Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i dem, hvem ved i det hele taget hvordan det hænger sammen. Jordens gaver er gift. Alle prøver viser hvor slemt det står til. Advarsler var der nok af, men ingen tog sig af dem. Vi spiser af nød, kun hvad der er renset, i små mængder. Rensefiltre er dyre og svære at skaffe, vi låner af hinanden, eller går på biblioteket og bruger maskinerne der. Køerne er uendelige, timerne går langsomt, min sult vokser. Bare der var nok til alle, men det føles ikke sådan. Jeg var barn engang. Dengang bugnende det i supermarkederne, storbyerne lyste jorden op, enorme bilparker gled gennem femsporede motorveje, og olieboringer fyldte havene. Jeg så aldrig skovene, men jeg hørte om dem. Inden iltmaskinerne tog over, var der træer. Jeg drømmer om at se det sidste, det skulle stå ikke så langt herfra. En gammel eg. Det siges at der skal en 30-40 mennesker til at nå rundt om det. Det skulle være så smukt, en ånd fra en fjern fortid, 800 år gammel fire gange vores levetid. Jeg fylder snart 120, det synes jeg er meget. Men jeg har også fået skiftet hjerte, lunger og lever, og inden længe skal jeg have et nyt ben. Jordmånemandler jeg spiser dem ikke, de er bitre og river på tungen. Belasse er lidt blødere i smagen, men man får det ikke så tit. Jeg må gå sulten hjem med min flaske vand, den er renset siger de. Jeg ved nu ikke rigtig. På det sidste har en svag svien bredt sig i min mave når jeg har drukket, men jordmånemandler dem spiser jeg ikke.
Skurvognen er grøn, den står i udkanten, det er jeg glad for, så kan jeg se hen over det golde landskab, en græssteppe af grå strå, intet andet så langt øjet rækker, men dog noget. Vi taler sjældent, dronernes kameraer blitzer alt. Af og til lister jeg ind til naboen, jeg bruger bagdøren. Hun åbner når hun hører mig komme. Hun ser altid en smule forskrækket ud, som om det skræmmer hende at se et andet menneske. For nedtrukne gardiner har vi sex. Jeg vil så gerne kysse hendes mund, men hun vender ansigtet bort, ind mod væggen. Vi taler ikke, jeg tror heller vi kommer til det, ordene hænger usagte på deres kroge.
Når jeg kommer ud, er luften er tæt som en mur, og smerten i mine lunger presser på. Ilten er tynd og lille, en baby uden mor og mælk. Mælkeerstatning og maskiner er ikke nok, himlen er altid grå, grumset og fuld af støv.
Det lasede tøj, er det første jeg bemærker, så ser jeg hudens mørke lød. Han er sydlænding, og det er usædvanligt.
De kommer næsten aldrig mere. Om det er grænsekontrollen, der spærrer eller de er døde, aner jeg ikke. Da jeg passerer ham og lytter til hans besværede vejrtrækning, lader jeg hånden skubbe ham i retningen af hvor jeg selv går.
Hans øjne skyder lyn. Jeg fortsætter med at gå. Dronen tæt på fotograferer min bortvendte ryg. Det passer mig fint. Jeg når hjørnet på skurvognen, og bliver stående der i den blinde vinkel, indtil han passerer. Så flår jeg ham ved armen hårdt og hurtigt ind bag døren og de nedrullede gardiner.
"Hej", hvisker jeg på engelsk, og tænder radioen.
Han sætter sig i rummets eneste stol: "Har du noget mad",
Jeg ryster på hovedet: "Men jeg har vand", jeg åbner et af overskabene, og tager en fyldt flaske ud, som jeg rækker ham.
Han drikker grådigt det hele, så tørrer han munden med bagsiden af hånden, og rækker mig flasken igen.
"Hvor kommer du fra", spørger jeg nysgerrigt.
"Holland".
Ikke lige det svar jeg havde regnet med.
"Alle er døde", siger han.
"Hvordan", spørger jeg, det lyder skræmmende så tæt på os.
"Druknede", han slår ud med begge arme: "I en flodbølge".
"Men digerne", jeg ser undrende på ham: "De er jo bygget til at modstå alt".
"Ikke denne", svarer han.
Jeg giver ham min seng, han har tydeligt brug for den, og så holder jeg vagt. Det er ikke til at vide om det er lykkedes dronerne at fotografere ham, eller hvem der tjekker det. Alt endevendes, det er hverdagen nu. Nødvendigt for vores sikkerhed får jeg at vide.
Måske er det sandt, Jeg har ikke mere nogen at tale med, ingen at spørge.
Jeg sidder på min stol og betragter manden i min seng. Det går op for mig, at han er den første jeg har snakket med i flere år. Jeg er fuld af ord, sprængfarlig, han er min lunte, igangsætteren nyhederne historierne, alt det jeg har længtes efter uden at være helt bevidst om det.
Jeg vil fortælle ham alt, offentliggøre mine inderste tanker. Berette om rationeringen, køerne efter mad og vand. De golde sletter, giftene omkring os. Jordmånemandlerne skal vi holde os fra, så hellere sulte. Kontrollen, tvangsflytningerne, iltmaskinerne. ALT, og jeg håber han vil fortælle om hvad han har oplevet.
Men vi skal skynde os, det er ikke til at vide, hvornår det banker på døren, politiet og deres meddelere er overalt. Jeg vælger at vække ham, rusker ham hårdt i skulderen. Han farer op, som skudt ud af en kanon, med den ene arm værgende foran ansigtet. Angst lyser ud af de mørke øjne.
"Rolig", hvisker jeg, og starter ventilatoren, hvis nogen vil aflytte os, bliver det svært: "Jeg vil bare snakke. Du er kommet til et land hvor alt bliver kontrolleret, selv det vi taler om".
Han nikker alvorligt, og skæver op mod ventilatoren.
Jeg møder hans blik: "Det har været sådan, i snart 2 år. Det startede med forgiftninger, og massedød i vores vegetation, luften ændredes, alt for meget CO2. De fleste blev tvangsforflyttede. Blandt andet jeg. Vi blev vækket midt om natten, beordret til at pakke en kuffert med det mest nødvendige. Derefter blev vi læsset på busser, der kørte os meget langt væk."
"Fortalte de jer ikke hvorfor og hvorhen".
"Det var for giftigt at blive, sagde de, men vi fik ikke noget at vide om stedet her"
"Jeg var på kanalen med min båd, da vandet rejste sig, surrede jeg mig fast til masten".
"Var der heller ingen der fortalte jer noget", jeg ser spørgende på ham.
Han ryster på hovedet.
Vi sidder over for hinanden, han på sengekanten, jeg på stolen, jeg ser hvordan hans krop langsomt starter på at ryste igen: "Jeg kan ikke beskrive det", siger han, selv stemmen bæver: "Jeg troede jeg skulle dø".
"Hvad skete der", jeg ser på hans tynde krop, og det lasede tøj. Jeg har intet ekstra tøj jeg kan tilbyde ham.
"Båden blev smadret mod et hus, jeg vågnede på taget, forslået men i live. Jeg kravlede ned og begyndte at gå."
"Mødte du ingen andre".
"Næh, kun lig i mudder, lag på lag", han slår ud med armene, mens tårerne langsomt triller ned over hans kinder.
Jeg rækker ud og lægger begge hænder på hans rystende skuldre, knuger hans knogler i et forsøg på at standse rystelserne.
Så bryder helvede løs, høje kommandoråb, lyden af den splintrede dør, en mand ligger ovenpå mig, en anden kaster sig ind over sengen, griber om min besøgende, og låser hans hænder med håndjern. Et par mand mere iført uniformer står i dørhullet med hver sit maskingevær rettet mod os.
Jeg mærker håndjern låse sig om mine hænder.
Noget jeg har vidst længe går op for mig. Friheden er en ikke eksisterende luksus, der er muligvis nogle få der har den, men det er ganske bestemt hverken mig eller min nye ven.
Forhøret er afslappet, jeg får serveret vand og en proteingrød. Manden der skal forhøre mig er ældre end jeg, han sidder tilbagelænet i stolen, med et alvorligt blik i de grå øjne.
"Smagte det godt?" spørger han, da jeg er færdig med at spise.
Jeg nikker, nærmest smagløst tænker jeg, og studerer hans blå uniform med emblemer, en mand med magt ser det ud til.
"Hvad har du talt med Ami om?" han læner sig frem i stolen
"Hvem?"
"Den unge mand i din skurvogn?"
"Han fortalte om en flodbølge i Holland"
"Han er fuld af løgn. En terrorist, der samler folk til modstand med sine løgne", manden over for mig smiler venligt.
Jeg tror ham ikke, billedet af den splintrede dør og to mænd med maskinpistoler står på min nethinde, alligevel nikker jeg.
"Hvad sagde han ellers?" den blå uniform retter sig op, øjnene stirrer og fastholder mit blik.
Jeg stirrer tilbage: "Ingenting", svarer jeg.
"Vi ved at han sagde mere. Hvis du fastholder din påstand bliver vi nødt til at holde dig natten over".
Han vil have mig til at anmelde Ami, som den unge mand åbenbart hedder: "Han sagde ingenting, i kom jo", jeg mærker vreden langsomt samles i maven, jeg kan jo for fanden ikke sidde og lyve.
Døren åbnes to betjente slæber Amis forslåede krop ind i rummet, og smider ham på gulvet, han ømmer sig og krummer sig sammen, det bløder fra et sår i ansigtet. De to betjente går igen.
"Hjælp nu din ven", smigrer min forhørsmand: "fortæl hvad i talte om, så kommer du hjem".
"Man får aldrig noget at vide, det var det vi talte om. Nej det var mig der talte om det. Før var nyheder, nyheder, det er de ikke mere." Vreden fylder mig: "Jeg er klar til tævene", jeg rejser mig op.
Manden over for mig trykker på en knap, en hyletone gå i gang.
De to betjente returnerer, forhørsmanden har også rejst sig: "Før dem ud, før dem ud", brøler han.
Vi bliver grebet af hver sin betjent, trukket gennem lokalet, og bliver begge smidt ind i den samme celle. Jeg mærker en lille lettelse over at vi nu er sammen igen. Da døren er smækket iler jeg bekymret over til Ami, løfter og vender ham, såret i ansigtet er størknet, jeg holder hans krop støttende op ad min, han ømmer sig: "Hvad gjorde de ved dig?" spørger jeg.
"De slog. Jeg er ikke terrorist", hvisker han med et lille pust ind i mit øre.
"Nej Selvfølgelig ikke", svarer jeg glad for, at han stadig kan tale trods tævene.
"Hvad nu?" spørger han.
"Jeg tror de beholder os i nat", jeg skubber ham over mod køjesengene: "du kan sove nederst", siger jeg: "jeg tager den øverste".
Jeg kravler op. Han sidder sammensunken under mig: "Hvad tror du de gør ved os?"
Jeg tør ikke tænke tanken til ende: "Lad os sove", svarer jeg.