Mails og tårer

Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
7 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
5 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
13 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
8 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
7 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
9 år siden
Den onde nydelse
Regitze Møbi...
7 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
5 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
5 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
7 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
9 år siden
Lana Del Rey
Christacia
8 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
7 år siden
Life could be simple...
Michala Esch...
4 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
6 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
8 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
8 år siden
Israel
Salomon
6 år siden
De første år
Camilla Grub...
8 år siden
Hovedafbryderen
Rud Stenfisk...
1 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
6 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
5 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
7 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
5 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
2 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
7 år siden
Xhristmas fxxx special
Martin Micha...
2 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
5 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
9 år siden
Nede på point
Olivia Birch...
6 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
5 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
9 år siden
At skrive
Josephine Lø...
7 år siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
8 år siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
9 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
9 år siden
ulovligheder
Sincedawnofm...
8 år siden
Fjerde bog færdig, femte ...
JesperSB
6 måneder, 17 dage siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
7 år siden
Er du lesbisk
Jønsse
5 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
7 år siden
Fortiden er hård.
storm89
2 år siden
Fik i dag en mail fra en person som jeg altid er glad for at høre fra.

Hun skrev, at hun havde læst noget jeg havde skrevet på en blog.

Det havde fået hende til at græde, ikke så meget det jeg havde skrevet, men fordi det mindede hende om noget i hendes liv som hun fortrød. Episoden havde nok for langt de fleste andre været helt ubetydelig, men hos hende havde det sat et aftryk.

Jeg så denne mail mens jeg rendte forvirret rundt i Storcenter Nord og ordnede juleindkøb. Rent faktisk stod jeg i Tiger, havde min ene datter med, hun skulle lige have nogle småting, så jeg havde lige tid til at checke fonen.

Jeg svarede hurtigt tilbage, da min datter var på vej til at være færdig. Jeg skrev, at lige der havde jeg lyst til at give hende et varmt knus.

Vidste ikke lige hvorfor jeg skrev det, andet end fordi det var det jeg følte.

Vi fik ordnet de sidste indkøb og hele tiden gik jeg med en mærkelig fornemmelse i kroppen, mine tanker blev ved med at kredse omkring den mail. Der var en følelse over den som jeg genkendte.

Både på de måde hun havde reageret, hvad hun havde tænkt og selve episoden. Jeg er ved at være ret vant til det med netop denne her person, det at genkende noget i sig i denne, man ofte kan finde svaret på ved at kigge indad, så jeg slog det lidt hen i begyndelsen.

Vi nåede hjem, havde pakket ud og lavet kaffe, sat nye roser i vasen , datteren havde tændt for The Voice på tv'et.

I fjernsynet spillede de en melodi som jeg ved denne kvinde er rigtigt glad for, en melodi som jeg selv værdsætter meget, en hun har lyttet meget til. Melodien fik mig til at tænke på hende, uroen begyndte igen, så jeg besluttede at læse mailen igen.

Så lige er slog det mig hvorfra jeg kendte følelsen.

At hendes historie også var min.

Min var godt nok meget anderledes end hende, rammerne mere alvorlige, men det har ingen betydning overhovedet, for som hendes kunne min historie lige så godt have været hendes og kunne have været foregået i alle mulige sammenhænge. Jeg vidste at jeg ville havde følt det på samme måde hvis jeg var i hendes sted som hun ville hvis hun havde været i mit.

Min historie var ganske kort.

Min far skulle begraves, men det er egentlig i denne sammenhæng ikke det væsentlige. Det er det næste tilgengæld i den grad.

Min far havde en rigtigt god ven. Han blev bare kaldt Rosenstrøm af os andre. Han var en meget sirlig, velklædt og høflig single mand der var lidt ældre end min far. Jeg havde tit haft fornøjelsen af at snakke med ham, et utroligt sødt og rart menneske, der var meget glad for min far, måske også lidt mere end almindelig glad.

Men da min far ikke havde de store fordomme og i øvrigt ikke havde nogen grund til at føle sig truet og bare virkelig godt kunne lide Rosenstrøm som den gode person han var, så var de fantastiske venner.

Rosenstrøm var en stor støtte for min far og jeg tror helt ærligt min far var den eneste rigtige ven han havde. Så de hyggede sig på mandemåden, den gode måde. De tog ud fik en øl i ro og fred, snakkede, de var begge reklame folk og elskede begge kunst, så de tog på udstillinger sammen, spillede lidt billiard i en klub, de var begge elendige, men det var jo heller ikke det der var formålet, det det handlede om.

Men tilbage til begravelsen.

Ceremonien inde i kirken var færdig, kisten stod hvid og overfyldt med blomster. Præsten havde holdt en meget flot prædiken og der var spillet noget af min fars yndlingmusik. Der var stopfyldt med mennesker, min far var en meget elsket mand. I hjørnet af den ene bænkerække havde Rosenstrøm siddet, sirligt klædt på som altid. Han havde tydeligvis grædt tidligere for hans øjne var helt røde og hævede.

Jeg havde lagt mærke til at han under hele ceremonien havde kæmpet med al hans mandsmod for ikke at græde. For sådan var han også , han havde medlidenhed med min mor, hun var jo kone til den mand de begge havde elsket, så i respekt overfor hende vil jeg tro han virkelig forsøgte at holde tilbage.

Jeg var lige kommet hjem fra udlandet grundet min fars død, min mor havde stået for arrangementet sammen med min bror. De havde gjort det fantastisk omstændighederne taget i betragtning, men en ting var ikke klaret .

Hvem skulle bære kisten?

Da den skal bæres ud stiller min fars bror op, min bror , nogle onkler og så naturligvis Rosenstrøm, det på dette tidspunkt græd. Jeg gik også op mod kisten, lige for at vise den sidste respekt.

Det øjeblik jeg kommer derop og berører kisten, flytter Røsenstrøm sig og overlader pladsen til mig. Jeg var jo uden tvivl den der var mest i balance med min fars død og tænker "nej", men tiden er ikke til diskussioner, det hele går hurtigt der og jeg tager fat i håndtaget og bærer kisten til graven.

Det jeg husker fra turen var, at det var koldt, at folk omkring mig græd, at jeg ikke græd, at kisten var meget tung, min far var ens stor mand også fysisk. Men det jeg husker mest af alt var at jeg tænkte " Hvorfor er det mig de bærer kisten ?. Min fars bror var der, hans anden søn var der, men hans bedste ven, en anden mand der elskede ham gjorde ikke, Jeg tænkte hvorfor gjorde jeg ikke noget.

Men øjeblikket for at gøre noget havde været for kort og forpasset. Men følelsen af at man skulle have gjort noget for et andet menneske, men ikke gjorde, var der meget stærkt.

Da begravelsen var slut gav jeg Rosenstrøm et varmt knus, sagde tak fordi han havde været en så fantastisk ven og så ham aldrig igen, da jeg skulle rejse igen 2 dage efter.

Ved ikke om Rosenstrøm stadig lever, men indimellem dukker episoden op i min bevidsthed, men aldrig så stærkt som i dag.

Kvinden der havde skrevet til mig havde skrevet, at hun havde grædt over det jeg havde skrevet og det egentlig havde været godt. Nu havde hun sendt sin historie til mig og det kunne lige så godt have været min egen. Som min kunne have været hendes.Følelsen var den samme, forståelsen for situationen den samme og tankerne de samme.

Må indrømme at jeg selv fik våde øjne og der faldt en lille tåre og at det netoop også føltes godt.

Min blog havde fået hendes tårer frem og hendes svar mine. På den måde havde vi hjulpet hinanden bare en lille smule.

Jeg ved jo i forvejen at denne kvinde er noget for sig selv, bærer på så meget kærlighed og jeg sad endnu engang, at undrede mig, som jeg så mange gange før, har gjort med netop hende

Jeg sendte en kort mail tilbage til kvinden. Havde lidt svært ved at skrive lige der,men jeg gjorde det.

Jeg ved nu også hvorfor jeg sendte hende et meget varmt knus i den første mail.
Det var følelsen af at,føle det ægte smukke menneske på den anden side og genkende denne i sig selv.

Endnu engang.

God jul allesammen, hold den i kærlighed.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Mails og tårer er publiceret 16/12-2012 22:34 af Ace Burridge (Ace63).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.