Vi kalder os selv dødelige. De dødelige, det er homo sapiens, som kommer til verden som små rene spædbørn, vokser op på jorden, lever på jorden, og dør på jorden.
Når døden indtræffer, bliver kroppen begravet og atter til jord, og det noget indeni, som kan kaldes sjælen, det flyver frit ud af sin midlertidige bolig, og har i en kort periode sin fulde hukommelse over alle de mange rejser, sjælen har foretaget i forskellige kroppe på visit på jorden. Når det er tid, så træder sjælen atter ned i en krop, og hukommelsen udviskes. Jordelivet har bestemt et formål for den enkelte sjæl - og formålet er at lære.
Så findes der udødelige. Udødelige er mange steder kendt som Guder eller Mestre - og forskellen mellem dødelige og udødelige er, at de sidste har deres fulde hukommelse med sig altid. De lever ikke nødvendigvis i samme krop hele tiden, de kan også starte forfra i en ny, i et nyt liv. Men deres hukommelse er intakt. Deres formål er ikke længere at lære på jorden, men derimod at lære fra sig.
Så på en måde er vi alle udødelige, der i kortere eller længere tid bebor en dødelig krop - for at lære, eller måske lære fra os, og på den måde lære mere om os selv. Forskellen ligger i, om vi har vores hukommelse med os eller ej.
Det hele - hele formålet med Jorden og vores liv på denne - handler om bevidsthed. Bevidsthed udvikles og foregår i trin. For at hoppe fra et trin til et andet, så må vi lære det, der skal til. Det er som en skoleklasse, 1. klasse, 2. klasse, 3. klasse, 4. klasse. Vi følges af. Vi kan kun komme op i næste klasse sammen. Og det sker, når nok har lært det, der skal til. Vi, hele jordens befolkning, behøver altså ikke alle have lært det hele, men der findes et vist minimumsantal, som kan sikre, at vi rykker op i næste klasse. Dette minimumsantal er en slags "kritisk masse", som, når den nås, pludselig er stærk nok til at påvirke og overføre den viden til resten af jorden, hvorefter alle er klar.
Det er derfor, der ofte tales om de 144.000. Det er et antal, rigtigt eller forkert, for den kritiske masse, der skal til, for at løfte hele jorden. Problemet er, at mange tror, at de 144.000 er specielt udvalgte, en særlig gruppe, et fornemt overklasseselskab, som der kun udstedes specielle guldrandede invitationer til. Hvis man er en af dem, så er man noget, udvalgt, betydningsfuld, mere end de andre.
Men det er ikke rigtigt. Der udsendes ikke specielle invitationer, alle i live er inviterede, festen er åben for alle - og du bliver ikke mere medlem af at kalde dig Carina eller Crimson, Børge eller Buddist, Karl eller Kristen, Helle eller Hindu, Søren eller Shaumbra. Medlemskaber kommer ikke af at bære et bestemt emblem, en bestemt dragt, at mødes med bestemte mennesker, udføre bestemte ritualer, at tale med bestemte ånder, engle, ærkeengle, guider, guder eller kanalisere det ene eller andet.
Alle disse retninger, små og store fællesskaber, religioner - det er alle tilbud om at lære det mere, der skal til, for at komme op i næste klasse. Men det lukker ikke andre ude - og dem indenfor cirklens beskyttende varme er ikke "frelst". Ingen er frelst, før alle er med.
Men når vi som mennesker begynder at betræde denne vej til mere oplysning, så er det næsten uundgåeligt, at vi præsenteres for alle disse forskellige lukkede selskaber, som alle mener, at de har fat i den absolut vigtigste snor til direkte opstigning. Det er godt, de er der - alle sammen, for vi har hver vores vej, hvert vores sprog, og de fleste siger det samme på hver sin måde, så der altid findes noget, vi kan forstå - men ulempen er, at de ofte lukker andre ude. Det er enten eller. Enten er du med os eller også er du imod os.
Men livet står jo ikke stille. Så hellere være løsgænger på min vej, snuse til det ene, snuse til det andet. Bruge det, der passer mig. For at gøre det, skal man have et indre kompas, der altid viser Vejen Frem for en selv, uanset hvor mange gange, man snurrer rundt. Dette indre kompas hedder Hjertet.
Hjertet kender vejen, og det er ikke klicheer. Dit hjerte kender din vej. Altid - til hver en tid, uanset hvor forvirret, hjernen kan blive. Så lær dit hjerte at kende, et af formålene med meditation er at lære hjernen at tage en fritime, mens man lytter til sit hjerte. For hjertet taler anderledes stille end den dominerende, højtråbende hjerne. Ingen af dem kan undværes, slet ikke. De skal kombineres, men lyt efter dit hjerte, det taler stille og i sit eget sprog, men har du først fået lavet en hjerte-ordbog, så vil du ikke fremover være i tvivl - om du skal gå til højre eller venstre, tilbage eller frem... eller blive stående.
Mit hjerte svarer tit med tårer - oftest når det er ting, der slet ikke kan forklares eller rummes lige nu og her. Tårer på en ganske bestemt måde, som løber lydløst ud af mine øjenkroge, glider ned af kinderne i en stadig bredere strøm, de to strømme samles på halsen og ender i en lille sø mellem mine bryster. I min hjerte-ordbog står der: Dette er vigtigt, dette er sandt for dig. Gem det til senere, for du forstår det ikke lige nu, men på et tidspunkt tager du det frem igen, og så vil du se en større sammenhæng.
Så fra den ene dødelige til den anden: Lyt til dit hjerte - og lykke på rejsen.