Engang for længe siden fandtes der kun én nøgle og ikke andre. Nøglen var den eneste ene og noget helt for sig selv. Nøglen kunne åbne hver eneste dør eller skattekiste, eller hvad det nu skulle være. Den var svaret på alt! Folket, der levede under denne fabelagtige nøgle vidste, at hvis de bare holdt sig til den og bad den om hjælp, når de havde brug for det, så skulle de nok finde løsningen på alle problemer. Denne nøgle var grunden til alt liv, sagde de ældre, og uden dens tilstedeværelse ville der nok ikke være noget.

Det var aldrig blevet bevist, at den almægtige nøgle fandtes, men alle havde bare vænnet sig til, at den var der. Det hændte dog, at de yngre engang imellem stillede spørgsmålet: "Hvordan kan denne nøgle overhovedet eksistere, når ingen nogensinde har set den?" Når dette skete, blev de hurtigt sendt til overhovederne, der gav dem en ordentlig forklaring på, hvordan de nok skulle komme til at føle nøglens magt senere i deres liv. For det meste havde de unge det fint med denne forklaring og spurgte ikke mere ind til emnet. Alle havde det jo sådan set meget godt, og hvorfor så tænke videre på, hvordan den almægtige nøgle kunne være til. For det var den nu altså, og sådan var det. Man kan sige, at folket under nøglen nød deres afslappede liv, hvor alt var i den fineste harmoni og balance. Denne harmoniske og perfekte balance havde været der lige siden starten på folkets eksistens, og det var rimelig lang tid. Folket havde levet efter nøglens regler i al den tid, og det var de godt tilfredse med. Derfor strejfede det dem heller ikke at tænke på verden udenfor deres rige.

Det hele blev dog vendt op og ned, da der efter flere tusinder år, dukkede et andet folkefærd op. I starten var det bare en skrøne, der gik i udkanten af stræderne, men efter noget tid kunne folket ikke snakke om andet. Det nåede til sidst op til overhovederne, der fik at vide, at en klan fra de nedre og østlige lande (der stadig ikke var udforsket), havde brudt igennem rigets yderste grænser. Overhovederne var alle både forskrækkede og overraskede. For i alle deres år, havde de aldrig troet på, at der kunne eksistere liv udenfor nøglens rige, og overhovederne var faktisk kendt for at leve ekstra længe. Resten af folket var mindst ligeså overraskede, og ingen viste, hvad de skulle gøre af det nye folkefærd, eller hvad der nu skulle ske. Alle i riget prøvede igen og igen at spørge nøglen til hjælp, men ingen fik svar eller ny visdom. Endda ikke overhovederne.

I lang tid skete der intet, og alle var på bar bund, indtil et højst besynderligt forslag kom frem. Det gik ud på, at klanen kunne blive optaget af den almægtige nøgle og blive en del af deres rige. Det ville også give en god mulighed for at gøre deres nation større og forøge arbejdskraften. Alle var med på forslaget, selv de ældre, der ellers ikke var for sådan noget. Budbringere blev derfor sendt ud til klanens tilholdssteder, for at videregive forslaget til deres ledere. Klanen var forskellig fra dem på næsten alle tænkelige måder. De var ikke velernærede og plejede, men i stedet beskidte og udmagrede. Til gengæld var de meget stærkere og næsten dobbelt så høje som rigets folk, der nærmest var dværge i forhold til dem. De var heller ikke specielt kloge, men gik øjensynligt mere op i traditionelt hårdt arbejde, og så havde de også et helt andet sprog. Det tog derfor en del tid at få overbragt forslaget til dem, og der skulle mange budbringere frem og tilbage, før det var helt klart for klanen, hvad der foregik. Da var de dog meget taknemmelige, og accepterede uden tøven. De var nemlig kommet, fordi deres eget land i østen var blevet ødelagt.

Klanen faldt hurtigt til blandt rigets folk. Begge nød de godt af hinanden, og med klanens gode arbejdsindsats og folkets gode teknik, begyndte mange nye bygninger at spire op. Positiviteten spredte sig også langsomt blandt klanens folk, der nu ikke var trætte efter den lange rejse mere, men havde nok energi til at give sig i kast med rigets sprog og omfattende viden. Som tiden gik, kom der flere af klanens folk til, for de havde også hørt om, hvor godt det skulle være i riget. Det var rigets folk skam også meget glade for, for det betød jo bare, at der kom endnu mere arbejdskraft, men de ældre og overhovederne var ikke ligeså begejstrede. For selvom de mente, at klanen var god at have i riget, så mente de også, at det var ved at tage overhånd. Der var jo ved at være ligeså mange klan-folk som dem selv! Det hjalp heller ikke, at klanen var begyndt at bygge deres egne samlingssteder, hvor rigets folk ikke kunne komme ind og se, hvad der foregik. De syntes også det virkede som om, at klanen bevidst prøvede at holde sig væk fra det hellige nøgletempel, hvor man ellers skulle komme en gang dagligt. Specielt de ældre var bekymrede for, at disse "nye" folk ikke troede på den almægtige nøgles kræfter. Og deres bekymring var berettiget, for snart bekendtgjorde mange af klanens folk, at den almægtige nøgle altså ikke fandtes.

Rigets folk var chokeret over klanens manglende tro på nøglen. Hvordan kunne man tro, at den ikke fandtes? Klanen sagde, at der kun fandtes én nøgle, og at det var deres nøgle. Folket kunne slet ikke fatte, at man kunne sige, at der fandtes en anden nøgle. Deres almægtige nøgle var da den eneste rigtige. Men klanen stod fast i hvad de sagde. De bad kun deres egen nøgle om hjælp, og ville ikke benytte rigets templer. Det ville folket simpelthen ikke acceptere, og de krævede, at klanen måtte bede til den hellige nøgle, hvis de ønskede at bo i dens rige. Men lige meget hjalp det. Klanen ignorerede dem, uanset hvor hårdt de prøvede. Snart kom der en indbyrdes konflikt mellem klanen og folket om hvilken nøgle, der var den rigtige. Ingen kunne enes, og langsomt blev forholdet mellem de to værre og værre. Klanen flyttede sammen i små områder og skærmede sig fra påvirkning udefra, mens rigets folk gjorde deres bedste for at holde dem under kontrol. Snart var det eneste tidspunkt de talte sammen, når de kom i slagsmål over nøglerne. Til sidst ville folket ikke mere, og beordrede klanen til at forsvinde fra nøglens rige. Klanen kunne ikke forstå dette og spurgte om, de ikke bare kunne tro på hver deres nøgle. Men der var jo kun én almægtig nøgle, så det kunne de ikke gå med til, og de erklærede dermed krig mod klanen.

Denne nøgle-krig varede flere menneskealdre. Man ved ikke hvem der vandt, men man ved, at ingen fik opklaret hvilken nøgle, der var den rigtige. For som krigen udviklede sig, kom der endnu flere folkefærd med nye nøgle, og til sidst var det umuligt at kende forskel på dem. I dag er der så mange nøgler i denne verden, at man har været nødt til at dele dem op systematisk for at holde styr på hvilke, der hører til hvert nøglehul. Det sjove er, at noget som nøgler, der i starten kan virke som løsningen på alle problemer, kan ende med at volde endnu flere.