En fødsel med følger


8 måneder, 15 dage siden 3 kommentarer Livshistorier

1Israel i dag som i går
Jeremiah 31 - 31: Der kommer de dage, siger Herren, da jeg vil sl... [...]
Blandede tekster
10 dage siden
0Indien - ture ud i landet, afskedens time
Nu vidste vi med sikkerhed, at vores dage i Indien var talt. Vi o... [...]
Livshistorier
12 dage siden
1Indien - planer om fremtiden og et overfald
Planer om fremtiden · Efter jul og nytåret var over for anden gang,... [...]
Livshistorier
18 dage siden
2Påske og faste
Vi var kommet hen i april måned, luften flimrede for varme. Den s... [...]
Blandede tekster
27 dage siden
1Indien Kashmir og Butan
Børnene og jeg rejste til Kashmir i to måneder i den varme tid, d... [...]
Livshistorier
1 måned, 5 dage siden
1Indien. 45 grader i skyggen og 41,2 i feber
Varmebølgen fortsatte ind i juli og august. Om morgenen kan man n... [...]
Livshistorier
1 måned, 15 dage siden
1Om at give af sine reserver
Vores gode venner familie Røsli, fra vores tid i Etiopien, har op... [...]
Blandede tekster
1 måned, 22 dage siden
2Indien liv og glade dage
Silvia var begyndt i en lokal børnehave et par timer om formiddag... [...]
Livshistorier
1 måned, 26 dage siden
1Israel Gaza konflikten
Hvis man vil forstå Israels konflikt med Gaza i dag, skal man ogs... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 1 dag siden
1Indien Fritz arbejde
Hotellet havde forskellige restaurationer en snakbar, kaffeshop e... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 11 dage siden
3Et tandlægebesøg i Old Delhi og en behandli...
Fritz fik tandpine og spurgte chefen for den kinesiske restaurati... [...]
Livshistorier
2 måneder, 18 dage siden
2Indien - Tyve, tiggere og et uventet besøg
De som boede oven på havde en også en sweeper som kom og vaskede ... [...]
Livshistorier
2 måneder, 27 dage siden
1Biblens numre
Åbenbaringen Kapitel 1 vers 8. Jeg er Alfa og Omega, siger Herren... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 3 dage siden
3Indien
Vi kom til at bo i et hus i Nizamudin New Delhi, et kvarter som h... [...]
Livshistorier
3 måneder, 9 dage siden
2Politikken i dag
Kan vi forstå politiken i dag, · enhver gør sig tanker i denne sag.... [...]
Digte
3 måneder, 18 dage siden
4Tiden
Tider kommer og tider går, · sådan er det år for år. · Verden forandr... [...]
Digte
3 måneder, 27 dage siden
1Etiopien tilbage efter 20 år
Tyve år efter vi havde forladt Etiopien, besøgte Fritz familie Rø... [...]
Livshistorier
4 måneder, 3 dage siden
2Etiopien afsked
Afsked. · Den politiske tilspidsede situation i landet, den medfølg... [...]
Blandede tekster
4 måneder, 14 dage siden
2Etiopien - Kejserens officielle fester
Fritz havde et godt navn i byen som en dygtig chef. Siden vores a... [...]
Livshistorier
4 måneder, 22 dage siden
2Er der liv i universet
Erich von Daniken fra Berner Oberland her i Svejts, er en stor ti... [...]
Blandede tekster
5 måneder, 7 dage siden
0Israel Palæstina konflikten
Hvis Gud ikke opfylder profetierne beskrevet i biblen, vil han he... [...]
Blandede tekster
5 måneder, 13 dage siden

Puls: 54,4

Publiceret: 13
Afgivet: 30
Modtaget: 22
Inge Erhard (f. 1941)
En fødsel med følger.

Første august 1968, vi befinder os på Svendborg sygehus' fødestue. Jeg vågnede efter narkosen og hørte en stemme sige: "Han skreg ikke rigtig igennem." I det øjeblik vidste jeg, at det jeg havde frygtet mest i livet, var sket. Det havde jeg forudanet og ikke vidst, hvem jeg skulle tale med det om. Tre uger før fødslen havde jeg haft en drøm som havde forfulgt mig lige siden. I drømmen blev vores barn født, og som i en tåge havde jeg set hvordan det slet og ret kom ud af maven uden at bruge den naturlige fødselsvej. Jeg fik øje på et sort hul oven i hovedet, og på grund af skaden nægtede jeg at modtage barnet, og derfor blev det taget op igen. Jeg ventede et øjeblik. To hænder viste sig ovenfra og gav mig barnet tilbage. Nu havde det tøj på. Jeg undersøgte hovedet grundigt for at se om det sorte hul var der, men det var der ikke mere, og jeg sagde: "Nu er alting godt."
   Havde jeg dengang blot forstået at en advarende drøm var givet til mig, sådan at jeg rettidig kunne henvende mig til Gud med problemet, før noget gik galt. Det er en stor hjælp og fordel at kende den som kan vende ondt til godt og ikke være nødsaget til at forlade sig på menneskelig viden. I denne mørke time i mit liv opfyldtes det jeg havde frygtet mest i livet: at få et handikappet barn men tillige var der håb om, at alting ville blive godt en skønne dag. Dette håb, plantet dybt i hjertet, blev den røde tråd som trak sig igennem familiens liv over mange år.
   Lægen, som var tilstede ved fødslen, gjorde en bemærkning om, at det var bedst, jeg ikke spurgte for meget. Ordene fik det til at gyse ned af ryggen på mig. Det havde været en meget streng og lang fødsel med mange smerter. Jordemoderen forklarede, at han havde haft navlestrengen to gange om halsen. Den havde også været meget kort, og tillige med havde han også haft vand i lungerne. For en sikkerheds skyld ville man lægge ham i en kuvøse de første par dage. Lægens ord - at "det var bedre ikke at spørge for meget" - ringede stadigvæk i mine ører. Jeg så på uret i fødestuen. En halv time havde jeg sovet med en gasmaske på og vidste ikke, hvad der var sket i mellemtiden. Ude på gangen, på vej ind til stuen, fik jeg et glimt af vores søn, som vi ville kalde Friztli, kortform for Frederik. For første gang så jeg dybt i hans mørkebrune øjne som aldrig ville forandre farve - vi to hørte sammen, mine moderfølelser overvældede mig.
   Jeg var 26 år gammel, og jeg havde elsket ham meget før han blev født. Ja, jeg havde næsten ikke kunnet vente med at se ham. Jeg havde beundret børnetøjet som var vasket og parat til brug i kommoden, som jeg havde fået i konfirmationsgave og som stod i gangen hjemme hos mine forældre. Jeg havde forelsket set på babyer i ugeblade og undret mig over, hvordan vores barn ville se ud. Mørket omgav mig på stuen, klokken var hen imod 12 midnat. Det var svejtsernes nationaldag. Hvad foretog Fritz sig i dette øjeblik? Han var rejst for et par dage siden for at tilbringe lidt tid hos sine forældre før han skulle begynde på sit arbejde igen.
   Jeg sagde til mig selv: Hvis der er sket noget med ham, så får du hårdt brug for alle dine kræfter. Sørg for at få en god nats søvn. Næste dag begyndte jeg at pumpe mælken ud, Fritzli lå stadigvæk i kuvøsen. Mor og far kom på besøg om eftermiddagen. De sad begge to på min venstre side, nær ved døren og så nedtrykte ud. Der blev ikke sagt meget.
   Det første jeg tænkte på, da jeg vågnede den tredje dag på sygehuset var, at nu får jeg snart lov til at holde ham i mine arme. Jeg havde fået tilladelse til at gå ind og besøge ham dagen før. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme derind igen. Sygeplejerskerne blev ved med at trække det ud med at sige, at overlægen snart kom på besøg. Endelig kom han marcherende ind med sit følge lige i hælene. Uden at miste noget af sin kostbare tid, forklarede han lige ud, at Fritzli havde et epileptisk anfald, og han havde det meget dårligt. Det bedste jeg kunne ønske for ham var, at han ikke overlevede. Han havde fået en hjerneskade, og man vidste ikke, hvad følgerne ville blive i fremtiden. Dermed marcherede han til næste seng uden at se sig tilbage, og kort tid efter var døren lukket efter ham. Følte overlægen sig godt tilpas med skjoldet om sig. Har vi ikke alle sammen følelser. Hvorfor var det forventet af en overlæge at han ikke skulle vise sine følelser?
   Endelig fik jeg lov til at besøge Fritzli på babystuen. Han rystede ynkeligt over hele kroppen. Jeg følte mig dybt ulykkelig ved at betragte hans sørgelige tilstand. Min verden begyndte at synke i grus. Sønderknust ringede jeg til Fritz i Svejts og fortalte ham det nødvendigste. En ung kvindelig læge var den første til at tale fornuftigt med mig. Hun oplyste mig om, at man havde fundet to beskadigede steder på den venstre side af hovedet som var årsagen til det epileptiske anfald, og hun tilføjede at man jo ikke skulle beskylde nogen. Det var de første fornuftige medfølende ord, jeg havde hørt, siden jeg blev indlagt. Det blev besluttet samme formiddag, at Fritzli skulle overføres til Odense Sygehus for videre undersøgelser. I min lange røde morgenkåbe, som Fritz havde givet mig til jul, da vi var i England, og med hvide sygehusstrømper på, tog jeg med i ambulancen. Endelig fik tårerne frit løb. Min verden faldt sammen ved at iagttage Fritzlis rystende krop. Hvad ville der nu ske med ham? Jeg ventede til forskellige prøver var taget. Jeg blev rådet til at lade ham døbe. En præst blev hurtigt tilkaldt. I kuvøsen fik han navnet Freidrich Ulrich. Freidrich fordi han var den fjerde i Fritz' familie som hed sådan, og Ulrich fordi jeg synes han havde brug for et stærkt navn - det mindede mig om en ulv. Dåben varede ikke engang et minut. Ingen velsignelse blev sagt over ham. Jeg synes ellers han havde hårdt brug for det. Jeg tog med ambulancen tilbage til Svendborg Sygehus, pakkede mine ting og senere på dagen kom mine forældre og hentede mig.
   Fritzli faldt i koma efter at have rystet i flere timer. Muligvis ville det have været bedre for ham ikke at vågne igen, men på det tidspunkt i mit liv, kunne jeg ikke opgive ham. Hvis der skete noget alvorligt med ham, ville jeg ikke kunne klare den inderlige smerte, sådan følte jeg det. I nødens stund begyndte jeg at tale alvorligt til Gud. Noget jeg aldrig før havde prøvet som voksen. Min mor og mormor havde lært mig - Fader Vor - da jeg var mindre. Vi havde været i kirke til jul og når der var et bryllup i familien, men det var alt. Jeg var blevet konfirmeret uden at ane ret meget om hvad der stod skrevet i biblen. Skolelæren, som skulle undervise i det fag, mente at den slags kunne man selv finde ud af, når man blev voksen. Religionsundervisning blev til dansk-undervisning. Her var jeg mange år senere, meget skuffet over Gud, fordi der var sket noget med vores førstefødte. Hvorfor lod han sådanne ting ske? Jeg havde en stærk trang til at gøre noget der ville vække hans interesse. Inde i soveværelset tændte jeg et stearinlys stirrede på det og sagde - Fader Vor - om og om igen, alt imens jeg undrede mig over, om Gud i det hele taget hørte og vidste, at jeg var begyndt at tale til ham. Jeg kunne ikke mærke det mindste.
   På femte dagen fik jeg at vide at Fritzli ikke mærkede noget, når han blev stukket med en nål. Far foreslog, at jeg skulle rejse ind og besøge ham. Det var stadigvæk umuligt for mig at opgive ham. I min fortvivlelse bad jeg: "Jeg tager, hvad du giver mig, hvis blot Fritzli i alle tilfælde overlever." Med dystre forventninger ankom jeg til Odense Sygehus, men blev hurtigt glædelig overrasket, fordi Fritzli var kommet ud af komaen. Han så ud som om han havde været meget langt væk. Hans skallede fra hovedet til fødderne. I mit hjerte takkede jeg Gud. Han havde alligevel hørt min bøn. Turde jeg håbe på et mirakel, eller var der betingelser ved at få ham tilbage? Dette spørgsmål lå som en mørk sky over mit hoved, trods den glædelig overraskelse ved at få ham tilbage. De næste par uger besøgte jeg mine kusiner og min morbror på skift, når jeg var ude hos Fritzli. Alle var meget forstående og hjælpsomme. Endelig kom dagen hvor jeg fik lov til at tage ham hjem. Meget stolt klædte jeg ham på i hans eget tøj. Om en uges tid ville vi flyve til Svejts for et par dage og derefter til Etiopien.
Forfatterbemærkninger
Fra min biografi.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/08-2023 10:34 af Inge Erhard (Inghard) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1529 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.