Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
15 år siden
Bornholm1
Michala Esch...
15 år siden
STÅR PÅ EN SKILLEVEJ
ingelnielsen
11 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
9 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
8 år siden
Lettet!!
Mille Larsen...
2 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
10 år siden
dating.
Ruth Christe...
7 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
9 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
11 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
8 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
7 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
11 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
11 år siden
Solrig tirsdag
Salomon
9 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
Spejle
Marie Martin...
10 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
9 år siden
if Vejhjælp
David Hansen...
2 måneder, 7 dage siden
Skizofreni, en status eft...
David Hansen...
2 måneder, 12 dage siden
Bornholm2
Michala Esch...
15 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
3 måneder, 3 dage siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
6 år siden
At være noget - at blive ...
Salomon
9 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
10 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
8 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
7 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
9 år siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
8 år siden
Gensynsglædens pris - 08....
Anna Gammelg...
1 år, 8 måneder siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
6 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
6 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
Modtog bog fire og fem
JesperSB
2 år siden
Skøre drømme og sovende f...
David Hansen...
2 måneder, 7 dage siden
folkeskolegensynsfest
Peter
11 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
9 år siden
Nyt år
Martin Micha...
4 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
14 år siden
Danmarks skønhed
Halina Abram...
15 dage siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
11 år siden
En lørdag.
Michala Esch...
15 år siden
1 ex er det værste, men 3...
Martin Micha...
4 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
8 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
9 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
8 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
10 år siden
Skagen
Peter
10 år siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
10 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
11 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
6 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
10 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
8 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
11 år siden
Jeg skulle til københavn i går med skolen, Vi skulle hen og se "SF-film". Et foredrag på 1 1/2 time - lige så lang tid som selve togturen derhen når man kommer fra Odense af. Men heldigvis så jeg muligheden for at smutte i JuleTivoli med min sjæleveninde Nanna.
Først skulle jeg dog lige finde hen til hende.

Nu fungerer trafikken i Odense og København ikke ligefrem ens. I Odense tager man bare en bus, og lige meget hvilken, så ender alle busser i "Rom", altså på banegården. Og de er koordineret så at man lige kan skifte fra en bus til den næste når man kommer. Det er alt sammen meget simpelt. I København på den anden side, kunne jeg gå og gå uden at finde så meget som et busstopsted, eller en butik for den sags skyld, for jeg skulle først have hævet lidt penge til bussen. Jeg anede heller ikk hvilken bus jeg skulle med, for da jeg endelig fandt stoppestedet var der et zone-kort istedet for en oversigt der fortalte om bussen kørte til eller fra banegården. Mystisk. Hvad er det for nået med zoner anyway? Jeg aner da ikke hvor mange zoner jeg skal igennem for at komme derhen hvor jeg vil. Man kunne jo heller ikke engang læse hvilke veje der hørte til hvilke steder. Lige fra starten af var jeg iøvrigt forsinket, så jeg fik hurtigt stress, selv om min veninde påstod at det intet gjorde.
Først og fremmest skulle jeg finde en butik, men det er vist sværere sagt end gjort. Jeg måtte hele vejen til østerport før det lykkedes, men efter en tur i Irma, følte jeg mig på rette kurs, og kun 1/2 time forsinket.
Så gik jeg ud for at lede efter en bus, om ikke andet kunne jeg vel spørge en chauffør. Men ak, der var vejarbejde, og det hele så i det hele taget slidt ud, så jeg kunne gå fra stop til stop, og se at stederne vist var blevet taget ud af brug. Jeg fandt dog et på den modsatte side, og da der kom en bus spurgte jeg chaufføren om det her var bussen til hovedbanen. Han var ikke så godt til dansk, men pegede på den anden side og mumlede noget om en nr. 15. Jeg gik igen. Et godt stykke henne, fandt jeg et stoppested, og spurgte de omkringstående passagerer om de vidste hvilken bus der kørte til hovedbanen - ja, på den modsatte side. Ak. så krydsede jeg vejen igen, og spurgte der over.
Der mødte jeg en meget forstående mand, som fortalte mig at det var meget lettere at tage toget. Jeg er ikke ukendt med undergrundsbaner, men alligevel var jeg ret usikker på det med tog. Iøvrigt skulle det jo tages fra Østerport og efterhånden havde jeg bevæget mig et godt stykke væk derfra. Jeg var helt bedrøvet om tanken, men manden sagde at jeg bare skulle tage bussen derover. Nu er jeg jo studerende, så det første jeg tænkte var at jeg ikke havde råd til at købe 2 billeter, så hellere gå. Men jeg fik afvide at jeg kunne bruge busbiletten til toget. Fedt nok, for bussen kom i samme øjeblik. Jeg stod af ved østerport, efterhåpnden en time forsinket, men nu kørte det. Jeg gik inden for og var lost igen. Hvor skulle jeg henad? Men manden fra før stod på billetkontoret og havde set mig. Han vinkede mig i den rigtige retning. På perronen blev jeg igen nød til at tjekke hvilket tog jeg skulle med, men nu gik det fint og jeg endte på hovedbanen i løbet at 10 min. Så fandt jeg Nanna, og det var fedt at se hende igen.

Vi vandrede lidt rundt, men blev enige om at vi lige så godt kunne smutte i tivoli nu.
Billetsælgeren var sur, men vi overlevede, og var endelig hvor vi ville være. Vi var inde og prøve en masse ting af både 1, 2 og 4 gange. Da det i starten regnede meget, søgte vi de indendørs aktiviteter, men de var jo ret kedelige i det. Da vi begyndte at fryse valgte vi at få os lidt at spise. Vi bestilte varm kakao om et stykke brownie med flødeskum. Jeg var dog lidt skuffet over resultatet. Et lille koldt stykke vammelt brownie, uden flødeskum og med melonstykker over var ikke lige det i verden jeg synteedes mest var 39 kr. værd. Og tideligere på dagen havde en automat givet mig en bedre gang kakao for langt mindre end 29 kr. Jeg var meget skuffet, men spiste det alligevel til min egen senere fortrydelse, for jeg blev helt dårlig af det.
Bagefter gik vi ud, og senere på aftenen var der mindre regn, så vi kunne komme til at prøve nogen af de sjovere forlystelser.
Vores plan var at arbejde os op mod at turde "Dæmonen". Vi startede med Valhalla, som jeg var særlig glad for, på grund af det fantastiske synsbedrag. Hvergang det begyndte at regne tog vi inden for. Den flyvende kuffert var også god til at slappe af på.
Så prøvede vi Odinsekspressen, og en anden rutsjebane. Vi syntedes dog at der manglede mellemting mellem dem og dæmonen. Vi trak tiden ud med at prøve det flyvende tæppe, eller hvad det nu hedder, og det var virkeligt modigt af min kompagnon, da hun er højdeskræk. Vi ville også prøve tekopperne (eller hvad de hedder), men lige da det var vores tur brød attraktionen sammen, hvilket var lidt irriterende, men senere vendte vi da tilbage og fik prøvet den. På nogle tidspunkter var vi blevet rystet så meget sammen at vi havde kvalme, og måtte tage et hvil. Vi blev dog ved med at love hinanden at vi skulle i dæmonen før dagen var over, og på et tidspunkt besluttede vi at nu skulle det være. Vi gik stille og med rystende knæ og koldsved op af trappen. Jeg så mig ikke helt istand til at gennemføre, men besluttede mig for at spænde mig fast så jeg ikke havde andre chancer. Jeg sad, og valgte at se det med lyserøde øjne, hvilket hjalp lidt. Så begyndte banen at hejse os op, med de klassiske tik-tik-tik, nok til at spænde mine nerver til det yderste. Jeg var rædselsslagen, da den var på det højeste, men med på at nu skulle det være. Farten den var rigtig god, og jeg følte mig slynget rundt og ind i alt ting. Jeg var bange for at mit øre var begyndt at bløde pga. min ørering, men fandt ud af at det var meget værre at gå og frygte at tage en tur i rutsjebanen end rent faktisk at være ombord. Turen var piece of cake. Der var ikke ret meget fælt ved den. Måske er det en livslektion, det er bedre bare at springe ud i det end at gå og frygte det.

Dagen var god. Vi fik kigget på nisselandskab, varmet hænder på udendørs kulvarmere, som vi i starten syntedes duftede, og i slutningen var ved at brække os over. Vi fik set the "iluminator show" som var rigtig kønt, og virkelig satte stemning. Vi nød havens udsmykning, grinede over julemanden og jeg fik skudt nogle bjørne. Alt sammen very cool/koldt ;-).
Vi sluttede af med en gang spanskrør, på trods af kvalmen smagte de godt. Så gik vi til stationen og sagde farvel.

Jeg satte mig søvnig ind i toget, og følte næsten det var en ny attraktion i Tivoli. Jeg sad om var halvejs faldet i staver med gode minder om dagen, da billetkontrolløren kom. Selvfølgelig skulle hun se min billet. Også Wildcardet bed hun om, hvilket jeg også kunne finde frem dybt begravet i tasken, så bad hun om legitimation, og jeg viste mit studiekort. Så var der problemer, for det var bestemt ikke godt nok. Havde jeg ikke noget andet? Det havde jeg så ikke, jeg havde ikke troet at det var nødvendigt, og der var jo billede på mit studiekort. Men det var jo ikke godt nok, sagde hun. Alle kunne lave kort, og hvordan kunne hun vide en skolen overhovedet eksisterede? Jeg var helt målløs over at der skulle være så store problemer med billetten. Hun så på mig sem om jeg var en bedrager, tyv og ikke mindst som om jeg løj. Hun var meget led over for mig, og et eller andet sted var der noget der gik i stykker inden i mig. Jeg følte mig jo beskyldt for at stjæle, og kunne jo ikke gøre mere. Tilsidst gik hun også, men der sad jeg også og kunne mærke tårene trænge sig på. Men jeg ville ikke græde, det var jo intet. Jeg skulle bare tænke på noget andet, på min gode dag. Men jeg kunne knap nok huske den, og mødet med kontrolløren blev ved med at fylde alt for meget. Jeg ved ikke om de andre passagerer så det, men jeg blev ved med at tørre tårer væk fra øjnene resten af turen hjem, også da jeg sad på min cykel.

Jeg skulle bare hjem, hjem og i seng, så kunne jeg græde alt det jeg ville.
Heldigvis var jeg ikke længere grædefærdig da jeg lå i min seng, og heldigvis kunne jeg huske min gode dag igen.
Vi var dog lang tid om at tage os mod til at prøve "demonen"

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget JuleTivoli er publiceret 16/12-2005 15:44 af Suree Lio (Løvinde).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.