Det var i 1976. Sommerferien var lige startet. Jeg havde puttet noget tøj og en tandbørste i en taske, og stillet mig i siden af den nærmeste større vej, som vendte mod Paris. Som fattig studerende forsøgte jeg konstant at maksimere mine oplevelser og minimere mine udgifter. Jeg havde prøvet turen før. De sidste fire år havde jeg været i Paris på tommelfingeren. Altid alene - for jeg havde fået smag for at leve mig ind i fransk kultur, og det var umuligt, hvis jeg skulle bruge min tid på konstant at udtrykke alt omkring mig i ord. Sammen med andre ville jeg automatisk skulle bruge tid på at arrangere, reagere, acceptere og konkludere. Jeg ville have Paris for mig selv, og hadede tanken om, at skulle optræde som turist med kort, parlør og bøllehat. Jeg sørgede for at optræde så anonym som muligt, og jeg elskede når Pariserne tog mig for at være en af deres egne.
Om morgenen gik jeg af sted, så snart jeg havde fået min halve baguette og en skålfuld varm chokolade. Jeg bare gik og gik, lige indtil jeg satte mig om aftenen for at spise, inden jeg skulle sove.
De fleste turistatraktioner sagde mig intet. Kun Notre Dame brugte jeg tid på når jeg kom forbi og havde lyst. Den gamle dame er ikke nogen tilfældig kysk kulisse for den katolske kirkes ritualer. Hun har, på trods af en streng kirketugt, både lagt rum til fester, som æselfesten, hvor en nøgen skøge red omkring i kirken på et æsel, og krop til en komplet alkymistisk udsmykning. Som billedstormerne ikke nåede at få ødelagt ret meget af.

For mig er Paris som en kinesisk æske med flere byen inden i hinanden.
Om morgenen når jeg gik ind mod byen, afprøvede den skarpe morgensol de tillukkede bygningers geometri med linjer af lys og skygge, - ligeglad med enhver dekorativ facadeudsmykning. Overalt ser man kun lyse sandfarver og hører lyden af gadefejernes koste og vandet som løber fra de åbne brandhaner.
Når skyggerne bliver små midt på dagen tager byen en pause. Gaden er nu én eneste lang række af frugter, grøntsager, fisk, brød og alle mulige andre fødevarer. Her er ingen overflødig emballage eller fabriksfremstillede dybfrosne færdigretter. Der mærkes på - og duftes til. Alt i en stadig strøm af vedvarende overflod som fylder poser, tasker og net. Det hele for det halve i alle regnbuens farver.
Om aftenen mens mørket falder på, trækker duften at mad mange ned ved de små borde som står overalt i gaden. I halvmørket mødes venner og naboer over aftensmåltidet. Mørket trækker sin kåbe af kølighed efter sig, og giver gaden ny energi. Energi som hurtigt omsættes til at konversere, diskutere, gestikulere, ironisere og til alle de andre måder franskmænd meddeler sig til hinanden på. Når flammerne fra de levende lys på bordene spejler sig i menneskeøjet, spejler det menneskets sjæl med sig, og afslører de forelskede par.

Inden jeg tog af sted, havde flere af mine venner anbefalet mig at tage til London. Derfor købte jeg en billet til nattoget. Det var det billigste, og desuden kunne jeg samtidig spare en overnatning. I god tid ankom jeg til Gare St. Lazare. Jeg stillede mig på den perron jeg havde fået oplyst, men perronen var mennesketom, og det tog som holdt på perronen var ikke startet.
Pludselig begyndte togkontrolløren et par perroner derfra at råbe "Londré - Londré", og jeg sprang tværs over skinnerne, og løb i fuld fart hen mod toget, som allerede var på vej ud af stationen. Som i en ofte brugt filmscene, løb jeg med tasken i den ene hånd, hen mod den bagerste og stadig åben dør i toget. Nærmere og nærmere kom jeg. Først da jeg var en meter fra at springe, smækkede togkontrolløren døren i. At være så tæt på uden at lykkes, gav mig trods alt mulighed for at se glæden i hans ansigt ved at smække døren i, i hovedet på mig.
Der stod jeg tilbage. Skuffet over ikke at være på vej. Men den slaks sker, og jeg har lært mig, at der ofte er noget at opleve lige efter. Som om min skytsengel synes at der er noget jeg skal opleve inden jeg skal videre. Det eneste jeg nu kunne gøre, var at finde et hotelværelse, og så prøve igen dagen efter.
Området omkring Gare Saint-Lazare er ikke just et område som turister gider beskæftige sig med. Endelig fandt jeg et billigt hotel i Rue d'Amsterdam. Efter at jeg havde smidt mine ting op på værelset ville jeg gå en tur, før jeg skulle sove. Lidt længere henne ad gaden så jeg så pludselig Brian Ferry fra Roxy Music sidde i et vinduet i Hammam Club. Han havde en champagnekøler foran sig med en tom champagneflaske i.
Jeg tænkte - hva' pokker, når nu aftenen selv havde antydet at jeg skulle opleve noget nyt, så var det her den eneste mulighed jeg lige kunne få øje på. Jeg tog mig derfor sammen, og gik ind i baren og begyndte at tale til Brian. Men han var helt stiv og kunne ikke tale. Jeg satte mig ved nabobordet lidt væk fra vinduet og bestilte en øl. Herfra kunne jeg også holde øje med ham, hvis han pludselig skulle få lyst til at sige noget.
Mens jeg drak min øl, så jeg mig omkring. Baren var ikke engang halvt fyldt, men et par af ansigterne syntes jeg virkede bekendte. Jeg blev siddende i vished om, at der snart ville ske noget. Jeg drejede mig rundt og så, at baren var noget større end det var normalt i Paris. Baren var indrettet traditionelt med små borde og spejle overalt.
Jeg drejede blikket længere bagud, og så at der bagerst i lokalet var en gammel åben elevator med et jerngitter. Elevatoren var så slidt at den hver gang den kørte, lød som om, den spillede sin egen melodi. Det lød som:

Ioooow Ioooow Ow
Ioooow Ioooow Ow
Yoooow Yoooow Ow
Yoooow Yoooow Ow

Nu skete der noget.
Lech Walesa var på vej ned med elevatoren. Jeg var målløs, jeg troede han havde vigtigere ting at gøre på det tidspunkt. Han steg ud af elevatoren og gik hen til baren og snakkede med 4-5 kendte franske skuespillere.
Jacques Cousteau kom pludselig ned med elevatoren sammen med en ledsager, og satte sig i nærheden af mit bord. Nu havde elevatoren kendte mennesker med ned i baren hver gang den kørte.
Til min store forbavselse så jeg nu Prince Charles sidde sammen med en dame ovre i det fjerneste hjørne lidt væk fra alle andre. Damen lød som om hun var canadier. Men det så ikke ud til at nogen af de øvrige gæster bemærkede dem.
Efterhånden kom den ene kendte person efter den anden, og jeg tænkte "Hvad er det lige der sker her? Jeg forstod ikke hvilken forbindelse der var mellem alle de kendte personer i lokalet.
Efter at have grublet lidt, kom jeg til at tænke på, at de jo alle var nogens forbillede. En slags helte for mange selv om de alle var vidt forskellige. Både de som havde arvet deres rettigheder, uden at de måske havde evner dertil. De som havde evnerne, men brugte dem i egne interesser, og så var der dem som kæmpede for andres ret. Nogen var kendt for at brænde for en sag, andre var kendte af helt andre grunde. De var her i alle afskygninger.
Nu fik jeg en idé. Hvis jeg nu skrev alle de kloge ting ned som "heltene" sagde og så satte det hele sammen til én tekst, så måtte det jo tilsammen blive genialt.
Jeg ville derfor prøve om jeg kunne komme til at høre noget af det de talte om. Måske var der noget af det de havde sagt, som jeg kunne bruge til noget.
Med en øl i den ene hånd, og en serviet og en kuglepen i den anden, begyndte jeg at bevæge mig rundt i lokalet. Hver gang jeg fik opsnappet en sætning fra en af de kendte, noterede jeg den ned på servietten.
Da jeg forsigtigt passerede det bord hvor Charles sad, hørte jeg ham sige "I will be king, and you will be queen". Jeg vidste at Charles snart måtte gifte sig inden alle ville synes han var for sær, så jeg notere det straks ned.
Jeg lod mig tilfældigt glide forbi det bord hvor Lech Walesa sad, og hørte ham sige". "Nothing will drive them away. Buth we can be heroes, if we can beat them just for one day".
Nu hørte jeg Charles kvindelige ledsager sige "You can be mean" og Charles svarede "That's 'cause we're lovers, and that is a fact. And that is that".
Brian Ferry løftede hovedet netop da jeg passerede ham, og med lukkede øjne sagde han "Yeah, Yeah, I drink all the time".
Da jeg på vej tilbage til mit bord passerede Jacques Cousteau, overraskede det mig ikke da han sagde til sin ledsager "I wish you could swim, like the dolphins can swim. Jeg vidste at han lige var blevet færdig med en film om delfiner
Lech Walesa var nu i gang med at fortælle at han engang havde besøgt muren i Berlin, og at nogle af vagterne havde skudt hen over deres hoveder ud i ingenmandsland.
Jeg satte mig igen hen til bordet og prøvede at sætte nogle af ordene sammen til en linie som gav mening, Men efter at have prøvet i næsten en time havde jeg intet.
Hver gang jeg kiggede op, var der igen kommet flere kendte personer så det nu blev for underligt. Jeg opgav at få noget ud af de sætninger som jeg havde noteret og lagde kuglepennen og servietten fra mig, og gik op i baren og bestilte en øl. Jeg spurgte bartenderen om hvorfor der var så mange kendte mennesker samlet her, og hvorfor ingen andre undrede sig over det.
Bartenderen fortalte, at en stor del af de kendte personer som sad i lokalet, også engang havde været unge og ukendte. De havde også rejst omkring som rygsækturister inden de blev rige og berømte. Han fortalte også, at Hammam Club var den bar som var tættest på Gare St. Lazare, og at alle som kom med tog fra England kom ind her.
"Nu vender mange af dem tilbage i ferien, fordi de ved, at de kan opholde sig her uden at blive genkendt. Faktisk er der mange af dem, som tager deres venner med hertil for at nyde den udsøgte betjening her på stedet," sagde han.
Han kiggede op på mig med et skævt smil som hurtigt blev til er smørret grin, mens han sagde, "Undskyld, men jeg kommer lige til at tænke på noget" (han vinkede mig nærmere og hviskede). "Tror du, at det kan have noget at gøre med det agentur for "Look-A-Likes" som ligger ovenover på 1. sal?"

I mellemtiden var elevatoren kommet ned igen. Denne gang var det David Bowie. Jeg har været en stor fan lige siden jeg hørte hans indianerhyl i starten af "Here Comes the Night" fra det glemte "Pin-ups" album. Bowie gik direkte hen og satte sig ved mit bord da det tilsyneladende var tomt.
Jeg så han fandt kuglepennen og min serviet. Kort tid efter begyndte han at overstrege og skrive til, og pludseligt da det slidte drivhjul på elevatoren igen havde kværnet et par omgange af sin melodi:

Ioooow Ioooow Ow
Ioooow Ioooow Ow
Yoooow Yoooow Ow
Yoooow Yoooow Ow

Startede Bowie med at synge:

I, I will be king
And you, you will be queen
Though nothing will drive them away
We can beat them, just for one day
We can be heroes, just for one day

... her stoppede han og kastede sig ned på stolen, snappede ud efter kuglepennen og begyndteat skrive hurtigt og effektivt. På vej ud af baren så jeg begge Bowies forskelligtfarvede øjne lyne af motivation og initiativ, mens han skiftevis overstregede og skrev på min serviet.

Nogle måneder senere var jeg ude at køre og lyttede til bilradioen. Pludselig hørte jeg ordene

I, I will be king. And you, you will be queen

Her hørte jeg for første gang David Bowies (?) "Heroes".