Kender du vinden? Han har været her lige siden den dag Gud sagde til ham han skulle blæse. Han er så gammel, at end ikke 1000 børns fingre kan tælle hans år. Det er ham der danser med det lille barns drage, og det er ham der rusker de døde blade ud af den gamle egs krone. Men det er ikke ham jeg vil fortælle om, men om en af de historier han har fortalt mig. Den historie han fortalte mig skete for mange år siden:

"Jeg er så stor og så mægtig er jeg," tænkte den store kampesten.
   Den havde lagt sig i en lille dal, og der havde den i sinde at ligge, til jordens ende.
   "Jeg flytter mig ikke for nogen," tænkte den.
   "Jeg er så stor og mægtig, at ingen tør gå mig imod."

En dag, da den lå der og tænkte store tanker om sig selv, var der en lille bitte å der havde drejet forkert, to dale før, og var kommet ind i kampestenens dal. Stenen så godt nok den lille å, men grinede hånligt af den og sagde:
   "Hvad vil sådan en lille å her? Du er jo intet. Du er ikke stor og mægtig som mig. Næ du er ikke engang fast. Så hvad bilder sådan én sig ind, at komme her i min dal?"
   Den lille å, der nok var lille, men ikke uden kløgt, sagde:
   "Ja stor og mægtig er du, men jeg løber omkring, og oplever verdenen. Hvad oplever du?"
   Stenen der ikke var af den kløgtigste granit svarede:
   "Hvad skal jeg dog i verden? Jeg ligger her så god, og her bliver jeg!" pointerede den kraftigt.
   "Ja ja," svarede åen. "Må jeg komme forbi eller hvad?"
   "Forbi?" skreg stenen. "Du kan skride tilbage fra hvor du kom. Lad mig være i fred!"
   Den lille å gav sig ikke så nemt.
   "Kom nu, sten! Kan jeg ikke bare smutte forbi?"
   "Nej har jeg jo sagt! Gå hjem hvor du kom fra!"

Men det er nu med åer sådan, at de ikke selv bestemmer hvor de skal gå, at deres vej allerede er lagt. Så åen kunne ikke gøre andet end at ligge der hvor den lå, men efter et stykke tid og en del diskussion, fandt åen en lille åbning mellem stenen og dalen. Så den smuttede, uden at stenen opdagede det, gennem åbningen og piblede stille forbi.
   "Hvad bilder sådan en å sig ind?" skreg stenen, da den opdagede åen var smuttet forbi.
   Den lille å kunne ikke andet end at beklage, for stoppe kunne den ikke. Så den piblede forbi stenen.
   "Ja ja," tænkte stenen. "Hvad skade kan en lille å gøre store mægtige mig."

Efter mange års piblen, var åen blevet til en flod. Midt i floden lå den før så mægtige sten. Den var kun halvt så mægtig som før. Vandet havde slebet den mindre.
   "Ja ja," tænkte stenen. "Jeg er dog endnu mægtig, og flytte mig gør jeg ikke."
   Vandet løb i mange år over stenen, og en dag lå stenen på bunden af åen der var blevet til en flod. Den var ikke større en et sandkorn, men den tænkte:
   "Man er dog stadig sten. Om end ikke så mægtig som før, er jeg her dog endnu."
   Og alle de sandkorn der lå omkring stenen fortalte om deres velmagts dage, hvor de alle havde været mægtige. En havde været et mægtigt bjerg en anden en mægtig klippe. Sådan talte de sammen, indtil de alle en dag var blevet til støv og ikke var mere!