Jeg er tilbage på skolebænken. Tilbage til lærernes uendelige fremvisning af PowerPoints og noteskrivning på tavlen. Tilbage til de indelukkede klasselokaler, de overfyldte gange og larmen i kantinen. Tilbage til at tvinge mig selv ud af sengen og tage mig selv i at drømme mig væk i timerne. Tilbage til de mange smøger, der får mig til at klare mig gennem de uendelige moduler. Jeg satte mig et mål om, at tage mig sammen og fokusere og jeg klarede første uge, men jeg er allerede træt. Træt af at være fanget på den skole, med så mange mennesker jeg ikke kan udstå. Det bliver et hårdt år at gennemføre, men jeg gør det ikke alene. Der er de få mennesker, der holder mig oppe og som jeg prøver at holde oppe. Mennesker jeg skal nyde det sidste år med, for ingen ved hvor vi ender, når huen er kommet på. Over oceaner og til alle verdenshjørne og måske ender vi på plejehjem sammen, eller måske er vi kun støtte det næste skoleår endnu. Det er der ingen der kan sige. Men disse mennesker vil sørge for, at jeg får min hue og jeg vil sørge for at de får deres. Vi holder hinanden oppe på lektier, deler noter og husker hinanden på, at følge med i timerne. Et 10 tal i huen kunne være fedt, men det kommer ikke af sig selv. Og huen skal vi have. Vi skal have et trofæ for at hade vores liv fra mandag-fredag kl. 8:10-15:10. Det skal ikke være forgæves.
   ​