Hun sad ude i haven. Hun havde fået lov til at lege med et forstørrelsesglas og nogle tørre blade. Det var varmt, og græsset kildede hende på hendes venstre, bare ankel. Hun koncentrerede sig dybt om at få den lille, hvide prik ned på bladet. Helt uden at tænke over det, sneg hendes lille, røde tunge sig ud i mundvigen, mens hun kneb øjnene sammen mod solens genspejling i havestuens glasvinduer. Hendes ankel kløede, men hun turde ikke fjerne hænderne fra forstørrelsesglasset af frygt for, at den lille prik ville forsvinde. Endelig begyndte en lille søjle af røg at stige op fra det brune blad, hun havde fundet i et bed med nogle grønne, hængende planter, hun ikke vidste, hvad hed. Hun havde ledt efter sin tennisbold, som hun havde leget med op ad den hvide mur, men den havde hun glemt alt om nu. Hun vidste, at hun måtte være blevet større og mere ansvarsfuld, når hendes farmor gav hende lov til at lege med ild. Farmoren sad godt nok lige inde i havestuen med sin kaffe og holdt øje, men alligevel. Hun måtte ikke sidste år. Røgsøjlen blev bredere, og pludselig var der en lille flamme i bladet. Den bredte sig i løbet af et par sekunder til det andet blad, og så var de begge to væk. Hun blinkede med øjnene, og så lidt skuffet ud. Det var godt nok gået hurtigt. Hun kiggede forsigtigt op fra fliserne og så på farmoren. Hun sad og kiggede ud i haven uden rigtigt at fokusere på noget med sit hvide kaffekrus i hånden. Pigen kom i tanker om dengang, hvor de havde spillet yatzy, og farmoren var kommet til at tage sit kaffekrus, dog med vand i denne gang, i stedet for raflebægeret og sprøjtet vand udover det hele. Pigen havde leet så højt og så meget, at det næsten gjorde helt ondt i maven endnu. Hun fniste lidt ved mindet. Højt nok til at farmoren fik fokus, og kiggede på hende. Men pigen havde sænket hovedet igen, og pillede nu ved nogle græsstrå, der lå i mellem fliserne. Hun kørte tungen ind og ud i mellem sit store mellemrum, hvor fortænderne rigtigt skulle have været. Det føltes stadigvæk mærkeligt.
   Hun satte sig op og kiggede på birketræet til højre for hende, og gik hen mellem raklerne og ind til stammen. Der var den mest perfekte klatregren. Det var ligesom et vandret V omkring en meter over jorden. Den var perfekt til, at hun kunne tage fat om en gren i hver hånd, svinge sig op og sætte sig ind til stammen, hvor V'et samlede sig igen. Hun svingede sig op og lænede hovedet ind på den kølige stamme. Hun førte hånden op på venstre side af den og begyndte at rive små strimler af bark af. Der var køligere herinde under den store krone. Hun lukkede øjnene. Hun svingede med benene udover den ene side af V'et.
   Hun hørte havestuens glasdøre blive skubbet lidt mere til side, så farmoren kunne komme ud.
   "Hvad laver du?" spurgte hun, mens hun skilte birketræets rakler ad. Pigen åbnede øjnene og smilede et stort, næsten tandløst smil.
   "Tænker," svarede hun. "Men jeg vil hellere spille rommy eller yatzy," sagde hun, mens hun svang sig ned fra træet og løb ind i havestuen efter kort og raflebægre. De havde deres faste rutiner hver gang, hun kom på besøg i ferierne. De spiste sukkermadder, spillede rommy og yatzy og spillede bold i haven. Altid var det det samme. Sådan kunne de godt lide det.

Næste skoleferie var alting forandret. Pigen kom løbende ind med bare ben som sædvanlig. Hun havde fået en sukkermad, og begav sig nu ud i havestuen med kortene og raflebægrene. Hun smed de lyserøde sandaler hen i hjørnet af havestuen til statuetten af den nøgne dreng, der altid var kold som is uanset årstiden, og gik ud i haven, mens farmoren hentede vand i det hvide kaffekrus. Hun satte sig på hug på græsset, og så myrerne bevæge sig i lange tynde rækker hen mod en lille forhøjning i sandet mellem fliserne. Farmoren havde tit hældt kogende vand på de fliser for at få bugt med myrerne, der voksede i antal for hver sommer. Men nu, så pigen, havde myrerne muntret sig i næsten hver en revne mellem fliserne. Hun rejste sig op, da benene begyndte at gøre ondt på grund af den akavede stilling. Hun styrede mod birketræet, skilte dets rakler og stoppede op med et sæt. Hvor var grenen? I det samme kom farmoren ud.
   "Det er den nye gartner, som jeg har ansat," begyndte hun, for hun vidste, hvor meget træet havde betydet for pigen. "Han savede det af, så han bedre kunne komme til med græsslåmaskinen." Det forstod pigen ikke. Farmoren havde da altid kunne slå græs under grenen. Uden problemer.
   "Jeg fik ikke sagt det til ham, før han havde savet det af. Det er jeg ked af."
   Pigen vidste, at farmoren var tvunget til at ansætte en gartner, fordi hun ikke selv magtede at ordne haven længere. Pigen stillede sig lige foran stedet, hvor de var blevet skåret af. Nu var der kun to små klumper tilbage. Som om gartneren havde amputeret træets arme, og der nu kun var to stumper tilbage af det, der havde været engang. Hun holdt lidt om stumperne, for ligesom at fatte, at der virkelig ikke var noget at svinge sig op ad. Hun kunne ikke lade være med at få tårer i øjnene. Hun havde altid siddet i det træ, siden hun overhovedet kunne nå op til de grene. Det var begyndelsen.
   Ikke så lang tid efter solgte farmoren huset med den dejlige have og med pigens eget værelse, og flyttede til et plejehjem. Hun var faldet et par gange, og hun kunne hverken lave noget i huset eller i haven. Men det værste var, at hun ikke huskede så godt mere. Pigen følte, hun havde mistet sin farmor. Hun følte, at farmoren var en fremmed kvinde nu. At en eller anden havde byttet hendes elskede farmor med en helt forkert én, der spurgte pigen om de samme to ting mindst 20 gange, hver gang de sås. Hun blinkede tårerne væk. Hun ville ikke lade farmoren se hende græde. Det var ikke hendes skyld. Pigen overbeviste sig selv om, at sådan noget sker, når man bliver gammel. Hun havde bare aldrig anset sin farmor for at være gammel. Hun var bare farmor. Med birketræet, havestuen og sukkermader. Hun rejste sig og gik rundt i den fremmede lejlighed, der ikke længere duftede af farmor. Duften af farmors håndcreme og bare farmors personlige, rare og velkendte duft var væk. Nu lugtede der af gammel kvinde. Fremmed kvinde. Hun kendte ingen af de ting, der stod her. Vistnok havde hun set porcelænsfigurerne og alle møblerne før, men de var stadigvæk forkerte her. Intet var rigtigt mere. Hun gik hen mod skabet i stuen, satte sig på knæ, og åbnede skabslågen med nøglen, der sad i. En dunst af gammelt træ slog hende i møde. Før i tiden havde hun godt kunne lide den duft. Den mindede hende om farmor. Hun rykkede lidt rundt på nogle ting, men hun kunne ikke finde det, hun ledte efter. Hun satte sig ned på sine egne lægge med hænderne i skødet. Hun vidste, at ingenting ville blive det samme mere nu. Raflebægrene med terningerne og kortene var væk.