Til A.

Tanker fra et sted under solen, en sjælden eng, i mit indre.

Jeg har et sted inden i mig. Et sted reserveret til håbet og mulige fremtider, hvor kun jeg kommer. Det har gæster, til tider, men kun fordi de hentes frem fra fortiden her, og fordi her skal trædes varsomt.

I dag vil jeg invitere dig med.

Du er her faktisk allerede.

I dette, denne skjulte afkrog, i mit sinds inderste, ligger du i det bløde grønne græs, sansende og søvnig, under solen.

Nøgen, afslappet, levende og nydende, absorberer du varmen fra den blå himmel, omfavnet af endeløst grønt, indrammet i dit smukke, fyrige funklende pink: lykkelig og fri i kroppen, og i rummet bag slumrende øjne.

Du er her, som du vil være evigt.

Over dig, uden form, svæver jeg. Usynlig, fredfyldt og smilende.

Du ser mig ikke, men du ved jeg er der, og som du vågner, og dovent strækker dig i græsset, retter du dig op og stirrer ind i solen, direkte igennem mig.

Jeg elsker dig, og en tåre fra mit øje manifesterer sig, daler gennem luften, og lander i dit skød.

Du griner, nysgerrig af tilfældighederne, stirrende på den glasklare dråbe, og smiler.
Dit spejlbillede reflekteres på hovedet igennem den, og i den bliver dit smil til en grimasse. Du bliver bitter, og ser dig selv lykkelig, og underfundigt griber din tunge sig selv, i en umåddelig latter.

Lykkeligt ruller du om på ryggen, griber dine ben, smiler mod himlen og med et hjerte buldrende af sommer, giver jeg slip i lykke og 1000 sommerfugle spreder deres vinger imellem os.

Der bliver det samme nye nu, dråben er væk og du rejser dig. Undrende konstaterer du, at du engang var det samme væsen; du er igen.

Du knæler, bøjer dig i bøn, og bag dig, til synet af din smukke ende, lader jeg mig genskabe som krop.

Du drikker, og kilden fylder dit hjerte, og i det, sammen, elsker vi GUD og forstår, at skæbnen er større end angsten for kærligheden.

Vi er velkomne.

Du har ikke set mig endnu, og du drikker stadig af kilden som jeg, i mangel af kærlighed, elsker ham for at give dig.

Vi spejles, imellem os, vores vilje og tro og GUD, og igennem det lader vi os diktere af den største, og mildeste, af de mægtige, og kampen mod viljen bliver i genkendelse overgivelse - fra afstand, til hengivelse.

I dette finder du mig, som jeg finder dig, og ud af intet, er vi atter, begge, på ny, rensede.

Klar til en ny kamp med verden, dens onskab og alle dens dæmoner.

Og vi vinder.

Fordi vi kan
og fordi det er den eneste vej frem.

Der er min bøn.

Og med det, lader vi os dase om i græsset.

Her, på stedet imellem drømme og håb, på engen, tillader jeg mig, at lægge mig ved siden af dig.

Med en arm hvilende bag hovedet og en om din skulder, smilende af din, og himlens varme, og med alle sommerens lyde spillene i ørene, overgiver jeg mig til følelsen, og den enkle rytme fra åndedrættet imellem os.

I det nu, med det, tør jeg, for et øjeblik, drømme om helhed.

Jeg rækker ud, tager din hånd i min, og som de er, givet og båret af venskab, er jeg fri og lykkelig.

Jeg elsker dig her.

I dette lille univers, hvor kun vi kommer, tør jeg stå ved det. Og her ønsker jeg inderligt, at nuet, her i græsset, vil vare for evigt, for vores begges skyld, for det er det bedste, og det ømmeste, jeg har.

Din hånd er en gave.

En jeg, når jeg er alene på dette sted, tillader mig at græde taknemmelige tårer over, og altid er bange for at miste.

Og dog.

Her vover jeg, med det, for et øjeblik, at kaste mig fra den sikre grund, og håber du vil gribe mig, når jeg overgiver mig til det frie fald:

Jeg vil elske med dig. Vise dig min kærlighed, på den måde, som det er meningen det skal gøres: Som et udtryk for respekt, og fordi det siger alt det, ord aldrig kan rumme, specielt mine.

Jeg vil gøre det her.

Ikke i verden, hvor jeg er en dæmon og du et menneske, men her, i denne, for dem, skjulte eng, hvor jeg er et menneske, og du er en engel.

Dette der er det eneste, i sandhed, rene af mig, og det er dit, hvis du vil have det.

Hertil, til denne grønne lysning, i lyset under dæmpede lamper og gløden af din varme hud, vil jeg tage dig.

For det er det eneste sted hvor varmen og kærligheden kan trivedes, ægte og uden blussel; den sidste bastion hvorfra dæmonerne må flygte, drevet væk af lyset.

Det er det reneste jeg kan give dig.

Min uforbeholdne hengivenhed.

I kærlighed og respekt.

Med forlov.