Jeg sidder i et næsten fyldt venteværelse, alle sidder vi og kigger i hver vores retning, for ikke at møde hinandens øjne. Mine øjne fæstner sig skiftevis fra det kedelige grå gulv, til mine fingres ukontrollerbare sitren og pillen ved en neglerod, der snart har revet sig til blods. Nervøse øjekast rundt i rummet, når fødder bevæger sig hektisk frem og tilbage, ind og ud ad døren. Der høres stemmer fra sekretariatet, og den evige lyd af dørene der åbnes og lukkes. Langs væggene er påsat vægbænke, og ved det store glasparti ind til kontoret, er en skranke med samtykkeblanketter, vi alle har skulle udfylde, da vi ankom.
En konstant summen kommer fra industrikaffemaskinen, som de ventende af og til benytter. I hjørnet hænger et lille fladskærms-tv, som en af sygeplejerskerne lige har tændt. En irritation rammer mig, hvorfor skal der tilføjes endnu en forstyrrende lyd til mine tanker, men det er jo nok for at bryde den overdøvende stilhed, der opstår i et rum af mennesker, der helst vil undgå øjenkontakt og akavet samtaler. For netop dette venteværelse vil altid være stille for den udefrakommende, men for mig er det, det mest larmende rum jeg har befundet mig i. Inde i mit hoved er larmen ubærlig, tankerne hamre løs, kroppen er fuld af uro, mit venstre ben hopper afsted, og jeg frygter det er generende for de andre på bænken, men inden i er jeg ved at eksplodere. Mine øjne søger mod et tryghedspunkt, men her er intet, frygten for at møde en andens øjne, vores øjne, vores kolde mørke øjne, nogle er blanke af u-grædte tårer, og andres er tomme og trætte.
Mit tryghedspunkt længe har været mine hænder, mine fingre der febrilsk fumler med ringen på min tommelfinger, en roterende ring. Under mine hænder kan jeg se mine sko, mine fødder der føles forkerte, alt føles forkert. Jeg kan ikke være i min krop, min hud, mit hoved, mit sind, mit hjerte hamre, mine øjne flimre, og en tanke kører på omgang i mit hoved, løb, løb ud herfra så hurtig du kan. En sygeplejerske var sød, hun så mig, hun så min smerte. Sæt dig ud i venteværelset, du skal tale med en læge, jeg gjorde hvad hun sagde, men nu vil jeg bare gerne hjem, hjem i sikkerhed, hjem hvor alt er trygt, min dyne, min seng, men jeg sidder her, på den kolde hårde bænk, i et venteværelse fyldt af mennesker, der nok som jeg, helst ville hjem, eller være alle andre steder end lige her. Vi venter alle på dommen, dommen fra lægen, de har det sidste ord, de sidder med ens skæbne.
Mit blik lander på væggen til højre for mig, væggene i hele rummet er malet i en lyserød farve, nok tiltænkt at den skulle give glæde, eller tryghed, men for mig er det en komisk, ironisk kontrast til hvordan jeg har det indeni. Ovenpå er malet abstrakte blade, i forskellige grønne nuancer. Jeg forstår ikke formålet eller tanken bag, men der er nok én. Selvom der er mange mennesker, er her roligt, ingen råber eller er sure, det har der været før. Sidste gang måtte jeg lukkes ud af bagdøren, fordi der var en, der så sig sur på en af de ansatte, jeg tror hun havde vrangforestillinger, noget om at de var ude på at føre hende bag lyset, og var ude efter hende. Andre gange har politiet været nødt til at komme til undsætning, en truende mand, eller to betjente med en selvmordstruet ung pige. Jeg har siddet her på denne bænk flere gange, jeg kender slutningen, den er stort set den samme hver gang. Jeg tager hjem efter timer i dette rum. Men denne gang er alligevel anderledes, de kender mig, jeg kender dem. Jeg kom for at snakke med mobil PAM, og de så min smerte. Nu sidder jeg her, venter, og mærker min angst buldre afsted. Stemmerne i mit hoved vil skade mig, de vil skære i mig, de vil brænde mig med en lighter, de vil se mig bløde... sygeplejerskerne vil gerne hjælpe med at gøre den stemme stum, men jeg ved det er umuligt.
Tiden går, det tynder ud i menneskemængden her i venteværelset, men jeg er her stadig. Sygeplejerskerne går ind og ud af kontoret, jeg kan se dem gennem glasset. De har travlt, mange at tale med, og meget at gøre, lægerne er travle, de har møder og patienter at se. Men jeg er også travl, min hjerne er travl, mine tanker er travle, min krop er travl. Det er et travlt sted, et hektisk sted, et sted man helst ikke ville havne, men jeg er her. Sygeplejersken kommer, jeg kender også hende her, og jeg er glad for det er hende, hun er forstående, men har også en humoristisk tilgang, Hun er dygtig.
Sygeplejersken følger mig til et samtalerum, jeg sætter mig i en af de bløde lænestole i rummet, her står et bord, med fire stole, en briks, en vask, handsker, sæbe, vindue, skab og et naturbillede på væggen.
Jeg sætter mig, men jeg ville ønske jeg kunne lægge mig på gulvet, det hårde, kolde grå gulv, lægge mig på ryggen, føle kroppen mod gulvet, mærke mig selv, lige nu føles alt tomt og følelsesløst. Lægge mig ned med udstrakte arme, lade mine håndled, arme, skuldre, ryg, ben, nakke, ja alt mærke gulvet under mig. Men jeg tør ikke, jeg føler ikke jeg kan, ikke her, men derhjemme.
Jeg er her, så jeg bliver siddende her i stolen. Sygeplejersken smiler, lader døren stå på klem og henter lægen. Lægen er rolig, han stiller spørgsmål, som jeg tøvende og snøvlende svarer på, jeg er træt, udmattet, jeg er psykisk udmattet. Jeg fortæller jeg vil skade mig selv, jeg vil ikke dø, men jeg vil ikke leve. Han har læst min journal, han ved jeg er selvmordstruet, han forsøger at tale om det gode i mit liv, min familie, min niece, min glæde for dyr... jeg mumler mhm, og nikker, mens en skyldfølelse vokser inde i mig. Mit ben sitrer og jeg fumler febrilsk med min trøjes ærmer, klør mig i ansigtet, roder med min hue, piller ved en løs tråd på min sko. Jeg er ubekvem, jeg vil væk, jeg vil ud, jeg vil hjem, jeg vil finde en kniv, eller en lighter.
De snakker om at indlæggelse ikke vil gavne, et tomt rum alene med mine tanker. Jeg forstår dem, jeg tør ikke være alene, men jeg kan ikke overskue, at tage hjem til nogen. Jeg er forvirret, udmattet, og hører knap hvad de siger, jeg græder, når de taler om min familie, det gør ondt at konfronteres med dem jeg holder af, jeg føler mig skyldig. Sygeplejersken laver en aftale med mig, hun siger jeg skal tage hjem, men at jeg skal ringe, hvis jeg har eller vil skade mig selv, jeg tænker at jeg sikkert ikke ringer, men jeg sikkert skader mig selv.
Men jeg siger det skal jeg nok, jeg siger det, de gerne vil høre, selvom vi alle ved, at jeg nok lyver. Hun henter saft og kage til mig, siger jeg må sidde herinde, til jeg er klar til at tage hjem. Jeg venter på bussen. Forsøger at lukke mine tanker ude, jeg er bange, for mig, for mine tanker, de vil skade mig. Hun siger jeg skal vinke til hende, når jeg går. Ring hvis du får slemme tanker, så tager vi en snak, jeg nikker, siger tak. Spiser kagen, tømmer koppen, går mod toilettet, så ned ad gangen og ud i venteværelset, her sidder få mennesker tilbage, jeg kigger gennem glasvinduet. Hun retter sig op på stolen, og vinker smilende, jeg vinker tilbage med mit tomme blik. Det er mørkt udenfor, men jeg er ligeglad. Så kan ingen se mig, og mine blanke tomme øjne, min smerte. Bussen ser mig i mørket, jeg lukker verden ude, med musik buldrende i ørerne. Jeg SKAL hjem.