For himlens skyld så åben dog din Rose, smerte mit hjerte er sort
hvor mange digte skal der stå iblandt ibenholts tårne
hvor meget tryksværte skal mine tårer regne med snekrystaller
skal der skrives om kærligheden åh en stime af flyvetun
før jeg kan mærke noget som helst igennem tågede togtuneller
hvor mange tomme brostensveje skal jeg gå uden at snuble
ærligheden er en brusekabine med blåt vandfald af regnbuer
jeg lader mine tanker vandre forgæves i tomgang uden retning
i denne ensomme nat af fortid og frost som istapper
i dette ensomme karrusel byggeri iblandt rejseforsikringer
jeg bytter mit hjerte ud med en klump tåget rav
af tunge natsværmere uden et eneste støvet vild hvede
hvorfor er lykken så kort, jeg vender livets hjerter dame
før var der månens mælk imellem dalende stjernestøv
jeg parkerede mine hviskende dansevinger i tankegrus
imellem håb og nonsens og plebajer velde
standser jeg mit melankolske Capella irettesættelser
Hvorfor er det hele så meningsløst tomt uendeligt
Imens jeg venter på elevatoren til Guddommens tunge
stiger jeg ind i en ingenmandsland bussers blinde passagerer
kører i måneformørkelsens retning af eifeltårnets skygge
i en rejse som blind passager blaffer jeg iblandt lastbiler
kun et kort sekunds lille natsværmer kysse vinger
kom lad mig varme mig på dit flyvestøv som sandheden i min pande
for når art boy ses med art girl girl vil der vil der blive kærlighed
vil kærligheden strømme os i vores flod af onani
Du er fjordens fisk og jeg er en brusende båd imellem sexofoni
og hvis denne båd synger om kap med svanernes vinger
stjæler jeg bare de rige pigers hjertemedaljer
og binder dem til den fattige piges kjole
for mit skib har et anker af tavshedens juveler
mit sejl er en orgasme fra biblens sidste side
resten er læst som zensmertenål i mit dramaregnskab
månen stirre nattens mørke itu som en rive i sorthed
der er en rejse der stige imellem mine kolde fingre
jeg peger på et sted ude i horisonten hvor månen brygger mælk
hvor din vulkan bryder ud imellem dine ben
det her er hvor vi ikke kan gå, jeg sætter i løb
bjergene danser under din gletsjer hjertedal
dine kys minder mest af alt om iskrystaller i dagdrømmer dale
mine læber fryser til kulde af frostens iskolde smerte forsvunden saft
jeg ved alt om alliancen mellem månen og stilheden
der er tusind ord ord for min tavshed i skygge dans i magiske teateres sale
råb mig i mit ansigt ram bækkenet med din kærligheds trommestik
mine følelser er ved at give op i håbet på at lytte
jeg flytter mine tavse fødders skridt hvad er meningen
i retning af en ukendt destination
vil du vise mig vej på kærlighedens sti
for jeg er forsvundet i en regnskov med dråber
jeg råber råber råber på troværdighedens digterinders kys