Det er mandag og kl. er 20:00. Baren har en vis art-deco stil over sig. Et design taget direkte fra en 50'er-film. En af de film med Elvis. I virkeligheden er lokalet ikke specielt stort, men de brune barstole og lakerede borde udstråler en vis uendelighed. Det er som om rummet aldrig ender. Måske er det bare, at jeg til forveksling ikke er alene. Det er en travl aften. Det er ikke rigtigt noget for mig. Jeg ser nok til folk i min fritid. Jeg tager herhen for at flygte fra dem. Det er ikke rigtigt lykkedes endnu. Jeg er stadig ved bevidsthed. Jeg må nok hellere tage hjem nu

En uge er allerede gået. Weekend endelig. Fredag er normalt også en travl dag, men sjovt nok er der ikke så mange endnu. Det passer mig helt perfekt. Læderstolene ved rygerbordene er tomme. Natten er stadig ung. Hvad er kl. egentligt? Arrgh fuck, jeg har glemt mit ur på arbejdet. Nå ja, jeg har intet jeg skal nå. På bardisken står 3 tomme shots Gin & tonic samt en halvfuld flaske Krystal. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg købte den flaske Krystal. Enhver anden flaske vodka smager ligeså godt. Men hvad fanden, jeg har penge nok. Bartenderen kigger lidt underligt på mig, men jeg er ikke rigtigt fuld. Ventilatoren blæser stadig på mig

Weekenden er vist ved at være ovre. Det er søndag eftermiddag. Jeg kan ikke lade være med at føle en vis hjemlig hygge i dette ellers sjæleforladte sted. Det kolde murstensgulv er endda yderst behageligt at gå på. Folk snakker også. De snakker udover den normale fuldemandssnak. Der bliver faktisk snakket alvorligt for en gangs skyld. En gruppe mænd står foran fjernsynet og diskuterer ihærdigt politik. Jeg kigger ud mod døren til gaden, der står halvt åbent. Den lille sprække sender det skarpeste lys ind. Det må være varmt udenfor i dag. Jeg har på en måde lyst til at rejse mig og forlade denne mørke bar, men alligevel bevæger jeg ikke en muskel. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg skænker mig selv en Martini og bunder. Nu jeg er i gang, så kan jeg da godt lige tage én mere ...

Jeg ved ikke hvilken dag det er. Jeg er dog sikker på, at det er weekend igen. Det tror jeg i hvert fald. Neonlyset fra barens loft skinner ned på manden, der sidder ved min side. Han har ævlet løs hele aftenen. Det er som han ikke kan tie stille. Han må da løbe tør for ord på et eller andet tidspunkt, må han ikke? Men hvad fanden, jeg lytter alligevel ikke til, hvad han siger. Jeg lytter ikke til, hvad nogen siger lige nu. Tingene er godt nok ved at være lidt uklare, men jeg er ikke fuld endnu. Jeg kan stadig se jukeboksen i hjørnet. Den spiller et eller andet nummer. Det er i hvert fald pop. Nogle piger danser under disko-kuglen. Den reflekterer det sidste lys i rummet ned på deres uskyldige ansigter. Jeg ved ikke helt hvorfor, men lige pludselig kigger de på mig og fniser. Jeg har lyst til at gå over til dem, men jeg vender mig i stedet mod bartenderen. Hans ansigt er ved at være utydeligt nu. Jeg har vist lige spildt en flaske sprut

Jeg holder ikke styr på tiden længere. Hvorfor også gøre det? Den er jo en snedig satan. Den gør alt, hvad den kan for at fucke dig op. Man kan ikke bruge den til noget. I hvert fald ikke på en bar som denne. Det er disse tanker, der går igennem mit hoved, idet jeg beder bartenderen om endnu en refill på min Bloody Mary. Jeg kan ikke lade være med at grine af ham. Ikke fordi han er sjov, men fordi jeg pludselig kommer i tanke om, at jeg egentligt ikke kender hans navn. Alle de gange jeg har siddet herinde, og så kender jeg alligevel ikke hans navn. Der kan man bare se. Tid spiller ingen rolle. Den er bare et ord folk har opfundet for at kunne retfærdiggøre, at ting udvikler sig. Det er denne bar et levende modbevis på. Jeg kaster et sidste blik rundt i lokalet og ser alt, der slet ikke er noget. For enden af baren møder mine øjne en kvindes. Hun ser lige så fortabt ud som mig, og alligevel minder hun mig om noget godt. Hvis jeg virkelig ville, kunne jeg nemt gå over til hende. Jeg kunne nemt redde hende, og hun kunne redde mig. Vi kunne flygte fra dette sjæleløse sted sammen og starte et nyt liv. Vi kunne faktisk blive lykkelige. I det samme mærker jeg stolen glide under mine ben. Jeg falder om. Afstanden mellem stolen og det hårde gulv føles som en uendelighed. Som alt andet herinde. I sidste sekund går det op for mig, at det hele startede og sluttede ved en kvindes blik. Jeg tror nu endelig, at jeg er fuld