Fagerhøi Fjellskole 87
   På under 2 måneder i Norge nåede Margrethe og jeg at kede os så meget, at vi barberede vores pubeshår af og sendte dem til venner og bekendte hjemme i Danmark - det var vores invitation til den kommende indflytterfest i Vanløse, som vi efterhånden ikke kunne komme hurtigt nok hjem til! Ud over at vi i fremtiden ikke skulle arbejde med hverken at gøre rent eller tilberede vammel mad, erfarede vi også, at det kløede helt vildt, da pubeshårene voksede ud igen. Fjellskolen var en lejrskole i Gudbrandsdalen ca. 50 km fra Lillehammer, og jobbeskrivelsen gik på rengøring og køkkenarbejde.
   At lave "renholdsarbeide" lød ikke på forhånd spændende, men specielt Margrethe ville gerne i "kjøkken" - det skulle udvikle sig til en gyser af dimensioner jo længere vi arbejdede os gennem både den ugentlige madplan og industrikøleskabet! Ris og tomatsuppe lavet af en opbagning, pulverbouillon og ketchup var kun ulækkert i den forstand, at det smagte forfærdeligt, men ingredienserne var så billige, at der blev lavet en frisk portion hver uge.
   Spændingskurvens absolutte top var pølser med ristede løg, som vi kun spiste af den første gang, det blev serveret; bagefter blev vi nemlig sat til at fylde pølseresterne på rengjorte metaldåser og sætte dem i køleskabet, så de kunne bruges den følgende uge - hvor de vel at mærke bare blev blandet med de friske pølser! For at bekæmpe en begyndende kvalme holdt vi hurtigt op med at spekulere på, at vi i teorien kunne have spist antikke pølser; den tilhørende pulverkartoffelmos smagte ikke godt men var i det mindste frisk...
   Det var forstanderens mor, Lulli, der dirigerede vores arbejdsopgaver og stod for køknet, så vores respekt for hendes evner som køkkenleder røg allerede den første dag, men da vi blev inviteret til at besøge hende og manden privat, sagde vi ja tak - en ting var, hvad hun serverede for elever og lærere, men det her skulle hun jo også selv spise! Vaflerne var vist nok hjemmelavede og smagte ok, det gjorde den sure fløde til gengæld ikke, og vi kunne konkludere, at hun var lige så nærig privat som professionelt... Siden undgik vi konsekvent alle invitationer, der omfattede andet end drikkevarer, og absolut ingen undskyldninger var for dårlige!
   At gøre rent efter eleverne var kedeligt men i det mindste ikke ulækkert, og sandsynligvis har det reddet liv, at både Margrethe og jeg arbejdede effektivt. Det viste sig hurtigt, at vi brugte langt mindre tid end beregnet, og så fik vi ekstraopgaver, som vi i starten blev sure over. Det var dødssygt at skulle pudse alle de mange vinduer på begge sider, men vi blev da færdige; og så tror jeg faktisk, at vi selv foreslog, vi kunne gøre køleskabet rent... Det havde vi muligvis ikke gjort, hvis vi havde vidst, at der bagerst på hylderne gemte sig et overflødighedshorn af ældgamle rester på forskellige stadier af forrådnelse. Der var skimmel og mug i alle afskygninger, og på trods af en meget begrænset menu, var der flere ting, vi simpelthen ikke kunne identificere! Først og fremmest undrede vi os over, at ingen var blevet syge, dernæst hvorfor fødevaremyndighederne ikke havde grebet ind. Det resulterede i 2 teorier, hvor den ene gik på, at der i Norge simpelthen ikke var nogen levnedsmiddelkontrol; den anden at Lulli havde en affære med den lokale kontrollant.
   Med udsigt til bjerge, grønne skove og blå søer var der usædvanligt smukt på fjeldet, og solnedgangene var ofte fantastiske, men vi var begge til byture fremfor vandreture - "Dødens Disko" døbte vi efter et meget kort besøg det nærmeste diskotek med ca. 5 gæster. Ud over skolens 2 lærere, forstanderparret samt Lulli og hendes mand var der ingen i miles omkreds, så vi begyndte hurtigt at kede os. Fjernsynet kunne kun tage en norsk kanal, og ugens højdepunkt var, når den sendte "Advokaterne"; så plejede vi at bage boller, som vi spiste med en særdeles lækker ost, Port Salut, der var køknets gastronomiske højdepunkt - vist faktisk det eneste jeg spiste, som jeg ikke selv havde tilberedt... Vi levede ikke godt, men vi overlevede - overvejelserne gik på at kontakte sundhedsmyndighederne, men vi endte med at krydse fingre og håbe det bedste for fremtidige elevers helbred, da vi tog derfra. At jeg husker os som vrangvillige og kritiske er måske forkert, for vi blev faktisk tilbudt at komme tilbage, når der igen kom elever til foråret - alternativt var vi så effektive, at der kunne ses gennem fingre med, at vi konsekvent mødte på arbejde med sure miner!