3Oraklet
Den lille bil bumpede ned ad jordvejen. Forstanderen og chaufføre... [...]
Fantasy
9 år siden
8Reminder
Nethe kiggede længe ind af vinduet, før hun besluttede sig til at... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lise Andreasen (f. 1967)
Nethe kiggede længe ind af vinduet, før hun besluttede sig til at gå gennem døren. Der var alle mulige modeller, og alle mulige priser. Og selvfølgelig var halvdelen af vinduet optaget af den originale Reminder selv. Men i sidste ende kunne hun ikke gøre noget udenfor butikken, så hun tog sig sammen og gik ind. Hendes kjole hang fast i de tre små trin, der førte ned i selve butikslokalet.
   Lige indenfor døren tog hun et nummer (nr. 67), og travede så rundt og kiggede noget mere. Mobil-telefoner, notebooks og mini-bærbare stod på hylderne, og en hel væg var fyldt med de nye remindere. Hun gøs lidt, men hun havde besluttet sig. Det her var et værktøj, der kunne hjælpe hende, og selvom det lød lidt farligt, ville hun kaste sig ud i det. Det havde hendes far gjort, da han valgte at gøre modstand under 2. verdenskrig, og hun kunne ikke gøre mindre selv. Eller det mindede hun i hvert fald sig selv om, ligesom hun plejede når hun stod overfor noget nyt.
   Endelig blev nr. 67 kaldt op, og en ung fyr, en alt for ung fyr, hjalp hende med at lære de forskellige modeller at kende. "En Reminder har en masse ekstra-udstyr, og du kan koble den til din mobil-telefon og din computer med den her ..."
   "Jeg har ikke en mobil." Hun hviskede det næsten, og det tog et sekund eller to, før fyren så ud til at forstå det, men så sundede han sig.
   "Du kan også bruge den for sig selv, naturligvis." Hans frisure vippede kækt, da han nikkede og smilede til hende. Var der virkelig grønne glimt i hans hår?
   "Hvilke andre har du?"
   De gik hele sortimentet igennem. Først til sidst bad hun om priserne, og opdagede, at en Reminder var den suverænt dyreste. Den næstdyreste kostede kun det halve, og havde ikke den dyre forbindelse til mobilen, der var ligegyldig. Så hun valgte den, og tog så sin pengepung frem. Igen tog det fyren et øjeblik at forstå, at hun ikke havde noget dankort. Men så fandt de ud af det.
   "Held og lykke med din bambus!" Og så blinkede han til hende! Denne gang var det hende der ikke forstod helt hvad han mente. Men det var også lige meget. Hun havde fået købt sin reminder (også selvom den hed R3MeyeND), og fyren havde henvist hende til butikken ved siden af, hvor den skulle installeres.

På vej hjem var hun forbi sine forældre. Det plejede hun torsdag eftermiddag. Hun sagde ikke noget om R3MeyeND -- hun skulle lige prøve den først. Men hun tænkte på den, og havde svært ved at følge med i hvad moderen sagde.
   "Jeg så forresten et nyt sparetip forleden. At hvis man gemmer sine nylonstrømper, kan man bruge dem som overtræk på fuglefoder til vinter. Lyder det ikke smart, Agnethe?"
   "Jo jo."
   "Ja, man skulle bare klippe de stykker fra, som ikke var løbet selvfølgelig. Ja, når jeg tænker på dengang, hvor vi slet ikke havde nylonstrømper. Kan du huske det, far?"
   Faderen gryntede ubestemt -- siden hjerneblødningen havde han ikke sagt ret meget, og slet ikke i samtale med moderen. Gad vide om de snakkede, når hun ikke var her?
   "Det er så smart i dag, og så nemt at købe nyt. Men man skal alligevel huske at gemme det gamle, man ved aldrig hvad man kan bruge det til. Her fornylig stod jeg såmænd og fik brug for nogle af de gamle låg, vi havde til sodavand. Patentlåg, der kunne lukkes igen. Så er det jo heldigt, at far havde en hel lille æske fyldt med dem. Dem kan man ikke bare gå ud og købe igen, vel far?"
   Grynt.
   "Jeg håber også, du gemmer dine syltetøjsglas som vi har snakket om, Agnethe."
   Nethe tænkte. Skulle hun indrømme, at hun var begyndt at smide dem ud, fordi hun alligevel aldrig syltede? Heldigvis ventede moderen ikke på svar.
   "Det var forresten også nyttigt dengang far var frihedskæmper. Ja, vi snakkede jo ikke så meget om det dengang. Men jeg så godt, at han en gang imellem tog en af mine konservesdåser eller noget snor. Der var jo mangel på alting. Tænk hvis vi ikke kunne have saboteret tyskernes tog, bare fordi jeg ikke havde gemt en stump snor! Ville du have kunnet tænke dig at være sabotør i dag, hm, Agnethe?"
   Nethe opgav at finde på et svar. Før hun nåede at få tænkt over det rimelig håbløse spørgsmål, var moderen alligevel i gang med noget andet.
   "Ja, der var meget vi var tvunget til under besættelsen. Men 'ingen er fangne, når tanken er fri'. Ja, eller sådan tænker jeg i hvert fald om den ting."
   Hun skævede til uret på væggen, og regnede på, hvornår hun kunne tillade sig at tage hjemad.

Da hun var vel hjemme, lod hun sig falde om i sofaen. Hun tog sig til venstre øre. Det var lidt ømt, men hun kunne ikke mærke en bule eller noget. Og det var gået forbløffende hurtigt. En læge havde taget hendes blodtryk, kigget ind i hendes øjne og ører, og bedt hende gribe en bold. Det sidste begreb hun ikke formålet med, men hun turde ikke spørge. Og så havde han med det samme skrevet en "henvisning" -- den henvisning hun gav ham tilbage et øjeblik senere i det næste lokale. Her gav han hende en lokalbedøvelse bag øret, og 10 minutter senere kunne hun rejse sig op igen.
   Så testede han udstyret længe nok til at hun kunne bekræfte, at hun kunne høre en summetone. Og så sendte han hende hjem, med instruks om ikke at vaske hår eller i det hele taget pjaske med vand omkring ansigtet den næste uge.
   Da hun var tilfreds med, at man ikke kunne se eller mærke noget, bladede hun i håndtasken og fandt pakken, reminderen havde ligget i. Og her fandt hun også brugsanvisningen. Der var på japansk! Hun pakkede den ud, og stirrede på den, men lod den opgivende falde ned i skødet. Det her havde den unge fyr ikke sagt noget om.
   Hun kiggede sig om i lokalet. Japansk? Hun kendte ikke engang nogen, der talte japansk. Selv hendes friske nevø, der havde rejst i Østen, havde aldrig lært nogle af sprogene, og da slet ikke skriftsproget.
   Hun besluttede sig for at tage en lur. Måske ville det hjælpe at sove på det. Godt nok plejede hun ikke at sove om eftermiddagen, men det var ligesom om, det havde været en lang dag.
   Da hun vågnede igen, havde hun virkelig fået en idé. I pakken var der også en CD med brugsanvisningen som dokument. Hun fik startet computeren og bad Google om at oversætte teksten til dansk. Godt nok var det kun ca. hvert tredje ord, hun kunne få mening ud af, men det var nok til at komme i gang med at installere programmet og finjustere det. Summetonen lød igen i hendes ører, og så gik det derudaf.
   Have? Nej. Selvom hendes mor ville have været stolt af hende, hvis hun selv dyrkede sine grønsager, havde hun aldrig selv haft lyst til det.
   Bil? Heller ikke. Økonomien var god nok, men ikke stor nok til en ny dyr bil, eller for den sags skyld en gammel, billig bil, der hele tiden skulle have dyre reparationer.
   Mad, potteplanter, rengøring, hygiejne -- det var der allerede sat kryds ved. Hun tilføjede et par abonnementer, hun skulle huske at fornye, og konstaterede at det her program ikke kendte noget til "fisk 2 gange om ugen" eller "6 om dagen".
   Tilfreds med, at hun nu havde et passende udvalg af påmindelser, gemte hun opstillingen, og satte kryds ved "Test". Selvom manualen var på japansk, var programmet heldigvis på engelsk, og ordet test kunne vel ikke misforstås.

14 dage senere låste udlejeren sig ind i lejligheden, og holdt sig omgående for næsen. Det var heldigvis første gang, han selv havde prøvet det her, men han havde hørt historier, og havde været forberedt på, at lugten ville overvælde ham. Han så sig omkring, og fandt kvinden (eller resterne af hende) foran den stadig tændte computer, hvor hun tilsyneladende havde været i gang med at skrive et brev. Foroven stod der " R3MeyeND -- talegenkendelsesmodul". Og nedenunder kom selve brevet.

Kære bror!
   Du ville være så stolt over mig, hvis du kunne se mig nu. Jeg har endelig fundet et system, så jeg kan huske befrielsesdagen, og sætte lys i vinduet aftenen før.
   Jeg kan også huske at vande blomster. Det skal jeg faktisk nu. Hæng lige på.
   Blomsterne fik også fjernet visne blade, når nu jeg var i gang. Det er et rigtigt smart system det her. Vent, jeg skal lige checke postkassen.
   Hvordan går det med dig og Tina?
   Har du husket tante Emmas fødselsdag?
   Hvor har du forresten opskriften på mors juleand? Den får jeg brug for næste uge.
   Det er ellers et rigtigt smart system. Selvom -- lad mig lige slå det fra. Reminder, dismiss. Nu ville det have mig til at vande blomster igen. Nå, der var slet ikke en knap, så man kunne slukke. Og den hjemmeside, der lover hjælp hvis man har problemer, er vist nede lige nu. Nå, men jeg kan jo også bare ignorere den.
   Har du fået lagt blomster på tante Emmas grav? Var det ikke hendes fødselsdag sidste uge?
   Mærkeligt. Jeg har vist ikke fået post i dag. Nå jo, jeg lagde den ovre i vinduet, da jeg skulle checke telefon-svareren.
   Det er en mærkelig fornemmelse sådan at blive mindet om alt muligt. Jeg har hørt rygter om, at man kan blive helt besat af at blive mindet om alt muligt. Det tror jeg nu ikke sker for mig.
   Hvordan går det forresten med dig og Tina?
   Jeg har lige fjernet visne blade på den blomst, I sendte mig til ...
   Post -- jeg har hentet post.
   Blomsterne er også vandet.
   Så hold dog op!
   Den åndssvage manual.
   Reminder, dismiss!

   Teksten kørte videre ned ad skærmen. Udlejeren kiggede et øjeblik ubeslutsomt på skærmen. Skulle han slukke eller ej? Måske ville hendes bror være glad for at få det her brev. Men så blev hans tankerække forstyrret af en ganske lille stemme. Han kunne ikke helt høre det. Trods lugten bøjede han sig frem. Noget med blomster? Det var ligesom om ... Han havde næsten øret helt nede ved hendes venstre kind, før han hørte det tydeligt. Jo, noget med blomster.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/08-2009 10:22 af Lise Andreasen (anemone42) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1731 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.