Jeg har været på en jordomrejse. Rejst med jernbane, kørt med sigøjnere, vandret gennem ørkener, stået på nordpolen, været i audiens hos kejseren af Kina, siddet fastspændt til en totempæl hos kannibaler i midten af Afrika og ventet på at blive kogt i den sorte gryde, men i sidste øjeblik reddet af høvdingens smukke datter, jeg har talt med de viseste af alle vismænd, der alle har hævdet, at de sad inde med løsningen på alle livets store som små problemer.
Jernbanerne, i det der engang kaldtes Jugoslavien, var en oplevelse for sig. Sporvidden var 60 cm, og lokomotiverne var lavet for hundrede år siden. Sæderne var polstret med bjørneskind, og jeg mødte her i det overfyldte tog en nylig undsluppet lystmorder. Jeg kunne se han var i knibe og fik den ide at jeg kunne give ham mit tøj, hvis jeg til gengæld fik hans kappe. Jeg havde et par ekstra briller i min bagage, i tilfælde af at jeg skulle få brug for dem. Jeg gav ham brillerne, og jeg kunne straks se, at han lyste op efter at have taget dem på. Han havde aldrig vidst, at det var briller han trængte til.
En lystig fyr sad overfor os, og da han tog sin frakke af, så jeg, at hans inderlomme var jyldt med pas fra alverdens riger. Jeg tog en flaske blommebrændevin op af lommen, og vi kom i snak. Efter at vi var blevet tilpas fulde, spurgte jeg ligeud, hvad han skulle have for en af de små bøger, der gav adgang til Grækenland. 'En god vits, er mit eneste forlangende'. Jeg kom straks til at tænke på Paris, Brigitte Bardot og de nordjyske minkavlere.
"Ved du hvordan en smuk kvinde får en mink?"
Han sad tavs et øjeblik og måtte indrømme, at det vidste han ikke.
"På samme måde som mink får mink," svarede jeg, og han brølede af grin så vinduerne blafrede faretruende.
Øjeblikkelig tog han et græsk pas op af lommen og rakte mig det. Jeg så, at billedet netop var et billede af lystmorderen, og jeg rakte ham passet.
Ved næste station steg han ud af toget, og jeg regnede ikke med at skulle se ham mere. Jeg fulgte ham hen til døren ud af toget, og han greb hurtigt ned i lommen, fik fat i en strålende diamant, som han gav mig og bukkede ærbødigt, da han stod på perronen i en lille ukendt landsby.
Jeg satte mig igen på min plads og den lystige fyr var forsvundet.
En gammel kone var steget på toget på den ovenfor omtalte station. Hun havde en kurv med, som hun straks åbnede og tog et stykke brød og pølse op. Hun brækkede brødet i det samme antal stykker, som der var passagerer i kupeen. Og efter at alle havde fået et stykke brød, som på det lokale sprog hedder 'pane', tog hun en kniv frem og gav os alle et stykke af pølsen. Jeg lod slivovitsen gå på omgang, og efter det herlige måltid var stemningen løftet til unævnelige højder.
En smuk ung kvinde, som under hele turen ikke havde sagt et ord, men havde haft blikket stift rettet ud ad vinduet, vendte sig mod os, og hendes vidunderlige smil oplyste kupeen. Hun begyndte at synge elskovsviser, med en stemme, som Barbara Hendrix ville have givet hvad som helst for, at kunne synge duet sammen med. Jeg tog min mundharpe frem og akkompagnerede hende, for på uudgrundelig vis kendte jeg alle de vidunderlige sange hun fremførte.
I byen Skopje, som for mange år siden var ramt af et forfærdeligt jordskælv, forlod den unge kvinde og jeg toget, og sammen gik vi nynnende gennem byens gader, indtil vi fandt et logi, hvor vi kunne overnatte. Vi blev indlogeret hos et ældre ægtepar, som tog imod os med en hjertelighed og varme, der kun findes, hvor kærligheden har boet lige siden de to ældre mennesker for første gang så hinanden. Efter at have indtaget et fyrsteligt måltid, fik vi anvist vores værelse. Det var indrettet så smukt og enkelt, og der var en overjordisk atmosfære af lys og lykke, som overvældede os, og vi lagde os på lejet, og efter at have spist en klase druer og drukket et glas champagne, forenedes vi i en uendelighedens, himmelsk elskovsnat.
Om morgenen, efter at der var gået mange år, hvor tiden havde stået stille, kom husets værtinde med et simpelt, men herligt morgenmåltid, og hun havde en værdighed som Sydens Dronning.
Jeg spurgte den unge kvinde om hendes navn, og hun svarede at hun hed Isabella.
Vi boede i lang tid i Skopje og gik lange ture i omegnen, hvor der var prægtige skove under opvækst. Hele vinteren vandrede vi. Hun var iført sin minkpels, og naturens vilde blomster istemte vores sange, og himlens fugle var fra alle egne af kloden. Deres skønhed var kun overgået af Isabellas.
I byen var der en guldsmed, som havde meget at lave, for hans ry for at lave de mest sublime smykker, var kendt af alle, der var født af kærligheden selv. Jeg fik ham til at lave en halskæde med diamanten, som jeg havde fået af den lystige fyr i toget. Isabellas henrykkelse var ubeskrivelig hun græd af glæde, og da jeg hæftede guldkæden med diamanten om hendes hals hævede jorden i et jordskælv, der ikke ødelagde noget, der var skabt af menneskers flid.
En sen aften i april sad Isabella pludselig ganske stille i den ene af de to stole i vores logi med et dobbelt bedrøvet udtryk. Jeg spurgte om grunden til hendes vemod, og hun svarede, at hun ikke kunne blive hos mig længere. Hun svarede at børnene på Shri Lanka var i dyb nød, og hun sagde, at hun om natten i en drøm havde hørt hendes broders stemme, der havde befalet hende at drage af sted straks. Hun ville gense mig igen når hendes opgave var løst. Vi tog omkring hinanden og forenedes atter på lejet.
Om morgenen var Isabella borte og min sorg var dyb. Jeg drog ligeledes af sted, efter at have betalt for logiet til det ældre ægtepar. Manden åbnede en skuffe i et skab og gav mig en bog, hvori han havde nedskrevet alle de sange og melodier, han havde lyttet til under Isabellas og mit ophold. Jeg havde aldrig set en så smuk håndskrift, og jeg omfavnede dem begge, hvorefter jeg tog af sted.
Jeg havde det som Orfeus, der havde mistet sin Eurydike, men jeg mistede ikke håbet og modet, for den ældre kvinde , jeg lige havde sagt farvel til, sagde som afsked:
"I er begge stærke, for jeres klæder vil altid være kærlighed."
Efter at der var gået tre år, sad jeg på stranden ved en lille landsby på en af Fiji-øerne. Jeg havde fået husly hos en tidligere FN-soldat, som jeg for flere år siden havde mødt på et kloster i Jerusalem. Ad uransagelige veje var han blevet bekendt med, at der i byen Suva boede en meget smuk kvinde. Hun havde lavet et hjem for forældreløse børn, og hun havde hårdt brug for en medhjælp, idet folk kom fra alle dele af den sydlige halvkugle, for at se hvorledes dagligdagen formede sig i hendes børnehjem, og foruden alle de fremmede børn, havde hun selv en søn på tre år, som savnede sin far. Jeg tog straks til Suva for at opsøge kvinden. Jeg havde en klar viden om at kvinden var Isabella. Da jeg var ankommet til Suva, gik jeg i fire dage rundt i byen uden at tale med nogen. Men da jeg kom til et hus, hvor blomsterne var fra alle egne af jorden, vidste jeg, at dette var stedet, jeg ledte efter.
Jeg bankede på døren, og et par minutter efter åbnedes den, og indenfor stod hun, og med et stort skrig faldt hun mig i armene og alt blev tyst.