Det var d. 15. maj og den velkendte duft af lavendel fyldte mine næsebor. Jeg ænsede ikke den knirkende lyd, mens lyset hurtigt svandt ind, og mørket tog over.

Jeg havde ikke haft det godt den sidste tid, men der var ikke rigtig nogen, der havde lagt mærke til det. Mine veninde havde travlt med hendes kæreste, og min familie havde travlt med min lillesøster, som skulle konfirmeres. De havde stort set ikke talt til mig, siden hun begyndte på konfirmationsforberedelsen. Jeg tørrede en tåre væk fra min kind, da jeg indså, jeg ikke ville blive savnet. Selv min lillesøster hadede mig, og jeg havde ellers altid haft et godt forhold til hende. Jeg rullede mit venstre ærme ned, og begyndte at skære nogle fine vandrette striber ned langs min underarm med min hobbykniv. Det var så dejlig forløsende. Nogle dråber blod gled ned af min arm, og videre ned på min hovedpude. Det sved forfærdeligt, men jeg smilede bare. Pludselig bankede det på min dør. Jeg trak hurtigt mit ærme ned, og gik hen og låste op. Udenfor stod min veninde, Cecilie, hun smilede stort, og trådte indenfor. Jeg havde ikke budt hende indenfor, men hun gjorde jo som det passede hende, det havde hun altid gjort.
   "Klaus og mig har slået op," sagde hun, og satte sig på min seng. Jeg nikkede bare. Hvorfor endte det altid med, det var mig, der hørte på hende? Jeg rettede hurtigt på min dyne, så hun ikke så blodet på puden, og satte mig oven på. Jeg kiggede på hende, og lovede mig selv, jeg ikke ville spørge ind til historien, for så ville jeg aldrig kunne få hende hjem.
   "Du kom ikke i går..." sagde jeg meget stille, og så ned på mine tæer.
   "Hvad? Nej, jeg var sammen med Klaus," sagde hun, og lød ikke spor undskyldende. Jeg fjernede ikke blikket fra mine fødder. Hun kunne godt have sagt det, synes jeg, men jeg sagde ikke noget. Jeg fjernede min arm, så jeg kunne se den ud af øjenkrogen, uden at fjerne blikket fra mine tæer. Det grå ærme havde små fine blodpletter på stoffet. Jeg lagde hånden over, og lod mit hår glide ned over mit ansigt, så det lå i skygge. Vi skulle have set en film i biografen i går, én som jeg havde glædet mig usigeligt til, men hun kom aldrig. Jeg stod og ventede i over en time, det regnede, inden jeg bare gik hjem. Forstod hun ikke, det var sådan noget, der fik mig til at ville dø? Hun var ligelad med mig, det havde hun jo selv bevist, hun brugte mig kun som grædemur. Som psykolog og støtte, men når jeg havde problemer, og manglede en skulder, blev hun pludselig så fjern i blikket. Som om hun begyndte at tænke på noget andet. Det jog lidt i min arm, og jeg havde bare lyst til at skære lidt mere.
   Pludselig indså jeg, hun havde spurgt mig om noget. Hun kiggede spørgende på mig, og jeg vendte mit hoved for at kigge på hende. Hun havde lyst, langt hår, som hun altid lige kunne sætte perfekt. Hendes lille røde mund stod let åben, så man kunne se hendes perlehvide tænder, som stod på en lige række. Jeg havde altid haft problemer med mine tænder, skønt jeg havde haft bøjle i flere år. De stod meget uregelmæssigt, og mine fortænder stod næsten vandret ud i luften, så jeg ikke kunne lukke min mund ordentligt. For en tid havde de stået pænt, og jeg havde haft det perfekte smil, men langsomt rykkede de sig bare tilbage på plads. Man skulle tro, jeg aldrig havde taget panodiler for at holde smerten fra mine tænder, som faktisk nogle gange var helt blå, ud, men at jeg altid havde set sådan her ud.
   Hendes øjne var dybblå, og hun havde fremhævet det ved at smøre en smuk blå øjenskygge på hendes fine øjenlåg. Hun havde også den sødeste lille næse, og ikke den spidse tud, som jeg havde. Hendes ben var lange, og hun målte 1.70 mod mine 1.60. Vi var dybt forskellige, og alt ved hende, var bare perfekt. Jeg havde fået briller, da jeg var 4, og jeg havde ikke sluppet fra dem siden. Jeg lignede mest af alt, bare ingenting. Noget, man havde lyst til at sige ADR til, for derefter at smide ud.
   "Undskyld, hvad?" spurgte jeg hende, og kiggede ind i hendes smukke blå øjne, og mærkede et smerteligt jag af jalousi i mit hjerte.
   "Ej," sagde hun og rullede irriteret med øjnene. "Hører du aldrig efter, hvad jeg siger?" Jeg slog øjnene ned, og ventede på, hun skulle gentage spørgsmålet, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig om, hvad hun sagde.
   "Sig mig, hvad er der galt med dig i dag?" spurgte hun og lød mere irriteret end bekymret. "Jeg har brug for dig, hvorfor hjælper du mig ikke?" Jeg kiggede ud af mit vindue, og så vores store birketræ veje i vinden. En fugl landede på en gren, og begyndte at synge. Jeg identificerede den som en solsortehan, og jeg tænkte på, hvor smuk den var.
   "Jeg går hjem til Pia, hun hører i det mindste efter," sagde Cecilie irriteret, hvorefter hun gav mig et lille kram. Jeg kunne mærke hendes runde bryster mod mit bryst. Jeg var flad som en pandekage, mens hun var veludstyret, hvilket drengene også synes at bemærke. Hun lukkede døren hårdt efter sig, og lidt efter kunne jeg høre hoveddøren smække. Jeg åndede lettet op, og smøgede mit ærme op, og tog min hobbykniv frem fra gemmestedet bag ved sengen hvor jeg havde smidt den.
   Jeg genoptog mit ærinde, mens tårene trillede ned af mine kinder. Dette var den eneste måde, jeg kunne græde på. Jeg havde grædt så meget, så jeg til tider troede, jeg ingen tårer havde tilbage. Jeg kunne høre min lillesøster grine nede i stuen, og mit humør sank en tak mere, selvom jeg troede, jeg var nået bunden. Mine forældre grinede begge to nu, og bitterhedens tårer dryppede ned på min dyne. En dråbe landede på min arm, og trillede videre ned på et aflangt sår. Den svarede straks tilbage ved en jagende svie. Jeg kiggede på armen, og opdagede, jeg havde skåret mig mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Min hovedpude, som engang havde været gul, var nu blodrød i en hel cirkel med en diameter på omkring 12 cm. Ikke en eneste plet bevidnede om den solgule farve. Jeg bed mig i læben, da hele min familie grinede højt og hjerteligt af et eller andet. De kunne sagtens undvære mig, jeg var bare til besvær. Jeg krævede jo bare den opmærksomhed, som de brugte på min lillesøster. Hun skulle have været født før mig, og jeg skulle have været en abort.
   Jeg rejste mig forsigtig fra min seng, mens jeg klemte min bluse omkring min arm. Jeg kiggede forsigtig ud af døren, og jeg kunne høre min lillesøster fortælle noget, hvorefter mine forældre lo stolt. Jeg gik ned ad trappen, og stillede mig i døråbningen, og kiggede på dem. Jeg havde gemt min arm bag ryggen. Pludselig kunne jeg lugte chokoladekage, min yndlingskage. Til trods for mit humør, ønskede jeg mig et stykke. Min mund løb i vand efter et, og jeg glædede mig lidt over et vidunderligt stykke kage. Et sumpet, glasurfyldt stykke kage.
   De havde ikke opdaget mig endnu. Jeg bevægede mig lidt, så gulvet knirkede, men de opfattede mig overhovedet ikke.
   "Må jeg få et stykke kage?" spurgte jeg stille. Mine forældre drejede end ikke hovedet fra min lillesøster, og min mor sagde:
   "Desværre, skat, vi kom vist til at spise det hele. Men kom dog og sæt dig, og hør hvad Kamilla har oplevet i dag til præst. Det er ret morsomt," mens hun klukkede lidt. Jeg reagerede ikke, og mit hjerte slog end ikke et slag over. Mine følelser var ikke i oprør, og mine øjne brændte ikke af tårer. Jeg gik bare op på mit værelse, og ventede tålmodigt på mørket, mens jeg lå på min seng.

Jeg må have sovet, for jeg følte ikke, der var gået mere end et par minutter, før der var bælgmørkt på mit værelse. Jeg satte mig op, og gned forsigtigt mine øjne. Jeg rettede lidt på mit tøj, og opdagede mit ærme sad fast på min arm. Blodet var størknet, og havde nu "limet" sig selv fast til mine sår. Jeg rev til og kom med et lille gisp, da jeg rev sårskorperne med.
   Jeg tændte lyset i loftet, og missede mod det pludselige lys. Små dansende prikker viste sig på min nethinde. Jeg stod lidt og blinkede, indtil det gik over. Jeg satte mig ved skrivebordet, uden at undre mig over, hvorfor mine forældre ikke havde sagt godnat til mig. Jeg tog et papir, og begyndte at skrive. Jeg græd ikke, jeg var tilfreds med min beslutning. Jeg skrev beslutsomt mine forældres navne udenpå, uden at ryste det mindste på hænderne.
   Jeg låste min dør op, og stak hovedet ud. Man kunne se stjernerne fra køkkenvinduet, og jeg kiggede lidt på dem, inden jeg gik ud i haven. Jeg havde bare tæer, og stråene kildede mig på den bløde hud mellem tæerne. Min hud reagerede lynhurtigt på den kølige luft ved at rejse hårene på mine arme. Det dunkede stærkt i mine sår, men ellers var jeg fuldstændig følelsesløs. Birketræet tonede op for mig som en beskyttende skygge. Jeg kiggede lidt på det, og jeg skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Duggen havde gjort mine fødder våde, og den kølige luft blæste op i mit kommunefarvede hår. Jeg lukkede øjnene, og rejste forsigtigt mine arme op mod himlen. Jeg åbnede øjnene, og så en rødlig stjerne. Jeg kiggede interesseret på den, og følte lettelsen strømme igennem min krop, under min hud, og ud gennem mit tøj. Det fór op til stjernerne, og jeg følte mig så uendeligt let og fri. Nogle katte slås, og stjernerne blinkede lystigt, da jeg bandt mors tørresnor om til en lykke. Jeg kravlede hurtig op på den højeste gren, jeg kunne komme op på, og bandt den anden ende på en lidt højere gren. Træets ru bark kildede under min ende, og mit hår sad fast i en gren højere oppe. Jeg rykkede lidt i mit hoved, og fik det revet fri. Et grønt blad dalede vajende ned ad, og jeg kløede lidt på et myggestik på min mave. Mors lavendler duftede kraftigt, og gjorde mig døsig. Jeg sikrede mig, at mit brev lå i min lomme, hvorefter jeg satte af fra grenen.

Det var d. 15. maj og den velkendte duft af lavendel fyldte mine næsebor. Jeg ænsede ikke den knirkende lyd, mens lyset hurtigt svandt ind og mørket tog over.