Tobias var fem, da hans mor fortalte hans far, at Tobias var hypermobil. Den observation havde hun gjort, da hun den samme dag, havde fundet Tobias med det ene ben placeret omkring hans nakke, uden at dette så ud til at genere ham.
   Tobias far mente, at dette nok bare var en periode, hvis man bare ignorerede det, gik det vel over af sig selv. Således vænnede familien sig hurtigt til at se Tobias ligge og lege med sine biler på tæppet i stuen, med det ene ben over nakken. Tobias selv havde aldrig givet nogen form for forklaring på sin mærkværdige stilling, men han sagde heller ikke så meget. Dette foruroligede hans mor, mere end at hendes søns fod befandt sig nærmere hovedhøjde end hos andre børn. Hun forsøgte ved, hver en given lejlighed at få snakketøjet på gled. "Hvad har du så leget i børnehaven i dag," spurgte hun, når hun havde hentet ham i børnehaven. "Fly," svarede Tobias, som sandt var. "Nåh? hvad var det så for en slags leg," spurgte moren videre. "Fly," svarede Tobias endnu engang. "Men, hvad handlede legen om?" Det var på dette tidspunkt af samtalen, at Tobias tog det ene ben langsomt over nakken, og vippede forsigtigt tilbage mod ryglænet for ikke at miste balancen, og for tredje gang svarede: "Fly."
   En solrig lørdag eftermiddag, mens Tobias’ mor klippede roserne ned, legede Tobias i sin sandkasse. Moderen forsatte sin sædvanlige række af spørgsmål om Tobias’ gøren. "Hvad leger du, skat?" spurgte hun. "Parkering," svarede Tobias, og placerede en gul plasticbil med brækket hjul i en, i sandet afmærket firkant. "Hvad går det så ud på?" Fortsatte moderen. "At parkere," svarede Tobias, og lod den gule bil bakke ud af firkanten og ind i den modstående. "Men hvad handler legen om?" Forsøgte moren sig igen, denne gang med tryk på handler. "Parkering," svarede Tobias sin mor, og førte endnu engang sin højre fod op omkring sin nakke. Men Tobias havde glemt kendsgerningen, at han i dag ikke var placeret på en stol, men i sand, hvor der ganske vist efterhånden var kommet en yderst behagelig hulning, som passede ham godt som sæde, men stadigvæk var det ingen stol, så om på ryggen faldt Tobias. "Kan du sætte dig op Tobias, ellers bliver du bare syg." Tobias satte sig besværligt op stadig med det ene ben om nakken, og denne gang lykkedes det ham at blive siddende, indtil hånden igen blev tiltrukket af den gule bil, men da var hans mor gået ind.
   Tobias gav sig til at kigge op i himlen, den var blå med enkelte hvide vattotter, og en blomstrende gren, der gjorde krav på halvdelen af hans synsfeldt. Grenen havde lyserøde blomster. Træet, grenen sad på, var det sørgeligste træ, han kendte. Når det blomstrede fandtes der ikke noget smukkere, syntes han. Men når træet ikke længere havde kræfter til at bære blomsternes umådelige skønhed, tabte det dem, og de svævede ned på jorden, hvor de blev sorte af jorden, eller gule af græsset. Hvorefter de forsvandt sporløst, og i stedet fik træet til opgave at bære grønne, brunplettede monstre, der var sure selv med sukker på.
   Tobias rykkede sig lidt, for at få sandet til at forme sig efter hans krop. Det ene ben havde han oppe over nakken, det andet lige ud for sig, og armen rundt om det ben der sad fast om nakken, for at surre det ekstra godt fast. Det udstrakte ben kildede og sov, han bevægede det lidt frem og tilbage, og gav sig til at løfte det op og ned. Det var en kran. Under hans fod hang tonstunge containere, som det var hans ansvar at sørge for blev læsset korrekt. Højere op kom benet, og højere og højere blev skibet der skulle læsses, til sidst blev kranen sat i frigear, den sov ikke længere. Det gjorde Tobias til gengæld, nok så lykkelig hvilende med hovedet på begge sine fødder, og med hænderne placeret solidt på brystet.
   Endnu engang bekymrede de mange lemmer bag Tobias hoved ikke hans forældre, han havde nu toppet, mente de. Der kunne nu umuligt komme flere fødder bag hans nakke, det kunne kun gå nedad i antallet af fødder. Desuden, mente hans mor, kunne hans evner få ham ind på balletskolen. Derfor kom Tobias til audition på den Kongelige balletskole.
   Balletlærerinden betragtede Tobias og hans nakke, og derved også fødder, og prikkede lidt til anklerne, for at se hans mund vrænge sig i smerte, men intet skete. Det var dog ualmindeligt, mente lærerinden, og foreslog at Tobias kom ind på cirkusskolen.
   Således kom Tobias i lære som slangemenneske, og Tobias lærte at gå i spagat, slå kolbøtter og andre ting der er nyttige for akrobater. Hans mor var stolt, hendes søn skulle nok blive til noget, om end ballet var finere, var cirkus dog sjovere, sagde hun altid til sine veninder og svigermor, og de gav hende ret. De morede sig over Tobias, der lå ude i baghaven på ryggen, og vippede op og ned. "Han øver sig altid," sagde hans mor stolt, "han er så flittig. Snart kan han sidde op med begge ben over nakken, uden nogen støtte i ryggen. Har den dreng ikke en fantastisk balance?" "Jo, helt fantastisk," gav veninderne hende ret, han skulle nok blive til noget.
   Tobias blev efterhånden så dygtig til at sidde op, at han kunne lege med sine biler samtidigt, han nød det. Han nød at lægge i sin seng om aftenen, og kigge på billederne i sin ynglings bog, mens han saligt vippede op og ned. Han nød at få lov at sidde ved spisebordet med benene op over nakken, mens han spiste. Efterhånden med de samme, men mindre og mere kontrollerede vippende bevægelser, der lod hans mad falde præcis, hvorhen den skulle i hans mave. Hans far sagde: "Det er godt med en god appetit søn, det bliver man stor og stærk af." (selvom Tobias blev ved med at være lidt af en splejs)
   Således var alle parter tilfredse i et års tid.
   Den dag Tobias blev 7, havde hans mor inviteret gæster og lavet lagkage.
   Tobias sad for bordenden med benene over nakken. Han var lykkelig, de voksne grinede, over deres sædvanlige: "Den knægt forstår at tage benene på nakken!" Tobias forstod det ikke, men de grinede, og det var godt, vidste han.
   "Pust lysene ud," beordrede hans mor, og Tobias pustede, alt hvad han kan kunne, men intet skete. Hans far, der sad nærmest, rykkede kagen helt hen til bordkanten. "Pust dreng - alt hvad du kan," og Tobias pustede og pustede og kom længere og længere fremad i sine små ivrige vip. Et efter et blev lysene blæst ud, men det sidste længst væk blev stædigt ved med at brænde. Tobias tog en ordentlig indånding, vippede voldsomt fremad og blæste alt sin luft ud. Lyset gik ud, men i sin iver glemte Tobias at tage fra på bordkanten, han fik overbalance, og væltede med en vældig fart hovedet ned i kagen.
   Han kunne høre dem grine højt gennem laget af flødeskum, marengs og kagebund. Han mærkede luften forsvinde fra sine lunger, men da han ville åbne munden for at trække vejret, mærkede han kun den søde masse fylde sin mund. Endelig fik hans farfar ham hevet op, og fjernede flødeskummen fra hans øjne. Han så på dem, røde i hovederne, stadig fnisende og tørrende deres øjne, der stadig var fulde af lattertårer, med servietter.
   Tobias stak i et hysterisk vræl, hans mor ville trøste ham. "Vi køber en ny kage," og hun kyssede ham, og sagde grinende, at hun aldrig havde kysset nogen der smagte så godt, men Tobias var utrøstelig. Gaver, ny kage, kys og kram, intet hjalp.
   Den aften faldt Tobias hurtigt i søvn, for han var udmattet af sorg. Han sov uroligt den nat, for han manglede den gyngende fornemmelse i sin mave. Næste morgen vågnede han ved at hans mor kyssede ham på kinden. "Op lille Tobias, vi skal ud på cirkusskolen," men Tobias nægtede, og tog fra den dag af aldrig mere benene på nakken, og han blev til hans mors ærgrelse aldrig til noget inden for cirkus.