Jeg ser dig. Du ser mig. Men vi kan ikke nå hinanden - væggen er imellem. Den skiller os, forhindre vores hænder i at mødes. Jeg ved den er der, væggen, men jeg kan ikke se den. Jeg ser kun dig og føler afstanden mellem os. Jeg følger dig, ser dig gå langs væggen - du leder efter en udgang, ikke? Jo, vi forstår hinanden, vi hænger sammen. Det er derfor jeg kan mærke din ensomhed og kan mærke sin sorg - jeg kan læse den i dine øjne.
Min egne løber over. Muren bliver tykkere, du føles længere væk, men jeg ser dig stadig klart. Jeg hvisker til dig, selvom jeg ved du ikke kan høre mig, selv hvis jeg råbte.
Vi fortsætter med at gå. Side om side, med væggen imellem os. Den vokser og vokser i tykkelsen. Og grumset. Du bliver uklar!
Nej! Du må ikke forsvinde!
Flere tårer fylder mine øjne, det slører mit syn endnu mere. Jeg tørre dem hidsigt bort - jeg vil ikke undvære at se dig. Jeg har brug for dig - og du ved det. Du ved det! Og alligevel forsvandt du... Jeg hader dig for det! - ved du ikke er værd at holde fast på, men jeg kan ikke. Kan ikke give slip, og vil ikke. Du er en del af mig, du hører til hos mig. Så jeg fortsætter med at gå... jeg har intet andet valg.
Muren. Den forbandede mur. Efterhånden som vi går, flytter mit had sig fra dig til muren. Det er den der skiller os. Jeg lader min hånd glide langs muren, mens vi går. Forestiller mig vi går hånd i hånd, tvinger min hånd til at føle din hån din min. - ved det ikke er sidste gang vi skal gøre det.
Tykkere og tykkere. Den bliver hele tiden tykkere og tykkere. Jeg kan ikke se dig længere! Der er ikke andet at gøre end at hoppe - at se dig i glimt er bedre end ingenting. Men jeg bliver træt, stopper. Skal have pusten igen. Bare en lille pause. Næste gang jeg hopper er du væk. Væk! Du kan ikke være væk. Jeg løber, løber, spurter alt hvad jeg kan og hopper, hopper, hopper hele tiden. Men du er væk... væk for evigt...

Der er ikke andet at gøre end at synke sammen og græde...