Maria sad lidt derfra. Han så på uret. Nej, han lod hende sidde. Hun havde godt af at sidde lidt dér, og tænke over, hvad hun havde gjort. Han var stadig så rasende, at det kogte indeni. HAN ville, i hvert fald, ikke være den, der blev blød. Gik hen og tikkede hende om at tilgive ham. Ikke denne gang - for denne gang var det, ubetinget ham, der havde ret. Det kunne sgu da ikke være HANS problem, at HUN var ham utro...

Uh, han tænkte på alle de morgener, hvor han var kommet hjem efter taxakørsel hele natten, og der så stod en fremmed mand med blå briller, eller fipskæg, ude i deres badeværelse, og hun så bare slog flot ud med hånden, og sagde:
   "Ja, det er så Karl-Erik... (Hans-Jørgen... Knud-Børge, eller hvad han nu havde heddet). Min gamle skolekammerat. Ham husker du godt, ikke!"
   Hvordan havde han dog været så blind?
   Det var jo så tydeligt, at han kunne have slået sig selv i hovedet nu. Hvor havde han dog været dum!
   Ja, faktisk var det jo netop lige sagen, tænkte han. Han VAR simpelthen FOR dum. Hvordan kunne han lade NOGEN andre få hans hustrus kærlighed oftere end han. Havde han egentlig fortjent andet, så sløset, han havde taget deres forhold?
   Nej!
   Han havde ikke fortjent bedre!

Men, det skulle der laves om på nu!
   DET skulle der!

Han rejste sig langsomt, og gik roligt hen mod hende. Maria så op. Hun smilede.
   "Jeg vidste, du kom!" sagde hun. "Du svigter mig aldrig, når det virkelig gælder..."