jeg og slog mig selv i hoved kort efter.
- "Rigtig gættet, min datter," sagde ulven og fortsatte, "Tanketale, min ven. Husk at det her er en drøm."
- "Hvem er du?" spurgte jeg og skammede mig over at jeg ikke sagde De til ulven. Han virkede så fornem, eller guddommelig.
- "Det gør ikke noget min datter," sagde ulven og fortsatte, "For nu er vi beslægtede."
Jeg så ned af mig selv, mere forundret end forskrækket. Var jeg blevet til en ulv? Hvis ulve kunne grine, så var det, det den gjorde. Den viste sine fine hvide, skarpe tænder.
- "Nej min datter, du er ikke blevet til en ulv," sagde ulven og fortsatte med latter i sin fyldige, bløde og behagelige stemme, "men derfor kan vi godt være beslægtede alligevel."
Det var lige før at jeg blev skuffet, men jeg lod som ingen ting.
- "Der er ikke noget at være skuffet over min datter," sagde ulven, mens dens hale viftede doven frem og tilbage.
- "Hvad er der sket med mig?" spurgte jeg og fortsatte, "Hvordan kan det være at jeg er blevet blind i min verden og alligevel kan se noget? For i stedet for at se mennesker, så ser jeg dyr?" spurgte jeg og håbede af hele mit hjerte at den smukke hvide ulv, kunne give mig et svar på det.
- "Som jeg sagde min datter," sagde ulven og fortsatte, "Så er vi beslægtede. Du har fået den evne i vuggegave. Du er en slags udvalgt. Så være glad. Det her er din skæbne, så brug din gave godt."
- "En gave, en evne og min skæbne?" sagde jeg og vidste ikke om jeg snærrede eller lød glad? Men jeg fortsatte, "Så hvordan kan jeg være glad, når jeg er blind over for alt andet i min verden? Ja selv her," sagde jeg og så mig rundt.
Det var som om jeg stod, midt i luften. Der vare bare mørke, med undtagelse af der hvor ulven stod. Jeg holdte en hånd op foran mit ansigt, i skæret fra ulvens lys, men jeg kunne ikke se hånden. Jeg lod den falde ned langs min side igen med et suk.
- "Du skal have tålmodighed, min datter," sagde ulven og fortsatte lige munter som før, "Du har lært om dyr og farvernes betydning, længe før du mistede din syn. Det skal du udnytte dig af nu. Kæd det sammen, og du vil kunne forstå dine medmennesker bedre."
Jeg stirrede bare på ulven. Vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre? Så jeg stod bare der, uden at sige eller tænke noget.
- "Du vil lære det med tiden mit barn," sagde ulven imens drømmen tonede ud og lige inden drømmen forsvandt helt sagde ulven, "Farverne er deres humør. Det er deres Aura og dyrene, er det de gemmer på inden i. Dyrene, skifter ikke. De vil altid være de samme."
- "Hvilket dyr er jeg så?" spurgte jeg, men fik kun en latter til svar, inden jeg vågnede.