jeg var barnepige i går. sara næsten seks år.

men vi laver mad, står vi og snakker om hendes fire (!!!) kærester, et antale jeg mener måske lige er i overkanten.

"hvad skal du dog bruge så mange kærester til?"

"det ved jeg ikke rigtig....", svarer pigen.

herefter falder snakken på den ene af dem, alexander.

mig: "hvordan er ham alexander, er han pæn?"

sara: "... det ved jeg ikke... men altså... jeg er også lidt ligeglad med om han er pæn. for det med at være pæn har jo ikke noget med kærlighed at gøre".

KLOGESEN!!!!

det viser sig også, at den ene af de fire kærester, faktisk er en eks-kæreste.

mig: "men hvad var der så galt med ham adrian, siden du ikke ville være kæreste med ham mere?"

sara: "tja. vi blev bare enige om at stoppe forholdet".

christ, hvorfor kender børn de vendinger?