Det gør ondt. Det gør ondt at vide, at lige meget hvad jeg gør, vil det aldrig være godt nok. Det gør ondt at vide, at lige meget hvor meget jeg prøver, vil det aldrig være godt nok. Det gør ondt at vide, at de ikke vil have mig. Det gør ondt, at blive født ind i en familie, som ikke vil have en. Jeg valgte ikke dem, og de valgte ikke mig. "Hun vil aldrig blive et rigtigt Hultberg-barn". Min mor fortalte mig ordene, der kom ud af min farmors mund. Jeg var ikke andet end celler, første gang jeg blev frastødt fra familen. Allerede inden jeg blev født, har jeg ikke været velkommen. Nu er der snart gået 20 år, og jeg er stadig ikke velkommen inden for deres dør. Jeg har altid været familiens sorte får. Jeg vil altid være familiens sorte får. Jeg passer ikke ind. Og de sørger for at gøre mig opmærksom på, at jeg aldrig vil passe ind. Jeg bliver ikke inkluderet. Jeg bliver glemt. Jeg bliver overset. Jeg bliver kritiseret, trådt på og set ned på. "Du bliver aldrig til noget". Jeg har aldrig været ønsket af dem. Jeg har aldrig været yndet af dem. Jeg har aldrig været elsket af dem. På papiret er vi i familie, men i virkeligheden foragter vi hinanden. Vi vil helst være fri for hinanden, men i stræben efter det perfekte familiebillede, går det ikke, at skabe drama ved at smide en ved samme navn på gaden. Jeg er ikke værdig, til at bære deres åh så famøse familienavn. Men jeg bad ikke selv om det. Jeg vil ikke have det. Jeg glæder mig til den dag, jeg kan sige "ja" til den mand jeg elsker og tage hans navn. Slette sporene på min relation til dem. Vise at jeg ikke nasser på deres helligdom af det fine Hultberg navn. Det er alt sammen snyd og bedrag. En stor facade. Mine forfædre var roeplukkere fra Polen. Vi er ikke fine og fornemme, men kun svage bønder der nasser på de aktuelt fine og fornemme Hultberg kunstnere i Danmark. Jeg er træt af, at tage imod den ene sæk lort efter den anden. Jeg er træt af at blive misbilliget, irettesat og dømt for at være min mors datter. Jeg er færdig. Jeg siger fra. Jeg vil have lov til at være den jeg er, sige det jeg vil, og gøre det jeg har lyst til. De kan ikke ramme mig mere. Min fars ord er tatoveret i mit sind: "Du er bare sart. Løb en tur". Det er en sætning, jeg har fået kastet i hovedet i alle mine år. Og måske er jeg sart, men jeg gider ikke stå og lade dem rive mig fra hinanden om og om igen, uden at de ved, hvilken skade de gør mig. Jeg vil stå op for mig selv, og lade dem vide hvor sørgelige, selvforhadte og ækle de er. De er så dybt begravet i deres eget selvhad, at de prøver at hive alle andre med ned i deres sorte hul, for at få det bedre med dem selv. Og jeg har ladt dem hive mig med ned, men jeg har fundet min vej op, og jeg har ikke tænkt mig at falde for deres manipulation igen.