På kanten af mørket - Kapitel 1 - Redigeret den 13-07-2017


1 år, 9 måneder siden 4 kommentarer Fantasy karakter vold magtesløshed

0På Kanten af mørket - Korban
Fire grønne stenspir ragede majestætisk over hundrede meter op mo... [...]
Fantasy · alene, eventyr, monstre
1 år, 8 måneder siden
4På kanten af mørket - Kapitel 1 - Redigeret...
Røde øjne der stirrer med hungrende lyst fra dybt mørke. Bølger a... [...]
Fantasy · karakter, vold, magtesløshed
1 år, 9 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kenneth Friis (f. 1991)
Røde øjne der stirrer med hungrende lyst fra dybt mørke. Bølger af frygt og en dyster lavmælt hvisken i et fjernt rum.

Serena kæmpede for at fokuserer på minderne, men modbydelige følelser af ængstelighed og dyb anger fik hendes få tilbageværende arm hår til at rejse sig. Hun strammede grebet om den behårede mandearm, der var fastholdt i hendes venstre hånd, så hårdt at hun nærmest kunne høre sine fingerknogler knage. Lidt efter begyndte smerten at vise sig i hendes spinkle fingre, men Serena kastede smertens signaler til hendes baghoved, hun havde behov for at bruge alt hendes kraft til at fokuserer.

Mennesker, fire lavbrogede mænd med dårligt improviseret hjemmelavede læderbrynje, rustne økser og sværd, siddende omkring et beskedent bål. En mand med et forfærdeligt ar tværs ned af hans ansigt, lige imellem hans brune vrede øjne, et hårdt slag der også har taget noget af hans venstre næsebor med sig. To andre sidder med hætter trukket helt ned foran deres ansigter, kun deres hager og munde er synlige. Den sidste mand har et stærkt firkantet ansigt med en kraftig kæbe og en tilhørende stærk krop med store overarme der tydeligt kan ses igennem han lasede ærmer.

Serena anstrengte sig for at fastholde denne erindring, denne episode, det var det hun ledte efter, den stærke mand var Mekker, det var hans minder.

En mudret jordvej i en skov, lave fyrretræer med bare stammer toppet af med fyldige trækroner vajer raslende i vinden og en lugt af saltvand er trukket ind med den blide østenvind. De fire mænd stående på vejen, de har stoppet en hestevogn tungt læsset med kartofler, en tynd mand som kusk og en adipøs kvinde med en stok ved venstre hendes side. De fire mænd truer kusken og kvinden, manden med arret har sin økse skubbet op under kuskens hage. - Landevejsrøvere ude efter alt med den mindste værdi.

En sveddråbe løb kildende ned over Serenas smalle næseryg og brød hendes koncentration. Hun rykkede en gang med næsen og, efter hun mærkede dråben falde fra næsetippen, lod hun igen minderne vælte uforstyrret ind over hende.

Kusken står på vejen med blod løbende fra en dyb flænge over hans kind, manden med arret står med en lille læderpose i hånden og smiler griskt. Kvinden ligger oven i kartoflerne med en af de hætteklædte mænd moslende ovenpå sig, hun skriger igennem mandens hånd der holder fast om hendes mund. Mekker komme løbende over mod manden med arret der har hævet sin økse over kusken. Mekker råber noget, men det er utydeligt og svært at forstå - mindet er fortrængt og detaljer forsvundet i sindets konstante forfald - og tager fat i den rustne økse. En kamp bryder ud, Mekker har overtaget. Med et hurtigt ryk får den arrede mand ham ned at ligge på den mudrede skovvej. Mekkers hoved bliver skubbet under overfladen af en vandpyt med den arrede mands hænder fastlåst i hårdt greb om hans hals. I et virvar af vand, mudder, råb, forbandelser og et vredt arret ansigt får Mekker fat i en sten og med et hurtigt hårdt slag, bryder han fri af grebet og kommer hurtigt på benene. Med stenen klar til at slå igen, står Mekker forberedt til at fortsætte kampen, men den arrede mand bevæger sig ikke. En sort sky kravler stille over mindet, som en regnvejrs sky der snart vil dække hele vejen i et tungt regnskyl. Mørke begynder at fjerne detaljer fra erindringen, træer forsvinder, vejen bliver kortere, det ændrer sig til en sort tunnel for til sidst at opsluge mindet helt. Røde øjne stirrer fra mørket.

Hele rummet var tavst, alle tilskuerne, juryen og dommeren havde siddet i dyb stilhed og betragtet Serena mens hun havde vandret i den anklagedes minder. Langsomt og kontrolleret åbnede hun øjnene og så udover domhusets tilskuerrækker mens hun prøvede at ryste synet af den røde øjne fra mørket. Hvad var øjnene, hvorfor var de i disse minder og hvilken betydning havde de? Der var for mange ubesvarede spørgsmål og hun skulle nok få svarene.
   Domhuset var ikke stort. Fra de store egetræsdøre og op til lovmandens hævede podium, var der bænkeplads til omtrent to snese mennesker. Det var nok til at hele Vigets indbyggere kunne deltage i retssager, offentlige bekendtgørelser der berørte hele den lille havneby og finde frelse for deres evige sjæle i den ugentlige gudstjeneste med en dybt alkoholiseret præst. Serena lod sine lysende blå øjne glide over publikummet, størstedelen af de deltagende var fiskere, bådsmænd i slidte bivoksbehandlet lærreds buksedragter der hang fra deres skuldre med tykke stroppe og hjemmegående husmødre der tog vare på de mange børn mens de sejlende fædre var på havet.
   Serena fjernede hånden fra Mekkers arm, der sad stønnende halvt ved bevidsthed i en stol ved siden af hende, og trak en tynd sort fløjlshandske over sin venstre hånd. Iblandt de fyldte bænke fik hun øjenkontakt med den adipøse kvinde, nu i en lilla kjole der virkede en anelse for lille til hendes kraftige krop, og ved siden af hende sad kusken i en brun vejrbidt læderfrakke. Kuskens ene øje var blodskudt og en dårligt anbragt blodig forbinding dække hele den venstre side af hans ansigt. De sad begge og skiftevis stirrede på Serena, så på manden med den stærke kæbe i stolen ved siden af og tilbage til Serena igen.
   Stilheden dominerede rummet indtil den raspende gamle stemme fra Lovmand Hagen brød den næsten ubehagelige ro i domhuset
   "Har vi en bestemmelse, unge Serena?" den ellers rolige autoritære stemme brølede ud igennem domhuset og fik nogle få tilskuere til at hoppe lidt i sædet "Er Mekker af Tangenhavn mordet skyldig?"
   "Den tiltalte er ikke skyldig" Serena trak langt på vokalerne og sørgede for at den sidste stavelse virkede udmattende at udtale. Hun kunne ikke fordrage at tale på den måde, den fine måde. Hvad nyttede det at tale fint, de boede alle i mudder til anklerne, slidte lave huse uden gulve og beskidt tøj med månedgamle pletter. Der var intet der var fint. Man talte kun på den fine måde når det var forventeligt og, at gøre det modsatte kunne fornærme farlige, magtgale mennesker.
   "Mekker dræbte manden i selvforsvar, i en kamp han ikke selv startede" fortsatte hun, da Lovmanden ikke selv fortsatte men blot betragtede Serena med grå matte øjne.
   Lovmand Hagen førte sin rynkede hånd igennem sit store grå fuldskæg der nåede helt ned til brystet på hans sorte kjortel og brummede en mindre diskussion for sig selv.
   "Lad det være kendt at Mekker af Tangenhavn findes uskyldig i anklagen om mord. Straffen for drabet vil være ti piske slag. Mekker vil forblive i Domhusets celle og straffen vil blive udført ved daggry. Æret være reki Borkis".
   Med to slag med sin træhammer på sin talerstol, afsluttede Lovmand Hagen retssagen og domhuset blev fyldt med urolig snakken blandt tilskuerne mens de langsomt begyndte at tømme domhuset.

Serena havde, igennem en hed diskussion med en snavset krofatter om risikoen og hvor meget det ville koste at have "sådan en som hende" boende, fået et tagværelse i det eneste gæstgiveri i havnebyen. Hun var vant til at blive kaldt værre. Ofte mutant, misfoster eller vanskabning, hun havde hørt alt før og det prellede af hendes tilvante mentale rustning.
   Hendes værelse var småt. Kun akkurat stort nok til at en enkelt seng og en kommode til nøds kunne presses ind i rummet. En enkelt violet rødkløver i en revnet grønlig vase prydede kommodens top og, bag det, et enkelt lille blyindfattet vindue, hvis matterede ruder kun tillod lidt lys fra den sene eftermiddagssol ind igennem, de matterede ruder. Det var ikke et pænt værelse som hun havde oplevet på Belts fornemme kroer, men det var et tag over hovedet og prisen var overkommelig. Duften fra rødkløveren fangede Serenas næse, den gemte den støvede lugt af et værelse der aldrig blev gjort rent godt.
   Et brag fra noget tungt landede på de ustabile gulvbrædder og fik gulvet til at knirke truende bagved Serena. Med et sæt vendte hun sig, hendes højre hånd fandt hurtigt stiletten gemt i folderne i hendes mavebælte. Krofatteren stod i hans plettede hvide ærmeløse trøje med et sammenbidt udtryk i ansigtet, et kort øjeblik så han næsten tilfreds ud, over det chok Serena havde fået. For hans fødder var hendes store lærredsrejsetaske smidt på gulvet.
   "Du glemt' den her, ne'eunder" Vrissede han igennem hans få tilbageværende gule tænder mens han pegede med en beskidt finger på hendes taske. Krofatteren vendte sig og gik før Serena kunne nå at komme med indvendinger om, hvordan han behandlede hans gæster bagage eller det kun var hendes, så hun smækkede i stedet døren, det måtte være protest nok.
   Serena stod et øjeblik og nød støjen af folk der arbejdede, udenfor hendes vindue. Det var beroligende. For hende var det at være i blandt mennesker sikkerhed. En sikkerhed hun ikke altid kunne regne med, når hun var ude i de mere afsides dele af landet hvor kroer var fåtallige og, endnu færre endnu, kroer der ville tage hendes slags ind. Hun lod sig falde ned i sengen. Den var hård, hårdere end hun forventet, der var blevet sparet på halmen og dynesækken var grov. Det gjorde hende ikke noget, hun nød at ligge og kigge på støvet, madrassen havde hvirvlet op i luften, danse i eftermiddagssolen der kravlede hen over trægulvet. Øjenlågene begyndte at blive lidt tunge, Serena kæmpede imod men faldt hurtigt i en roligere og trykkere søvn, end hun havde haft i flere måneder.

Røde øjne stirrer med lyst, sult fra mørket. Ikke et mørke, en tåge? Der er mange øjne, de bevæger sig i sæt af to, de har omringet hende. Hun er alene, helt alene i den mørke tåge der diffust forhindre hende at se. Der er ingen vej ud. De vil have hende, flå hende. Rive hendes sjæl fra hendes krop. Mørket sluger alt. De røde øjne sluger alt.
Forfatterbemærkninger
Min yndlingsgenre af bøger er fantasy. Derfor har jeg altid gerne ville skrive fantasy, men har manglet en ny vinkel, ny verden og ny historie. Efter mange års brygning og mange drab af ideer og hele verdener da det ikke har været godt nok, nu er jeg endelige kommet til et univers jeg kan lide og kan se et kæmpe potentiale i. Uden at sige for meget, har jeg lavet et uddrag af en novelle om en af karaktererne, en Mindevandrer der gør sig ti en del af folks minder som var hun der selv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/06-2017 14:53 af Kenneth Friis (KFriis) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1648 ord og lix-tallet er 40.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.