På Kanten af mørket - Korban


1 år, 8 måneder siden 0 kommentarer Fantasy alene eventyr monstre

0På Kanten af mørket - Korban
Fire grønne stenspir ragede majestætisk over hundrede meter op mo... [...]
Fantasy · alene, eventyr, monstre
1 år, 8 måneder siden
4På kanten af mørket - Kapitel 1 - Redigeret...
Røde øjne der stirrer med hungrende lyst fra dybt mørke. Bølger a... [...]
Fantasy · karakter, vold, magtesløshed
1 år, 9 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kenneth Friis (f. 1991)
Fire grønne stenspir ragede majestætisk over hundrede meter op mod himlen badet i den sene eftermiddagssol. Tårnene der kendetegnede Belt var endeligt kommet frem på horisonten igennem de tætte grantræer der omkransede kystvejen, nærmest glimtende i det orange lys. Det var et syn Korban havde afventet i flere dage, kun en dag mere på farten så var han i hus med hans dusør.
   Han stod lidt og betragtede det imponerende skue. Et af de sidste få stående levn af verden før, en verden hvor man havde magten til at kunne bygge så store stenstrukturer de kunne forbinde land delt af hav. Tanken overvældede ham altid. Hvilken storslået verden de måtte have haft, men alligevel kunne den forsvinde i tiden, kollapset, dækket af støv og jord.
   Han rettede lidt på en menneskeformet bylt der var kastet over ryggen på en brun langhåret donki sammen med Korbans sparsomme oppakning. Han havde pakket let for denne tur, han havde kun taget et sengetæppe, et lille telt og nogle få tørrede madrationer med. Rationerne var hurtigt løbet op og efter det havde Korban jaget for mad hver dag. Det havde været hårdt, men han fortrød ikke beslutningen. Han havde forventet at dusøren ikke ville komme frivilligt.
   Bylten rykkede lidt på sig og mumlede noget uforståeligt igennem lærredssækken, men Korban ignorerede det, tog et fast greb om tøjlerne til donkien med venstre hånd.
   "Kom så Devon!" beordrede han og sluttede af med et højt fløjt efterfulgt af et lavt.
   Devon prustede en enkelt gang med sin grå snude, rystede sit store aflange hoved og satte i trav efter ham.
   Donkien havde været Korbans bedste ven i mange år, den var ligeglad med hvem han var, hvad han var og hvad han gjorde. Korban betroede sig ofte til Devon. Fortalte alt hvad han havde set, havde gjort, godt som dårligt og Devon dømte ham ikke, lyttede kun og prustede i ny og næ. En enkelt samtale med de dybe brune tilgivende øjne, var ofte nok til at give Korban et bedre humør, en ro. Og Devon var nem, så længe han fik mad og opmærksomhed, så var han tilfreds, føjelig og adlød alle af Korbans ordre. Devon var hans bedste ven, egentlig hans eneste ven.
   Korban rykkede lidt på sin mørkegrønne kappe og sørgede for hans højre arm var gemt inde bag den, før han fortsatte ned langs den ujævne jordvej, kun med skovens fugle og Devons hove som afbræk fra skovens stilhed.

Korban have fundet et godt sted at slå, en lysning lidt afsides fra vejen og med skovdække på alle sider. Han havde lige nået at finde stedet og slå sit telt op, før det sidste lys fra efterårssolen var forsvundet bag de høje egetræer der dannede en tæt mur af træ. Det var var en tryg lejrplads og han følte sig så sikker i hans valg af lejrplads, han havde tilladt sig selv at tænde bål for en gangs skyld og ristede en friskfanget rotte over ilden, mens Devon stod og græssede lidt væk fra bålet. Lærredsbylten var blevet lagt op af et træ og en snor bundet rundt om træet og bylten, holdte den godt på plads. Lyden fra knasterne i træet der eksploderede under varmen fra bålet kastede sig fra træ til træ igennem skovens stilhed. Det næsten larmede, når alt andet var så stille.
   Bylten begyndte igen at mumle noget uforståeligt, men Korban stirrede blot videre i bålet og rodede rundt i gløderne med spidsen af hans kniv. Højere endnu prøvede bylten at mumle, så højt at Devon rejste sit aflange hoved og betragtede bylten prøve at komme fri af rebet der holdt den fastbundet til træet. Bylten fortsatte spektaklet i lidt tid før den igen gav op.
   "Hvad så Devon, hvad vil du have når vi får dusøren?"
   Korban kiggede op fra bålet og mødte Devons blik der stirrede tomt på ham mens munden tyggede skævt på en luns gulligt græs.
   "Et bidsel?"
   Devon vrinskede som svar og rystede på hovedet.
   "Nej, ikke et bidsel... Måske nye sko?"
   Et prust og et nik.
   Korban smilte tilbage til donkien, gad vide om den vidste at den var hans eneste ven eller om han selv lagde mere betydning i donkiens opførelse end der egentlig var?
   "De trænger også til at blive skiftet"
   Korban kiggede ned på sine udgåede læder støvler der havde gået flere kilometer end han kunne huske og været utætte ofte.
   "Det gør mine sgu også!"
   Devon prustede igen og vendte tilbage til græsset.

Mørket havde indtaget den lille lysning og det eneste lys kom fra Korbans bål. De slikkende orange flammer strålede ud fra de røde gløder og badede ham i et varmt tæppe. Det kunne knap oplyse hele lejrpladsen, men gav nogen sikkerhed for nattens rovdyr der ville se Korban og Devon som et nemt bytte.
   Rotten havde kun taget det værste af hans sult, mætheden måtte vente til han var i Belt igen og havde fået indkasseret hans dusør. Tanken om Belt sendte en kuldegysning ned ad Korban ryg. Han havde altid haft et forkrampet forhold til byen. En by der for normale mennesker betød sikkerhed og overflod, betød den for ham og hans slags mere frygt og død end vildmarken med farlige dyr og monstrummer kunne tilbyde. Nej, han så byen som et nødvendigt onde, for uden den, ville han ikke have dusører at indhente, ingen penge og intet levebrød.
   Bålet blev fodret med en stor birkekævle så bålet kunne holde natten igennem. Devon havde allerede lagt sig ved siden af hans telt og trak vejret dybt. Korban tjekkede bylten og hørte samme rolige vejrtrækning inde fra lærredet, alle på nær ham selv, sov trygt og sikkert.
   Med bekræftelsen at dusøren sov, og forhåbentligt hele natten igennem, trak Korban sig ind i sit lille telt og, efter at have lagt sin lange huggert ved sengetæppets side, trak han sit lodne uldtæppe op over sig. Lydene fra de utallige dyr der vågnede op når solen var gået ned lullede ham roligt i søvn mens uldtæppet langsomt varmede ham op og holdte nattekulden væk. At sove ude, under åben himmel med et knitrende bål der fyldte ens næsebor med lugten af røg og kun selskab af sig selv, det var der Korban sov bedst og dybest.
Forfatterbemærkninger
Min anden karakter i På kanten af mørket, Korban. En dusørjæger med et striks ærescodeks!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/07-2017 14:09 af Kenneth Friis (KFriis) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1039 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.