Det er sjovt. Jeg har altid set på mig selv som en historiefortæller. Da jeg var barn var jeg lykkelig for at kunne genfortælle min hverdag til mine forældre, der altid har været de bedste lyttere i verden, men af og til var der bare ikke sket nok, og så var jeg ikke sen til at fylde de lidt mere kedelige passager ud med spændende, omend opdigtede, hændelser. Ja og senere i mit liv kunne fortællingen af historie hjælpe mig til at overkomme min mørkeræde, hvor jeg løj for mig selv ind til det var sandt. Jeg kunne endda tage en respons på en løgn jeg havde fortalt og gøre responsen til en objektiv sandhed, bare ved viljestyrke.

Det er det her ambivalente forhold jeg har til løgn. Løgn har altid kunnet hjælpe mig ud af diverse nedernheder og endda har kunne ændre mit liv på en positiv måde.

Jeg har eksempelvis overbevist mange mennesker om at jeg rent faktisk er en født leder, og de giver mig automatisk en ledende rolle, men jeg skal være den første til at indrømme at jeg da er bedst til at få udstukket en ordre og gå amok og arbejde hårdt og så rådgive fra sidelinjen. Men på grund af en en enkelt bemærkning, sagt ved en tennisbane på korup skole, af min daværende kæreste, som jeg valgte at sige et genlydende JA til, begyndte jeg at lyve om én eneste egenskab, der har været mig en gave lige siden:

"Jeg tiltrækker mennesker uden at prøve på det, og jeg er altid underholdt fordi jeg er en leder"

Denne lille løgn, startede blot som et udsagn og var på det tidspunkt på ingen måde sandt. Men efterhånden som jeg fortalte det til flere og flere, skete der det andre købte løgnen og ændrede deres billede af mig. Og vupti! I inden der var gået et år var mit liv totalt forandret og jeg må indrømme at jeg elsker det liv jeg har haft og har når nu jeg får så meget opmærksomhed som jeg gør.

I'll fake it till I make it

Men der hvor løgnen så går hen og bliver syg er når den, selvom den er sagt i en god mening, går hen og bider folk i numsen. Det er ikke rart at se folks tårer og gale miner, når de opdager de byggede deres liv om noget, der blot var en midlertidig løgn for mig. Sandt at sige var mange af mine forhold byggede på en enkelt løgn:

"Jeg elsker dig"

Og når løgnen ebber ud. Når flammen dør og man tænker: "Fuck et rod jeg skal have ryddet op" Så er der en kvinde, der såret må se til mens halvdelen af hendes liv bliver båret ud i skraldespanden og det fundament hun troede hun skulle bygge tilværelsen op omkring, nu er i gang med at praje en taxa og ellers har så travlt som muligt med at komme væk.
En sådan pige smiler ikke.

Det ved jeg fra erfaringer.
Jeg er et røvhul. Det hører man mig sjældent sige, for jeg er meget meget selvretfærdige. Specielt hvad angår løgne. Og skal der opfindes en ny løgn for at kunne pudse denne forestilling så sker det med smil og charmerende blikke, eller med et brøl og blottede tænder.

Åh kære dagbog. Du er ej fordømmende og du ser mig som den jeg er, når jeg græder foran tastaturet over en såret venindes frustrerede ord og tårer hamrer mod mit sind igen og igen og jeg hvisker et sagte næsten uhørligt "undskyld jeg er den jeg er"

Suk...

Men jeg ... jeg har ikke andet. Historien som løgnen må siges at være, er præcist det jeg har mestret her i livet. At skrive og tænke så historien bliver interessant og jeg ser tilbage på mit fantastiske liv og tænker på hvor meget af den historie egentlig er sand? Hvad er der pyntet på og kan jeg overhovedet selv skelne mellem fakta og opspind? Er det den jeg er? er det mine oplevelser eller er det min fantasi? Jeg ser.

Og hvor ligger moralen så henne i alt dette? Er jeg virkelig blot en synder der bør straffes i guds øjne, eller skal vi se lidt mere på den ægyptiske måde og spørge hvor meget smerte jeg tilføjer andres liv. og ikke mindst hvor meget glæde. Folk kan nok godt høre det er en "Forbedret" historie når jeg fortæller om mine oplevelser, i og med jeg tager mig kunstneriske friheder som eksempelvis at fortælle lytteren hvad én af personerne i mit minde formentlig tænkte, da jeg eller han gjorde did eller dat.

Og efter nok vævning af historiens tilsyneladende ligegyldige detaljer bindes det hele sammen i en (oftest) smuk lille enkel buket jeg kalder en punchline eller pointe. Komplet og perfekt i hele historiens helhed.
Lytteren, der har haft det gode hjerte til at ville lytte til hele denne herlighed, har sidder nu og ler, smiler, griner, forundres eller væmmes og modtager disse overvældende mængder energi, jeg selv forbinder med at modtage en historie. De har modtaget mit værk. Min historie. Og ja den var min. For nok er den bygget på en sand historie men...

You catch my drift right?

De sidder med deres smil og lytter intenst efter mere, og endnu engang har jeg affirmeret for mig selv at jeg er en interessant historie fortæller, en interesseret lytter og en lystløgner uden lige...

Det sjove er at det kun er mine nærmeste jeg ikke kan lyve for, men de er også de første til at virke skeptiske. Jeg må le. Dem jeg vil have skal stole på hvad jeg siger, kan ikke gøre det fordi de kender mig. Det må da være livets store joke lige der. Den sande comedian er så ham der kan grine af denne joke.

Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på med henblik på disse mine bekymringer om mit sind, og min person.

Hvor vil ærligheden føre mig hen? Af dydens smalle sti? eller ad helvedes hovedvej, der er asfalteret med gode intentioner?

Det sjove er: Gud indgår ikke i denne ligning overhovedet for han ser mig som et barn der rådvild ser på sin legekammerat og ikke ved om han skal sige undskyld eller "Hah!" efter han har slået ham. Og jeg forestiller mig at Gud, i hans alkærlighed ryster på hovedet og med et overbærende smil tager mig op i hans arme og jeg atter mærker den tiltrængte kærlighed kun en forælder kan give.

Der er så mange chancer i verden for at gøre godt, og det gør så godt for mig, og jeg føler, i det inderste af min kerne, at de små hvide løgne der krydrer hverdagen, kun øger energien hos mig og tilskuerne.

Til alle jer der nu ved, eller altid har vidst jeg lyver, vil jeg gerne rette en tak for jeres forståelse og at i har valgt at tie med det. For det værste at blive grebet i, er ikke at onanere til porno bag en køkkendør, men at tages i en lodret, uundskyldelig løgn.

Jakob Arndal
- Tanker Fra Livet