Politibetjenten burde have lyttet til ham, da han kvalte ham med sit knæ.
George Floyd.. som politibetjenten kvalte i USA under en anholdelse.
Frels mig.
Jeg kan ikke få luft. Du må ikke slå mig ihjel, bad han.
Betjenten burde være klogere.
Være blevet klogere..
Med tiden...
For lang tid siden skete der noget i USA.
Staterne Georgia, Tennessee, Alabama, North Carolina og Florida havde perfekt klima til at dyrke bl.a. bomuld i.
De hvide plantageejere brugte slaver fra Afrika som arbejdskraft i plantagerne.
De ca. 125.000 indianere, der omkring år 1830 levede i regionen, var i vejen, mente de hvide.
Da der desuden blev gjort guldfund i Georgia, besluttede præsident Andrew Jackson at indianerne skulle fjernes.
Han underskrev Indianerforflyttelsesloven, som blev startskuddet til en forfærdelig og årelang tvangsflytning af indianere fra deres normale tilholdssteder, til et reservat vest for Mississippi.
De kummerlige forhold under tvangsflytningen resulterede i mange dødsfald. Omkring 25 pct. af alle medlemmer af cherokeestammen omkom på ruten.
Det var kun tilladt at begrave de døde hver 3. dag.
I massegrave.
Det betød at mødre og fædre gik med deres døde børn i favnen i flere dage.
Sov med deres døde om natten.
Børn gik med deres døde bror eller søster i favnen.
Mennesker gik med deres, eller andres døde.
Mand, hustru, forælder eller barn i favnen.
Ruten kaldes for Tårernes Sti.
Ruten kaldes Ikke for Tårernes Sti, fordi at de græd, imens de gik der, med deres døde i favnen.
Sorgen viste de nemlig ikke.
De ville ikke give de hvide lov til at se deres sorg.
De stirrede stift frem for sig og gik bare med deres døde i favnen.
Ruten kaldes for Tårernes Sti fordi, alle de hvide, der så dem gå der, efter den første tid med hån og latter begyndte at græde, over dét de så..
En indianerhøvding, Stående Bjørn drog efter tvangsflytningen til reservatet, med hans hustru tilbage til deres oprindelige tilholdssted i Georgia.
Med sig, i favnen, bar han deres døde barn som skulle begraves, hvor barnet var født.
...
Stående Bjørn, rejste sig op i retssalen.
De hvide ville straffe ham, fordi han med hans hustru havde forladt reservatet de var blevet ført til, for at begrave deres barn, hvor barnet var født.
Halvt vendt mod forsamlingen strakte han sin højre hånd frem og blev stående ubevægelig så længe, at den dødsstilhed, der opstod i forsamlingen, næsten blev uudholdelig. Med blikket rettet op mod dommeren sagde han endelig.
"Denne hånd har ikke samme farve som din, men hvis jeg stikker mig på den, flyder der blod, og jeg føler smerte.
Blodet har samme farve som dit.
Gud dannede mig, og jeg er et menneske.
Jeg har aldrig begået nogen forbrydelse. Hvis jeg havde, stod jeg ikke her.
Jeg ville tage straffen uden at klage".
Stående med ansigtet nu delvist vendt mod forsamlingen så han forbi dem og ud gennem vinduet.
Som om han stirrede på noget langt borte.., og fortsatte så.
"Jeg synes at stå ved en høj skrænt ved en stor flod med min hustru og mit lille barn i favnen.
Jeg kan ikke komme over floden.
Bag mig hæver sig uoverstigelige klipper. Jeg hører larmen fra det brusende vand.
Jeg skuer ud og ser flodens vand komme imod os.
Vandet stiger til vores fødder og derpå til vores knæ.
Mit lille døde barn som jeg bærer i favnen, hvisker til min sjæl.
Frels mig.
Jeg står, hvor ingen Cherokee nogensinde har stået.
Jeg har intet fra fortiden at holde fast i.
De mennesker af mit folk, der var her før mig, kendte intet til dette sted.
Jeg hører kun mit lille døde barn som jeg bærer i favnen hviske til min sjæl.
Frels mig.
Fortvivlet skuer jeg hen imod klipperne bag mig og synes at skimte en sti.
En lille, næsten helt usynlig sti, som muligvis kan føre til redning. Men ingen indianer har gået på den sti.
Den synes at være ufremkommelig.
Jeg vover forsøget. Jeg bærer mit barn og min hustru følger efter mig.
Vores hænder og fødder sønderrives af de skarpe klipper, og stien bliver mærket af vores blod.
Til sidst, efter lang tid, ser jeg en kløft jeg kender imellem klipperne. Lidt længere væk ser jeg vores grønne prærie, hvor vores barn blev født.
Jeg ser verdens og frihedens lys for mig."
Der var stille i retssalen. Tårerne løb ned over dommerens ansigt og han bøjede sig forover og skjulte ansigtet i sine hænder.
Betjenten burde være klogere.
Være blevet klogere..
Med tiden...
Frels mig.
Jeg kan ikke få luft. Du må ikke slå mig ihjel, bad han.
George Floyd.