11 år siden

Ikke årets noget som helst

life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
10 år siden
Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
5 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
15 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
9 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
8 år siden
11.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Hurra!
Halina Abram...
6 år siden
Pause
Hanna Fink (...
10 år siden
1-09
Halina Abram...
6 år siden
Glaskuplen
David Hansen...
3 måneder, 21 dage siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
5 år siden
Holistisk eksistentialism...
Ansu Orheim ...
2 måneder, 20 dage siden
Musik fra USSR og Danmark
Halina Abram...
1 måned, 2 dage siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
6 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
11 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
De første år
Camilla Grub...
10 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
9 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
9 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
8 år siden
De ligger der.
Ruth Christe...
7 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
6 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
11 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Operation
Halina Abram...
1 måned, 1 dag siden
En mission i livet
Salomon
9 år siden
Sø med ?
Mikala Rosen...
12 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
9 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
9 år siden
Kaos?
Per Z
10 år siden
Verden holder vejret!
Marlene Gran...
12 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
7 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
2 år siden
sulten
Sunstar31
9 år siden
i bad med Noa
Peter
8 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
Dagen før starten
Shawn Cee (J...
8 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
11 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
11 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
6 år siden
Skagen
Peter
10 år siden
Tegning
Jette Peters...
8 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
11 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
9 år siden
Jeg har bare ikke gjort mig fortjent til prisen for "Årets mor".
...eller "Årets kone" eller "Årets noget som f#¤&#'ing helst andet faktisk.
Og dette her er bare ikke "Årets år".
ja ja....noget bavl at lukke ud, men jeg er bare ved at være fyldt op.
Ved godt at der er alle de små lykke-øjeblikke, alle de gode ting som jeg skal være (og jo rent faktisk er!) glad og taknemmelig over, meeen....lige nu forsvinder de fannerme helt.
Jeg præsterede at sove over mig i morges - eller i nat. Og det betød at Teenageren kom for sent til den bus, som skulle køre det udtagede hold til stævne i Tyskland. Han var blevet udtaget, selvom han stadig er skadet, og det har bare betydet SÅ meget for ham.
Grædende måtte jeg ringe til træneren og undskylde og så kørte jeg som død og helvede afsted for at fange bussen.
Med tårerne løbende ned af kinderne, en frustreret og ked af det teenager ved siden af, som ikke snakkede til sin mor, men bare sad og græd helt stille og var bange for at han ville få ballade over ikke at være mødt til tiden.
Fik sagt undskyld så mange gange, at jeg til sidst var pissetræt af at høre på mig selv. Træneren beroligede mig og var vist helt forskrækket over heftig-netop-vågnet-distræt-stortudende mor.
Bussen blev indhentet, tasken smidt ind og Teenageren læsset op - uden at sige farvel...Han løb bare op.
Klokken 05.30 - jeg stod tudende på en parkeringsplads, med den smukke røde morgenhimmel over mig (som jeg ellers nok ville have taget et billede af hvis jeg havde kunnet se ud gennem tårerne), så bagenden af bussen dreje om hjørnet, og følte at jeg bare var en stor lort.
Fik sms fra Teenageren "Jeg elsker dig mor. Farvel"
Så tudede jeg lidt mere.
Jeg kan stadig ikke forstå, at mit ur ikke havde ringet. Har været så bange for at sove over mig, at jeg slet ikke kunne sove. Klokken 03 lå jeg stadig og vendte og drejede mig og checkede igen og igen at jeg havde sat uret. Gloede op i loftet, hørte lyde, læste lidt mere i min gode bog. Læste den færdig. Stadig ikke træt. Blev mere og mere frustreret over, at jeg ikke sov.
Det her var bare dråben. Oven i et allerede overfyldt glas. Jeg føler, at alt mit overskud er pist væk.
Denne her hunde-sag har bare været et stort helvede. Og det fortsætter...
Ikke bare har hundeejeren formået at terrorisere vores familie så meget, at A og jeg fx stadig skiftes til at sove på en madras på gulvet ved siden at Mellemmanden, fordi han ikke tør sove.
Hver dag er en evig overvindelse bare jeg skal ud af døren og op af gaden.
Møder jeg ham?
Hvad vil han gøre hvis han står overfor mig?
Har han været forbi og smadre bilen?
Kommer han herind?
Hvad med mine børn?
Vi er blevet opsøgt at journalister, som kom fra det jeg ellers har set som en relativ seriøs avis. De "var kommet til" at trykke en artikel som "vist nok kun viste sagen fra den ene side" - og "havde glemt at undersøge om der var en anden sandhed" - ja beklager alle de " men det var sgu, hvad de sagde.
Så da de pludselig står i gården en aften, mens jeg står der med de to små, føler jeg virkelig, at det her er historien som aldrig vil ende. Historien som ikke ender lykkeligt. Det var enormt ubehageligt at de kom der, mens ungerne stod og hørte med.
De vil gerne undskylde den forrige artikel og have lov at trykke en ny med vores navn (?) og vores syn på sagen. Det betyder ikke, at vi må få lov at få på tryk hvor mange gange hunden har bidt før. Hvordan han har truet før, og hvordan han nægtede at have sin hund i snor eller hvordan han efterfølgende har terroriseret vores familie. Det betød, at vi ville få vores navn i, og at den anden ejer ville få trykt et citat: "Hun har slået et af vores familiemedlemmer ihjel".
?
Det ville vi ikke være med til. Vi turde ikke, for hvad kan han så ikke finde på? Fik stoppet artiklen. Fik på skrift, at de lovede ikke at benytte vores navne. De fortalte, at de havde stoppet flere hundeluftere, som alle havde fortalt det samme: at de var bange for manden, havde været bange for hunden, som var kendt for at angribe, men at de ikke turde stå frem.
Godt så! Så ved I måske hvad for en type I har fremstillet som en blid engel??
Et par dage efter modtager jeg og min mor en indkaldelse fra retten. Vi skal vidne mod ham. Han hævder at have haft sin hund i snor (øøhhhh....sjovt han så ugen før har udtalt til avisen at han havde luftet den uden!?) og vi skal nu hjælpe politiet.
Min mor var helt ude af den. Jeg var helt ude af den. Politiet var faktisk fantastisk. De tog det meget alvorligt, og gjorde meget for at forsikre om, at de nok skal gøre alt for at hjælpe os. At han vil blive buret inde hvis han gør mere, for så er det trusler mod vidner. Bad om vores hjælp og sagde at de syntes det var stort at vi ikke lod os true til tavshed.
Åh jeg er så træt af det!
Og A... han har gået med sit ødelagte knæ. Skulle opereres i onsdags (og så 6-8 uger i ro og skinne efterfølgende!) men pga stress, nerver og alt andet som rumsterede i ham og gjorde at hans ellers så store overskud og rolige sind var helt ude at trit, så mens de stod og barberede hans knæ og tegnede med sprittussen, og hans skulle tage sin omgang insulin, så fik han taget en overdosis! Det betød, at der kom knald på. Der skulle tylles ufortyndet Ribena, han blev lagt i drop med sukkervand, og operationen blev aflyst. Han blev udskrevet 6 timer efter. Helt trist. Han havde virkelig indstillet sig på at nu var det nu. Han var helt skræmt og stadig ude af balance. Nu skal han så vente en uge på at der er en ny tid.
Derudover er der alle de små ting, som jo alligevel er SUPER store:
Som ungernes lille hamster der har fået en svulst i øret. Dyrlægen mener, at den godt kan leve en måneds tid endnu, og ungerne er helt vildt kede af at den har "et ulækkert stykke blomkål i øret!"
Som Teenageren der er startet på ny skole. Både han og vi er mere end overraskede over, hvor meget længere de er nået fagligt, så fra at have været en elev der bare kunne det hele, aldrig havde lektier for og bare kunne læne sig tilbage, har han nu i den grad oplevet hvad det vil sige at skulle kridte skoene. Der bliver øvet tyske verber og så de der brøker fra helvede! Jees jeg kan bare overhovedet ikke huske NOGET matematik!
Han er glad for sin nye skole, men også bange for at han ikke kan komme op på niveau. Men så har han heldigvis sin stædighed, og fannerme nej om sådan en omgang reducering skulle slå ham ud. Han opgav at få hjælp fra os (vi sad ellers og googlede som besatte) og fandt selv ud af det.
Som min mor som har så stærke gigtsmerter at hun hver dag fylder sig med piller for overhovedet at kunne komme omkring. Hun gemmer det, og vil ikke bekymre os, men jeg kan se at det gør ondt. Og jeg er bange, for det bliver bare mere og mere tydeligt at hun er blevet gammel.
Jeg er lige ved at kaste håndklædet i ringen, men det kan jeg jo ikke. Så jeg putter en ekstra teskefuld sukker i kaffen ,så de to timers søvn forsvinder i koffein og sukker. Jeg propper mig med vingummi fra sød kollegas slatne og krøllede slikpose som er resten fra en biftur i går aftes, men som hun gerne deler med mig fordi hun har ondt af mig når hun ser på mit stadig fedtede morgenhår og mine hævede røde øjne (ej hvor jeg godt gad at være den, der bare sad der i mørket i går aftes og så en kvalmende tøsefilm med mandlige strippere!) Jeg glæder mig til at komme hjem og holde weekend. Købe pizza fordi jeg nægter at lave mad. Ligge i sofaen under mormors hæklede tæppe og se et eller andet tosset i tv mens jeg propper mig med en omgang blandet slik. Tilbringe timer med dejlige venner (som desværre snart rejser væk igen), og nyde alle de små glædesøjeblikke og forsøge at fortrænge, at der er nok år til at vi igen kan hygge os med dem.
Jeg overvejer at opsøge en eller anden heksemutter som vil kaste noget held min vej og hæve den der lille sorte forbandelse, som jeg føler ligger lige i hælene på mig og som oftest foran mig og sørger for at spænde ben for alt jeg rører ved.
M

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ikke årets noget som helst er publiceret 24/08-2012 10:38 af mubsi.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.