Nu var hun så alene igen. Men det havde hun da prøvet før, om end kun uden børn, og der var da også fordele ved det; friheden var så afgjort en af de største. Som det havde været indtil nu, havde hun alligevel stået med stort set hele ansvaret for ungerne, og Allan havde ikke just gjort den store indsats for at få det hele til at fungere, og nu kunne hun da i det mindste få lov til helt selv at bestemme, hvordan klaveret skulle spille. Og samtidig kunne hun slippe for at høre på Allans daglige otte-ti hysteriske anfald over bagateller og slippe for at høre ham råbe og skrige af Michael, der i hans øjne absolut intet måtte - da Eddie var lille, havde han været passiv grænsende til det apatiske; han havde ikke faret rundt, havde ikke læst og havde ikke gjort meget for at udforske verden. Han havde dermed heller ikke været uartig eller fræk, og i Allans øjne var det åbenbart indbegrebet af et velopdragent barn. Men Michael var ikke passiv. Han var aktiv og intelligent og ville prøve det hele, og han var ikke skabt til at sidde i et hjørne med store tanketomme øjne. Der var alt for meget, han skulle undersøge og udforske, og det drev Allan til vanvid. På et tidspunkt, da Michael havde været omkring ni måneder gammel, havde Linda hørt Allan råbe ned i hovedet på ham, "Hvorfor kan du ikke bare være lige så nem som din storebror?"
"Fordi Michael i modsætning til sin halvbror er intelligent - derfor!" havde Linda råbt tilbage til ham inde fra stuen. Det var ikke faldet i god jord. I det hele taget faldt intet, der bare lugtede den mindste smule af kritik af Eddie, i god jord. Det havde ofte irriteret Linda, at hun konstant og hele tiden skulle passe på, hvad hun sagde, når talen faldt på ham.
Men det behøvede hun heldigvis ikke at spekulere på mere. Hun lænede sig tilbage i sofaen og hævede sit glas med rødvin mod Anne og Jeannette, der havde hjulpet hende med at få møblerne på plads og få hængt gardiner op i soveværelse og børneværelse; det måtte være det vigtigste til at starte med. Ellen sov allerede fast, men hun var også nem.
"Tak skal I have for hjælpen - for pokker, hvor er jeg heldig, at jeg altid kan regne med jer to."
"Selvfølgelig kan du det," sagde de to kvinder næsten i kor og smilede skævt til hinanden. De to så ikke hinanden særlig tit, men når de gjorde, kom de hurtigt ind i en gænge, hvor de enten talte i kor eller tog ordene ud af munden på hinanden; ganske som Linda også gjorde med dem begge to. De kunne være et forfærdelig irriterende trekløver. Linda lo lidt for sig selv - sådan havde de været næsten fra første gang, de mødte hinanden, og det blev åbenbart ikke anderledes. Men hun foretrak også en helt speciel type mennesker, så når hun endelig fandt en virkelig god veninde, så var det næsten stensikkert, at hun også ville falde i hak med de veninder, hun havde i forvejen.
"Hvornår skal jeg komme og hjælpe med at male?" spurgte Jeannette - hun havde allerede for to år siden, da de første små tegn på at skilsmissen nok var uafvendelig viste sig, lovet, at hun nok skulle hjælpe med at male, når Linda fandt sit eget. Hun var lesbisk og gift med Rikke, der i denne weekend var på besøg hos sine forældre, og de havde sammen en datter, der var lidt yngre end Michael. Jeannette lignede ikke den stereotype lesbiske, som mange forestiller sig - hun var lille og fiks med kort mørkt hår og altid ulastelig makeup. Rikke var noget mindre feminin end Jeannette; hendes udseende var nærmest androgynt. Men de klædte hinanden og gjorde hinanden lykkelige - det var i Lindas øjne hovedsagen.
"Det haster såmænd ikke mere, end det jager," lo Linda. "Det kunne jo have været meget værre - i teorien i hvert fald. Havde du ikke ferie i næste måned? Så kan du vel komme et par dage der, hvis du ikke har andre planer. Du kan da tage Rikke og Eva med og få en tur ud af det - Eva plejer jo også at lege så godt med Michael. Her er også plads nok til, at I kan sove her alle sammen." Linda vidste nu godt, at de ikke havde andre planer. Rikke var sygemeldt, og Jeannette gik arbejdsløs, så pengene var små og rakte ikke ligefrem til rejser. Men der var jo ikke nogen grund til at vade i det, heller ikke selvom Jeannette havde lovning på nyt arbejde efter sommerferien. Hun var uddannet revisor og havde sjældent problemer med at finde arbejde. Hendes største problem i den forbindelse var, at hun let kom til at kede sig, og så blev hun enten fyret på grund af sjusk eller følte sig nødsaget til at gå ud og lede efter noget andet. Hun vænnede sig aldrig til den ydmygende samtale med chefen, der som regel fik det udkomme, at hun blev afskediget i al fredsommelighed, men fandt det lige pinligt hver gang.
"Jeg har jo også ferie i august, og jeg skal jo kun rejse i en uge denne gang - hvis det passer sammen, kan jeg da også komme; så kan vi få et par rigtige hyggedage ud af det," sagde Anne muntert. Anne var selvvalgt single og rejste alene et par gange om året - som regel ikke til de populære og moderne rejsemål, men til fremmede og anderledes steder. I år skulle hun dog til et så ordinært sted som Paris, fordi hun var blevet inviteret til at komme og besøge et stormagasin og signere bøger. Hun havde for nylig fået udgivet sin fjerde bog, som var blevet et stort hit; af uransagelige årsager var den hurtigt blevet oversat til fransk og var allerede solgt i stort tal i Frankrig.
"Det kan vi sagtens," svarede Jeannette. "Vi indretter os bare efter dig - det er ikke noget problem. Det er også alt for længe siden, vi har haft et par rigtige tøsehyggedage sammen, er det ikke?" Linda og Anne brød samstemmende ud i latter. Det var Jeannettes standardkommentar, uanset om de havde været sammen ugen før eller for et halvt år siden. Denne gang var det nu længe siden - Anne havde de sidste par måneder haft meget at se til på grund af sin bog og den nye bog, hun var startet på, og Jeannette havde haft travlt på det arbejde, som hun ikke længere havde, så det havde været svært at finde tidspunkter, hvor de alle kunne. Samtidig boede Linda helt nede på Falster, hvor Anne boede i København og Jeannette i Slagelse.
"Hvornår var det du skulle af sted?" spurgte Linda Anne.
"Første uge af august," svarede hun.
"Jamen det er jo allerede om en uge," sagde Linda. "Jeg gik og bildte mig ind, at der var længere til."
"Ja, ja, selvfølgelig gjorde du det. Hold nu op med at afbryde," sagde Anne utålmodigt. "Altså nu slynger jeg lige et knaldhurtigt forslag ud i luften: Hvis nu vi kunne aftale den anden uge af august, og vi så kom onsdag eller torsdag - så kunne jeg også tage med dig og hjælpe dig med udstillingen; var det ikke den søndag, du skulle på udstilling? Kunne du ikke godt bruge en hånd?" Linda smilede taknemmeligt. Hun opdrættede maine coon-katte, og i den weekend skulle hun ganske rigtigt på udstilling, og hun skulle have ikke mindre end fire af sine fem katte med. Der plejede godt nok altid at være folk hun kendte på udstillingerne, der også var klar til at give en hånd, hvis det hele faldt sammen, men det var nu rarest selv at have en hjælpende hånd med.
"Jo, det var det - og jeg skal lige love for, at jeg godt kunne bruge en hånd. Især en af dine smukke hænder, Anne. Din neglelak står altid så godt til en nyvasket kat." De grinede alle sammen. Det var ikke nogen hemmelighed, at Anne stort set aldrig brugte neglelak; hun bed negle i perioder, hvor hun havde travlt, hvilket var stort set altid, bortset fra de tre-fire ugers ferie, hun holdt om året, hvor hun tvang sig selv til ikke at arbejde. Det eneste hun tillod sig selv i ferierne var at skrive gode ideer ned i den notesbog, hun altid havde på sig. Hvis hun endelig skulle stadses ud med lak og lange negle, måtte hun som regel en tur omkring sin neglesmed, som hun kaldte ham.
"Så kan du også hjælpe mig med at vaske. Du har sådan en dejlig beroligende effekt på Anton." Anton var Lindas hankat, nogenlunde så stor som et hus og god som dagen er lang, så længe samværet ikke inkluderede shampoo.
"Nå, så skal jeg måske også holde hans ene ende, når han skal vises frem? Hvilken ende skal det være?" sagde Anne spydigt. De grinede igen. Anton var ikke langt fra at være en meter lang og vejede knap ni kilo uden at være det mindste fed, og det var sin sag at holde ham strakt ud, når han skulle vises frem for dommerne, selvom han var en god og rolig udstillingskat, der tog det hele i stiv pote. Blandt kattevennerne gik han under kælenavnene "Skravlet" og "Det lille Myr". Oven i købet var han en rigtig flot kat, der tit kom på podiet, og Linda var ikke så lidt stolt af selv at have "lavet" ham. Samtaleemnet kom i det samme valsende ud fra køkkenet og hoppede op i sofaen for at hilse på.
"Hvorom alting er, så har han nu også en dejlig beroligende effekt på mig," sagde Anne, der pludselig fandt sig selv med favnen fuld af lang, tigerstribet pels. De to havde et særligt forhold. De swingede bare godt sammen. Hver gang Anne var på besøg, opførte Anton sig, som om hun boede der til hverdag og bare havde været et smut i byen for at hente kattemad. Han sov også fast ved hendes side, når hun sov der på trods af, at han ellers ikke var en sengekat og aldrig sov hos Linda, med mindre hun faldt i søvn i sofaen foran fjernsynet, hvilket hun havde et sjældent talent for.
"Næh, ham skal jeg nok bære selv. Jeg holder så meget af at vise mine store overarme frem," grinede Linda. Jeannette grinede med ovre i sit sofahjørne. Linda var godt nok ikke ligefrem hverken en splejs eller lille og fiks, men hvis der var noget, hun ikke havde, så var det store overarme. Hun havde mere end en gang joket med, at hun skulle have valgt rex'er eller abyssiniere i stedet, når nu de store bæster alligevel ikke bidrog synderligt til hendes armes størrelse.
De drak lidt mere rødvin og slappede af, mens samtalen nærmest af sig selv gled hen på mænd, man ikke kunne regne med.
"Ja se, det er jo endnu en grund til at være til kvinder i stedet for," sagde Jeannette.
"Jah," sagde Linda, "men udvalget bliver altså også noget begrænset på den måde. Næh, jeg tror sgu jeg vil blive biseksuel - så har jeg da gjort hvad jeg kan for at udvide mine jagtmarker mest muligt. Der er bare det pokkers ved det, at jeg overhovedet ikke tænder på kvinder, men det må jeg vel bare se at komme over."
"Ja, det kunne være ellers være fint", sagde Anne. "Så kunne du fordoble dine muligheder for at finde en narrøv, for du skal da ikke gå og bilde dig ind, at kvinder ikke kan være narrøve!"
Jeannette rakte en formanende pegefinger i vejret. "Hov-hov du. Lesbiske er pr. definition ikke narrøve. Det er ikke til diskussion - sådan er det bare!"
Linda lo, men så sukkede hun. "Ja, jeg er sgu godt nok ikke heldig med de mænd," sagde hun, pludselig trist. "Det må være et eller andet ved mig, der bringer det værste op i dem, eller også bliver de rigtig gode mænd bare ikke tiltrukket af sådan nogen som mig. Og denne gang virkede det ellers så rigtigt - på en helt anden måde, end jeg nogensinde har oplevet det før. Altså det var jo for pokker derfor, jeg giftede mig med det gamle fjols! Og bare for at sætte prikken over i'et, så føler jeg samtidig, at jeg egentlig er for gammel til at have det, som jeg har det nu."
"Man bliver aldrig for gammel til at have følelser," sagde Anne tørt. "Og hør lige dig selv. Man skulle tro, at du var femoghalvfjerds og ikke femogtredive. Du er altså ikke engang midaldrende. Men det der "gammel-flip" synes jeg godt nok, at jeg har hørt fra dig et par gange efterhånden - det var åbenbart vældig traumatisk for dig at fylde tredive, selvom du ikke lod dig mærke med det dengang."
Linda kunne ikke lade være med at le af Annes slet skjulte flabetheder.
"Tak for reprimanden," sagde hun. "Jeg gider i virkeligheden heller ikke bruge mere energi på at spekulere over det, men ind imellem kommer det altså op til overfladen alligevel."
"Så er det godt, at du har os til at få dig ned på jorden igen," sagde Anne. "Og i øvrigt dukker den rigtige sikkert op før eller siden, hvis du virkelig vil det."
Linda grinede. "Har du noget som helst begreb om, hvor mange gange jeg har hørt lige nøjagtig den sætning de sidste femten år?"
I det samme klikkede det i babyalarmen. "Jeg tror, min datter er sulten," sagde Linda og gik ind til hende. Da hun kom ud igen, var Jeannette og Anne gået ud på badeværelset for at gøre sig klar til natten. Hun trissede efter dem med et par friske håndklæder fra skabet og fandt sin egen tandbørste frem.
"Nu husker du, hvad du lovede i morgen tidlig, ikke?" sagde Jeannette. "Det var i virkeligheden kun derfor, jeg kom i dag - det var slet ikke, fordi jeg gad hjælpe dig med at flytte."
"Jo da," svarede Linda muntert. "Du vil gerne have en halv grapefrugt, sort kaffe og tørt toastbrød til morgenmad, fordi du er på skrump."
"Nej!" udbrød Jeannette og Anne i kor, begge med noget nær rædsel i stemmen. "Engelsk morgenmad, tak - med det hele!" Jeannette så bebrejdende på hende under det fugtige pandehår.
"Jeg har ikke glemt det, og jeg har købt ind til det, så bare rolig. Jeg holder altid hvad jeg lover," sagde Linda. "I øvrigt er det vel efterhånden også nærmest en tradition."