Jeg skynder mig at stikke fødderne i sandalerne, tager min jakke på og går ud af døren. Jeg har travlt hvis jeg skal nå toget.
   Klokken er kun halv syv, det er stadigt køligt, solen er kun lige stået op, og har endnu ikke varmet luften op, jeg fryser mine bare tæer, og jeg forbander at jeg ikke kan komme op om morgenen, og derfor ikke havde tid til at få mine Converse-sko på.
   Jeg løber af sted i mine sandaler, med tasken hoppende op og ned på ryggen. Klip, klap, dunk, dunk, lyder rytmen, akkompagneret af mit tunge åndedrag.
   Jeg når til stationen, og når lige præcis at se røven af mit tog i horisonten. "For sent," jeg skal lige tilføje et sukkende "igen," men kommer i tanke om at det kun er tredje gang i år.
   Jeg sætter mig ind på stationen, jeg snupper lige en Metro Expess på vejen ind, sætter mig på en af bænkene, og smider tasken på gulvet, uden hensyn til den bærbare der ligger deri.
   Der er 20 min til det næste tog går, jeg vender avisen om, jeg starter altid bagfra. Hurtigt læser jeg tegneserierne, og skimmer bagsidesladren: "Britney dårlig mor, alligevel gravid igen," rend mig.
   Fugleinfluenza, brændende flag og knivstikkeri, det er for dårligt burde jeg vil mene, men i dag skinner solen ind af de rustikke blyindfattede ruder, og danner en smiley på mosaikgulvet. Jeg folder avisen pænt sammen, og ligger den på bænken ved siden af mig, til den næste der kommer for sent til sit tog. Eller er jeg bare for doven til at bevæge mig over til skraldespanden? Jeg bekræfter mig selv i det første, liggende bliver den i hvert fald.
   Jeg finder min MP3er frem fra taskens dyb, det er kun den ene høretelefon der virker, men det går nok. Kan overleve dårlig lyd for, for et øjeblik at få blæst hjernen ud af kraniet og pustet smukke toner ind i stedet.
   Der er fem min. til toget kører igen, jeg skifter sang og skruer lidt op. Jeg stener, stener for vildt, betragter støvkornene i solstrålen der kommer gennem vinduet, det er ironisk så meget støv der er, på trods af den krig vi har erklæret i mod det, skidt forgår ikke så let, siger man hvis.
   Jeg letter mig, og trækker tungt tasken op på ryggen igen.
   Inde i toget er der trængt, jeg rejser op mig op for en ældre dame, der kommer ind i kupeen, hun smiler idet vi passerer hinanden, jeg stiller mig ud på gangen, og læner mig op af en væg. Jeg spænder i kroppen for ikke at miste balancen, idet toget sætter i gang.
   Ved siden af mig står en mand, han er midt i fyrrene, han brokker sig, toget er forsinket, toget er overfyldt, det bliver regnvejr i morgen, og på grund af solen er der alt for varmt i toget, hvad sker der for air-conditionen? Han snakker til mig, jeg ved det godt, men jeg overhører ham, bare for at han kan bekræfte sig selv i at ungdommen nu til dags, er nogle uhøflige snotunger der alle vil få tinitus inden de er fyldt 20.
   Jeg skifter til noget forfærdeligt larm, for at bruge min mormors udtryk, og skruer op, højt op, så højt at jeg får ondt i ørene, til gengæld breder et grumt smil sig på min mund. Toget stopper, og jeg må støtte mig til væggen for ikke at vælte. Jeg kan se at manden mumler noget, mens han haster ud af toget.
   Jeg har reddet din dag, indrøm det Fister, inderst inde er du taknemmelig, nu har du stof nok at snakke om resten af dagen. I dag behøver du ikke at tygge din frokost femten gange for at undgå tavsheden, i dag kan du snakke med, du kan ligefrem starte en samtale, i dag har du noget interessant at sige. Jeg er din dagens helt!
   Jeg slukker for MP3eren og tage høretelefonerne af. Jeg skal af næste gang. Jeg finder et punkt i det skiftende landskab at stirre på. Engang imellem kigger jeg rundt på de andre i gangen. Træer eller måske buske farer forbi derude, jeg ænser det ikke, ser bare det er grønt. Jeg har travlt med at opfange, så meget af mine medpassagerer som muligt, uden at de ser det. Jeg udspionerer dem på det groveste.
   Men folk er opmærksomme, de ved at de andre kigger, de er som jordegerne, engang i mellem kigger de lige op, for at se om der er nogle farer på færre. Alarmen går i gang, hvis man møder en andens blik, pinlige sekunder opstår, inden de hurtigt sænker blikket ned i jorden igen, man kan næsten se, hvordan de dukker sig ned i hullet igen. Mennesket er dumt, det er bange for et sølle jordegern, i det mindste dukker det rigtige jordegern sig kun, hvis det er noget rigtigt farligt som en ørn eller en hyæne der kommer.
   Jeg trykker på den grønne knap, og sekundet efter åbner døren sig, jeg tager mig god tid på de få trin, der er ned til landjorden. Trapper har aldrig været min stærke side, især ikke når der næsten er en halv meter mellem trinene, og man har en kæmpe taske på ryggen.
   Måske skulle vi bare blive på landjorden, droppe trappen, vi kunne skille alle boligkomplekserne ad og placere dem på jorden, så kunne alle også få en have at sidde i en morgen som denne. Hmm.. det går nok ikke, vi ville nok få pladsmangel, vi ville blive nødt til at droppe det med haverne så, og lade folk beholde deres altaner. De har alligevel ikke tid til at sidde der om morgenen.
   Jeg har ikke travlt, jeg spadserer langsomt mod bybusterminalen, og ganske som jeg har regnet med, må jeg for anden gang den dag lade mig nøjes med at se enden af mit transportmiddel. Jeg er ligeglad, det var lidt planlagt, ikke officielt selvfølgelig, min hjerne gjorde alt hvad den kunne for at nå bussen. Problemet er en lille ært, der sidder helt nede ved hjernestammen, hvor rygsøjlen ender. Engang i mellem er den ikke enig med hjernen, eller den er faktisk aldrig enig, den er bare sædvanligvis for doven, til at gøre noget ved det. Men den havde åbenbart set sit snit, til at sende sine lammerer ned i mine ben, og derved forhindre dem i at parere ordre fra hjernen, om at gå i panik, og løbe alt hvad de kunne mod bussen.
   Det er vældig smart, ærten sender automatisk små beskeder til hjernen, "nej, det var ærgerligt, men du kan jo ikke styre hverken busplanen eller togtiderne, så det er jo ikke din skyld," min hjerne lader sig manipulere, og giver sig til at forbande de hjerner der udtænker køreplanerne.
   Min ært har lige sikret mig et kvarter mere ude i den solbeskinnede frihed, jeg takker den ved at købe en kop varm kakao i den nærmeste kiosk.
   Jeg sætter mig på bænken ved busterminalen og giver mig til at nyde solen, og den nu opvarmede luft.
   Folk haster forbi, ind og ud af busser, der konstant kommer, og holder et lille minut, hvorefter de kører igen.
   En buschauffør, ryger sig en halv smøg inden han skal videre. Han har sort krøllet hår og et mørkt teint, han ser ikke gammel ud, højest 25. " Raaw," brøler løven i mig, og et sekund dyrker jeg hed elskov med ham på bænken, men han skal videre, han har en tidsplan at overholde, det samme har jeg, så vi må skilles.
   Ærten sætter ind, den vil have mig med bussen, men min hjerne er på vagt nu, og sætter hurtigt ærten ud af spillet med et skud endorfiner, hvilket får den til at glemme alt om bussen og dens chauffør. I stedet er den sikker på, i sin rus, at jeg trænger til at synge, jeg smiler, og giver mig til at nynne stille for mig selv.
   Min bus kører ind på holdepladsen, jeg ignorerer den lidt, indtil min hjerne tager træskoene med jernsnuder på, og giver mig et los i den, ifølge dens mening, rigtige retning.
   Jeg smider papkruset ud, lister mit buskort op af lommen, og bevæger mig sørgmodigt mod bus nr. 1.
   Bussens foldedøre lukkes, og den sætter i gang.
   Jeg føler mig som en fange på vej til fængslet, jeg rusker ikke i tremmer, men forsøger ihærdigt at holde fast i en gummistrop i loftet for ikke at snuble.
   Vi kører gennem byen, det tager sin tid, for morgentrafikken er tæt, jeg føler at jeg har fået udsættelse på ubestemt tid.
   Bussen er endnu mere proppet end toget, og vi står tæt med hver vores gummistrop. Hver gang bussen bremser op eller drejer støder vi ind i hinanden, ukendt hud mod min. Vi smiler, og undskylder hvis det går alt for voldsomt for sig.
   Det er rart, at stå sammen i en klynge, mærke varmen og lugten af sved og parfume. Hud mod min, små kærtegn, som for at sige, "vi skal klare det her sammen, vi skal alle igennem det samme, og vi vil overleve de næste 7 timer."
   Alle fortryder vi nu at vi ikke blev hjemme, ringede ind og meldte os syge, bare lige i dag, det er fristende, varmen, der ikke er hed, komplimenteret af en frisk vind. Endnu er intet visengult, men grønt som... ja, som nyudsprungen bøg en forårsmorgen.