Om fejheden i at være venlig..

Jeg har ikke selv set filmen 'Vogville', men omtalen berørte mig dybt.

At man kan være direkte fej ved ikke at sende klare signaler og sige klart og tydeligt til og fra.

Problematikken har fulgt mig i årevis, ja næsten hele mit liv.

Pæn pigen. Den høflige, venlige. Levnet fra flinkeskolen..

Nu skete det igen. I dag. Den samme problematik, nu igen.

Jeg har gået med hovedet under armen, som jeg oftest gør, når jeg føler mig godt tilpas. Da glemmer jeg -

At mand er mand og kvinde er kvinde.

Det har intet med ham at gøre. Sagen ligger udelukkende hos mig.

Jeg er kommet i shawarmabaren gennem flere år. De er så rare, imødekommende og venlige, siger glade 'Hej', inden jeg når at træde ind ad døren. De kan altid huske, hvad jeg skal have til mad.

'Værsgo' min ven', siger de når de langer maden over disken til alle kunderne.

Dette gør, at jeg har haft lyst til at komme igen.

Her på det sidste har jeg været doven med madlavningen, så jeg har flere gange været nede hos dem.

Mens jeg ventede på maden, gav han mig en falaffel med dip.

'Tak, det er sødt af dig', sagde jeg

'Sikke dog noget dejlig musik', sagde jeg og kommenterede den arabiske musik.

'Den handler om kærlighed', svarede han

'Det kan jeg godt høre', svarede jeg. Og dum som jeg var, sagde jeg

'Her er kærlighed', og tænkte ikke mere over dette. Det var jo bare en anerkendelse af stedet fra min side.

'Ryger du vandpibe?', spurgte han

'Nej, jeg ryger cigaretter'

'Du skulle tage at prøve vandpibe'

'Hvad er der godt ved det?', spurgte jeg, og vi snakkede om løst og fast. Jeg tænkte ikke over noget.

Så i dag, da jeg kom, spurgte han

'Hvordan går det med din mand og børn?'.. Han har aldrig set mig i butikken med mand og børn.

'Jeg har ikke mand og børn', svarede jeg. Og pludselig ringede klokken for mig. Hallo Christina! - du har sovet i timen..

'Vi kan mødes og ryge vandpibe'

Stilhed fra min side.. Jeg lod som ingenting.

'Vi kan mødes klokken 24, så kan du prøve at ryge vandpibe'

Øh..

'Jeg er gået i seng klokken 24'... Jeg var helt klart ude i de twistede signaler - igen.

'Vi kan også mødes klokken 20 en dag'

'Jeg kan ikke sige det nu, hvornår jeg kan', svarede jeg

FUCK! FUCK! FUCK!!

Hvordan får jeg lige sagt til ham, at jeg slet ikke er interesseret?

Skyldfølelse...mega megen hamren mig selv oven i hovedet..


'Christina, du går rundt som en åben bog',
sagde min veninde til mig for længe siden, da en lignende episode var på spil.

Hvornår er det lige, at jeg lærer lektien her'?

Jeg ved jo, at det er den sammen problematik, der følger mig igen og igen, til jeg lærer lektien.

Det kan være fucking hårdt at gå i livets skole. Når man er børnehave klasses elev, når det kommer sig til alt lære at udtrykke grænser og sende klare signaler. Det er panden lige imod muren, til man lærer det.

Det er fejhed med falsk sødme, og at please andre, fordi man ikke tør såre dem med et klart 'Nej tak'

Værst er følelsen - jeg lagde jo selv op til dette..