En ulyksalig stil


2 år siden 2 kommentarer Blandede tekster livssyn mennesker

3Har man den, så har man den...
Ingen kan kneble sin samvittighed - hvis man har den.
Filosofihulen · følelser, reflektion
28 dage siden
4Tittelløs
Ingen kan se sine skygge · i sjælens mørke nat.
Aforismer og gruk · tanke, livsanskuelse
1 måned, 13 dage siden
6Introversion
Gud ved alt om alting, men ingenting om sig selv.
Blandede tekster · psykologi, erkendelse
1 måned, 23 dage siden
3Processen
Du kom uden invitation · stille som en skygge. · Ubemærket spreder du... [...]
Digte
11 måneder, 9 dage siden
1Nogle definitioner om den betingede del af ...
1. Samvittighed er en fællesmenneskelig funktion af sindet, liges... [...]
Filosofihulen · samvittighed
1 år siden
7Den sidste blomstring
Tro mig, jeg kan elske · uden at eje. · Jeg kan nyde · uden at berøre. · ... [...]
Digte · alderdom, kærlighed, dagdrømme
1 år, 2 måneder siden
3Selvet
Du omgiver mig som dybet. · Ustandseligt søgende veje · ind i mit hje... [...]
Digte · psykologi, livsanskuelse
1 år, 2 måneder siden
12Kend dig selv
Alt som er dit er ikke dig.
Aforismer og gruk · selverkendelse
1 år, 2 måneder siden
11Filosofi
Filosofi er mere en livsstil end tænkning, det er snarere et fors... [...]
Aforismer og gruk · filosofi
1 år, 3 måneder siden
7Den gode samvittighed
Den gode samvittighed. · Er det den som plager · sidder derinde og na... [...]
Rim og vers · reflektion, eksistens, indre balance
1 år, 4 måneder siden
6Julehumør
Til de kendte · og mindre bevendte · membere af fyldepennen · ønsker je... [...]
Rim og vers · melankoli
1 år, 5 måneder siden

Puls: 27,8

Publiceret: 3
Afgivet: 11
Modtaget: 13
Nahkuri Markku (f. 1942)
Det var lørdag og ugens sidste time, vi fik en opgave at skrive en stil med et selv valgt emne. Jeg besluttede mig til at skrive om den værste skarnsstreg, jeg havde været med til.
Frejdigt begyndte jeg at skrive og inden længe genoplevede jeg begivenhederne en gang til.
Den gang skrev vi med blæk og pennen besøgte blækhuset flittigt. Der skete af og til, at der faldt en enkelt dråbe blæk fra pennen, på pult.
Lærerinden rokkede roligt, som en stork rundt i klassen og kastede et flygtig blik på eleverne, om alle var i gang med at skrive. Jeg blev en lille smule nervøs over den smalle blækstige i mellem blækhuset og heftet. Heldigvis gik hun forbi uden at lægge nærmere mærke til mig, antageligt fordi jeg skrev så flittigt, som jeg gjorde.
Selv om skriveiveren i starten var voldsom, begyndte en svag kvalme nage i maveregionen og den blev tydeligere og tydeligere ved timens slutning. Alligevel blev jeg ved med at skrive, fordi jeg ville være en ener med at skrive noget, som andre ikke turde, eller kunne.
Klokken ringede og timen var slut. Efter min vurdering, havde jeg skrevet ¾ af stilen færdig. Lærerinden skyndede mig til at afslutte stilen. På det tidspunkt blev jeg klar over, at jeg havde gået over stregen. Hun stod ved siden af mig og var utålmodig fordi hun syntes at jeg drev tiden an med hende.
Til sidst rev hun hæftet fra mine hænder. Hun stivnede da hun så titlen, hendes øjne fløj i gennem siderne jeg havde nået at skrive. Hun gispede, ansigtet blev dybt rød og jeg fik et par lussinger med skrivehæftet medens hun med hæs stemme skreg: "din uanstændige skarnunge, du skal stå skoleret hos rektoren!" Hun fløj ud af klasselokalet uden at sige et ord.
Jeg vidste ikke, om jeg skulle sidde efter en time eller to, eller skulle jeg bare gå hjem som alle andre havde gjort. For sikkerhedens skyld vaskede jeg blæk pletterne af før jeg sneg mig ud og løb hjem.
Mandag morgen lå på mit skolebord en besked om at gå op til rektoren. Jeg snuppede sedlen før andre nåede at se den og begyndte at gå ud af klasselokalet. Lærerinde mødte mig ved døren og standsede uden at komme ind. Hun stod og holdt døren åben uden at kaste et blik på mig. Når jeg var ude af klasse lokalet smækkede hun døren i med sådan kraft at jeg forstod, at det var bedst at blive udenfor resten af timen.
Rektor kastede et flygtig, men skrapt, blik på mig. Omgående rettede jeg min rygrad en ekstra gang. Jeg fik lov at vendte længe før han fik tid til at spørge mig at hvad var mit ærinde hos ham, midt i undervisnings timen. Jeg var lamslået.
"Jeg skrev kun, kun det halve... eller jeg mener at jeg ikke fik lov til at skrive min stil færdig."
Tankerne gik i stå og usammenhængende forsøgte jeg at forklare rektoren: " jeg blev ikke færdig med at skrive."
"Hvad?!"
Han eksploderede : "hvad har du skrevet? Din lærerinde har brændt dit stilhæfte!"
Jeg stod målløst og kunne ikke sige noget. Hvad skulle jeg sige? Min hals snerpede og jeg forsøgte at synke et par gange men det lykkedes ikke. Rektoren gentog sit spørgsmål: "Hvad - har - du - skrevet!?" Hvert ord kom med eftertryk og med en kort pause imellem. Moske var han syg på en eller anden måde for hans ansigts farve begyndte at skifte fra ligbleg til mørkerødt. Jeg tænkte: "nu er det bedst at sige noget, bare for at få det overstået." Så jeg begyndte med rystende kæbe at bekende: "Jeg skrev om, at være ude og lure."
PAU! PAU! PAU! PAU! Der kom en lynhurtig serie af kæberaslende slag og en skrap kommando: "gå til det fjerneste hjørne at kontoret og stå der med ansigtet mod væggen." Jeg stod der og svedte en time og undrede over, hvorfor reagere han så voldsomt på min bekendelse? Vidste han hvad det betød, at være ude og lure?
Oplevelsen skabte en frustration i mig, som var så voldsom, at jeg besluttede mig til, at ikke skrive flere stile i skolen. Min lærerinde straffede mig med at nedgradere min karakter i skrivning, til det laveste mulige. Uden at tage hensyn til vad jeg havde fået tidligere. Vi havde kun en lærer i alle fag, så jeg kunne ikke klage til en anden lærer og rektoren turde jeg ikke en gang kikke på.
Det var min barnlige stædighed, som blev årsagen til min "litterær selvmord". Under alle omstændigheder mistede jeg glæden for at skrive.
Alt om at skrive, gled i baggrunden og druknede i livets bølger og begivenheder op til jeg rundede tres år.
Dyppepennen
ps den neste novelle "Ude og lure" er den ulyksalige stil jeg begyndte i skolen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/03-2017 16:57 af Nahkuri Markku (Dyppepennen) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 806 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.