Bjerget har altid været en af de ting mennesket skulle besejre, det ligger dybt i menneskets natur at ting der virker umulige skal overkommes og besejres. Denne historie handler om en mandm, der besejrer et bjerg; ikke hvilket som helst bjerg, men et bjerg af prøvelser. Det har endnu altid været sådan, at en småsten for dig, er måske et kæmpe bjerg for din ven, derfor er ingen prøvelse for lille, ej heller for stor, Herren har lovet os at vi vil ikke blive prøvet med mere, end vi kan klare.

Min ven og jeg, har altid været glad for naturen og derfor har vi altid 'leget' i den. En af vores yndlings'lege' er, at bestige bjerge, og har gjort det med stor glæde. Vi har oplevet mange fantastiske ting igennem vores lege i naturen, som på alle måder vidner om Herrens store værk. Der har vi altid behandlet den med den dybeste respekt, jeg husker endnu min første bestigning af et bjerg, det var ikke verdens største men det var et vidunder. Jeg husker tydeligt hvor lille jeg følte mig, da jeg stod for foden af det, og jeg mærkede at det gyste i mig; ikke bare af frygt, men også af spænding. Bjerget stod i en tydelig kontrast til den lyseblå himmel, hvor elkelte små vattotter svævede over det. Toppen var dækket af sne, der lyste op i solens skær, og fik det hele til at se drømmeagtigt ud - eller var det mig?

Mit første skridt, jeg husker tydeligt de små stens lyd, og hvordan de flyttede sig ved mine skridt, jeg var på vej!
   Mine tanker fløj, da jeg gik det første stykke, og jeg husker, jeg syntes det var da nemt, og det var det, men da vi kom til midt på bjerget kunne jeg mærke trætheden i mine ben. Jeg mærkede, hvordan luften blev koldere. Jeg kunne mærke, at luften blev tyndere og tyndere jo længere vi kom op. Med tunge skridt og og en tanke om, at dette skulle jeg aldrig have begyndt på, fortsatte vi op af bjerget. Min ven som havde besteget mange bjerge, vendte sig om nu og da, og smilede venligt til mig, og jeg må indrømme at efter vi var kommet halvvejs, havde jeg meget svært ved at se, hvad der var at smile over, og hvis det ikke var fordi, jeg var så træt, havde jeg nok sagt det til ham, men heldigvis var jeg for udmattet til overhovedet at sige noget. Og, til min store irretation, smilede han stadigvæk til mig. Jeg prøvede med meget stort bevær og en kraftig overtalelsesevne, at få mig selv til at smile tilbage, men efter al mit arbejde blev det kun til et halvskævt og sikker underligt smil, for min ven klukkede lidt og vendte sig om og gik videre.
   - Nu er vi der snart, sagde min ven, og tog mig på skulderen.
   Jeg kikkede op på ham, sveden sprang fra min pande, og mit åndedræt var som en storrygers, pipende og tungt. Jeg prøvede at smile, men jeg fik ikke mere over læberne end et tung prus. Jeg tænkte for mig selv, hvordan det kunne være, at han var så glad. Jeg tror ikke jeg var særlig glad for ham på det tidspunkt, dog er vi stadigvæk venner.
   Min ven havde hele vejen kommet med kommentarer, og han prøvede virkeligt at opmuntre mig, men jeg tog det ikke til mig, som jeg burde.
   - Der er kun 50 meter endnu, min ven, afbrød mine ikke så rare tanker om ham.
   Jeg kikkede op og så, at vi faktisk ikke var så langt fra toppen. Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at vi faktisk gik på sne nu, og den sagte knagen sneen gav ved vert skridt. Min ven tog mig om skulderen, og vi gik mod toppen. Jeg var totalt smadret, min krop værkede, jeg havde ondt i hovedet, og mine tæer var forsvundet, følelsesløse af den stærke frost her på toppen.
   - Så nu er vi her.
   Afbrudt i mine tanker gav det et lille sæt i mig, da min ven talte til mig. Jeg kikkede op, og han stod på toppen, smilende med arme strakt ud. Jeg kikkede rundt, og jeg blev helt stum, - sikke en udsigt, hvilken smuk verden. Jeg mærkede, hvordan jeg blev varm i hele kroppen, og hvordan mit humør steg, og jeg eksploderede i en glædelsesrus og kastede mig i armene på min ven. Jeg mærkede, hvordan glædestårer trillede ned af mine kinder, og jeg havde det fantastisk. Mit hjerte hamrede som en gal og al min smerte og vrede var væk. Jeg var lykkelig, rigtigt lykkelig. Min ven kikkede på mig og sagde:
   - Sådan havde jeg det også første gang. Jeg hadede min guide, som du hadede mig på vejen herop, men da vi tog toppen, elskede jeg ham som aldrig før.
   Jeg kikkede på min ven, og mærkede at min kærlighed for ham endog var blevet større. Han var en sand broder, og jeg elskede ham før, men nu ville jeg dø for ham - uden tvivl!
   - Du må huske ... der er turen ned igen, smilede min ven.
   Jeg havde på fornemmelsen, at turen ned fra bjerget ikke ville være så farlig.
   Jeg havde oplevet noget fantastisk med min ven, og derfor var vores venskabsbånd blevet stærkere, og vi er blevet uadskillige. Vi har begge to lige sendt en søn på mission. Det er derfor, jeg har skrevet disse linier, så når han læser dem ved han, at hans 'ven', frelseren, altid er hos ham, og han altid vil komme med trøstende og styrkende ord, så han kan opleve det fantastiske at bestige et bjerg med ham.