Hun åbnede langsomt øjnene, det virkede som en umulig opgave. Aldrig før havde hendes øjenlåg føltes så tunge. Hun blev blændet af et skarpt hvidt lys, og missede med øjnene til de havde vænnet sig til det skarpe lys. Hvor var hun? Det sidste hun huskede var at hun kørte i en bil med Brad. Brad som havde kysset hende, og fortalt hende at han var forelsket i hende. Der var noget med hvinende bremser, en mur, braget. Pludselig huskede hun frygten i Brads øjne, måden han havde holdt hende hårdt ind til sig da de stødte ind i muren, var der sket noget med Brad?
   Hun slog øjnene vidt op, hvor var Brad? "Brad?" hendes stemme var hæs, og det føltes som om hun ikke havde brugt den i flere dage. "Brad!" hvæsede hun panisk. Det var helt galt, hvor var Brad!?
   Nogen rørte ved hendes hånd, hun kiggede op. Det måtte være Brad. Et ansigt med en varm gyldenbrun kulør, smukke brune mandelformede øjne, indrammet af store, røde krøller, der lignede ild, kiggede ned på hende. Ansigtet tilhørte ikke Brad. Hun mærkede hvordan hendes øjne blev våde. Hvorfor var Brad der ikke?
   "Rolig søde skat," hviskede kvinden der stod bøjet ind over hende. Hendes varme stemme var grødet, som om hun havde grædt.
   "Mor?" sagde hun hæst. Kvinden med de røde krøllet nikkede, og satte sig på en stol ved siden af sengen. "Hvor er Brad?" spurgte hun, og frygtede svaret.
   Moderen kiggede opgivende på hende, og tog en dyb indånding. Hun havde ikke behøvet at sige noget, Jess kendte allerede svaret. Hun ønskede ikke at moderen skulle sige noget, og alligevel skulle hun sige at han var okay, og at han kom lige om lidt. Hun knugede sig til et mikroskopisk håb, det værste kunne ikke være sket.
   "Han er stadig i live," beskeden fyldte hende med glæde, en lykkefølelse hun aldrig før havde følt, men det varede ikke længe. Beskeden var ikke slut, der var et 'men'.
   "Men han ligger i koma, og lægerne ved ikke hvornår han vågner, eller om han overhoved vågner igen," sagde moderen, og fik tårer i øjnene.
   Jess sank sammen, og stirrede op i loftet. "Jeg vil se ham," hviskede hun. For hendes indre øje så hun Brads smilende ansigt. Det pjuskede brune hår, de dybblå øjne, og hans perfekte skæve smil. Hun kunne næsten mærke ham holde om hende, og var helt sikker på at hun kunne høre hans hjerte hamre. Hans ru fingre der kærtegnede hendes kind, hans varme, bløde læber der kyssede hendes.
   "Lille skat, du kan ikke se ham, du bliver nød til at ligge i sengen lidt endnu," lød moderens stemme et sted langt væk.
   Jess åbnede øjnene, hun var slet ikke kommet så langt at hun selv kunne være kommet til skade ved biluheldet, hun mærkede efter. Det føltes ikke som om der var noget galt. Hun kunne sagtens bruge sine arme, og alle ti fingre, og benene... Nej, der var noget galt med benene, de ville ikke reagere. Hun kunne hverken vrikke med tæerne, eller bevæge benene. Var de der overhoved stadig? Hun løftede dynen for at tjekke, jo, de var der stadig, men det ene ben var lagt i gips, og kun knæet var ikke dækket. Det måtte være i tilfældet af at hun skulle bøje det, hvilket dog virkede som en umulig opgave, når man tænkte over at hun ikke engang kunne få hendes storetå til at reagere. Det andet ben var kun forbundet med et par kridhvide forbindinger tre steder.
   "Jeg kan ikke mærke mine ben," sagde hun, og kiggede spørgende på moderen, i håb om at finde svar på hvad der var sket.
   Tårerne sneg sig endnu engang op i de nøddebrune øjne, og hun tog endnu engang sin datters hånd. "Du har brækket højre ben tre steder på skinnebenet, og ét sted på låret. Og du er muligvis blevet..." hendes stemme begyndte at ryste, og hun måtte holde en pause, før hun kunne fortsætte. "Muligvis blevet lam fra hoften og ned, lægerne er ikke sikre på om du vil kunne genoptræne dem, så du kan bruge dem igen."
   Det var som om alt gik i stå, alle lyde forsvandt fra den lille hospitalsstue, det føltes som om hendes hjerte holdte op med at slå, og hendes mor tilstedeværelse virkede pludselig mærkeligt fjern. Lænket til en kørestol, resten af sit liv. Hun kunne næsten ikke trække vejret, som om hendes luftveje havde snoet sig sammen.
   "Jeg må se Brad," stammede hun. Moderen kiggede sørgmodigt på hende. Jessica satte sig op i sengen, og i det samme kom en læge ind på den lille hospitalsstue.
   "Velkommen tilbage Jessica," sagde han, og smilede. Han var høj og lignede mest af alt en hulemand, med sit lange hår og skæg. Han havde smaragdgrønne øjne, som strålede. "Hvordan har du det?" spurgte han, og gik hen ved siden af sengen. Han målte hendes puls, og blodtryk, og lyste hende derefter i øjnene med en lille lampe.
   "Jeg har det fint, ud over mine ben," svarede Jessica, og undgik øjenkontakt. Hendes hånd knugede sig, og hun ønskede inderligt at det hele bare var en dum drøm, som hun snart ville vågne fra.
   Lægen nikkede. "Ja, der er sket det, at du blev mast da I stødte ind i muren, og du har brækket ryggen," han holdte en pause. "Det er et mirakel at du ikke er lam i hele kroppen, og hvis du er heldig, vil du kunne genoptræne dine ben så meget, at du vil være i stand til at gå med blot en smule hjælp fra krykker," fortsatte han.
   Tårerne pressede på. Heldig?! Han kunne sagtens stå der og snakke om held, det var ikke ham der skulle lænkes til en kørestol resten af livet! Hun følte en bunke blandede følelser, og det var svært at holde styr på, hvad det præcist var hun følte. "Jeg vil gerne se min ven, Brad Mellow," sagde hun, og stirrede tomt på lægen.
   Hans øjne blev store, og han åbnede munden let, han var tydeligvis overrasket over hendes udbrud. "Jessica, du kan ikke,"
   Jess' blik fik ham til at tie, de lynende øjne var ikke til at tage fejl af. Hun var en stædig pige, hvilket hun også ville få brug for.

"Brad," hendes stemme bævede, og hendes hjerte føltes bare som en underlig stor klump, i brystet på hende. At se ham ligge sådan i sengen, ubeskyttet og sårbar, var frygteligt. Hendes Brad, der altid var der til at passe på hende, og ligge armene om hende, som en beskyttende borg, når hun var trist, lå nu hjælpeløs i hospitalssengen.
   Hun knugede hans hånd, og bed sig i læben for ikke at græde, men forgæves. En ensom tåre trillede stilfærdigt ned af hendes kind. Hun kiggede på ham, havde det ikke været for sonden, havde det sikkert blot lignet at han sov.
   Hun mærkede endnu en tåre presse sig på, men opgav at kæmpe imod. Hvis man ikke kunne græde i sådan en situation, hvornår så? Hun strøg hendes slanke fingre over hans håndryg. "Jeg ved ikke om du kan høre mig, eller om du kan fornemme at jeg er her," hun kiggede endnu engang på de lukkede øjne. "Jeg ved ikke om jeg nogen sinde vil se dit smil igen, høre dig le, eller trøste dig når du er ked af det," hun lukkede øjnene kort, og sank engang. "Men jeg ved, at jeg vil være her ved din side, uanset hvad der sker. Jeg lader dig ikke gå igennem det her alene," tårerne strømmede ned af hendes kinder, næsten som om de løb om kap. "Jeg elsker dig jo Brad," hviskede hun, og hulkede stilfærdigt.
   Døren indtil den lille hospitalsstue gik op. Jess kiggede forskrækket op. Den unge mand der kom ind, så helt forkert ud i ansigtet. En hvid bandage om hovedet, skjulte det meste af hans mørke vilde hår der plejede at stritte ud til alle sider. Øjnene der plejede at være fyldt med livsglæde, var blanke af tåre, og mørke af skyldfølelse og sorg. Smilet havde forladt hans læber, og han virkede underlig bleg. Han kiggede på drengen i hospitalssengen, og derefter på pigen ved hans side. Deres øjne mødtes, og en ubærlig smerte brød op i ham. Han brød ud i gråd, og sank ned på den nærmeste stol.
   Jessica sad ubevægelig, og kiggede på ham. Hun ville komme med en opmuntrende bemærkning, hun ville fortælle ham at det ikke var hans skyld, men ordene ville ikke ud over hendes læber.
   "Jeg er så frygtelig ked af det, Jessica," sagde han halvkvalt.
   Jess lukkede øjnene, og følte hans smerte som var det hendes egen. "Det var ikke din skyld Ben," sagde hun, og det lykkedes for hende at skjule gråden i hendes egen stemme.
   Han sad med hovedet skjult i hænderne, og græd. "Hvordan skal jeg nogen sinde kunne se ham i øjnene igen, hvis han overhoved," han behøvede ikke at sige resten, de vidste godt begge to hvad han mente. "Hvordan skal jeg kunne se dig i øjnene? Hvordan skulle du nogen sinde kunne tilgive mig?" spurgte han, stadig med ansigtet skjult i sine hænder.
   Det var forfærdeligt at se ham sådan. Fyren der plejede at have så meget overskud, at han kunne joke med alle, og stadig være rapkæftet hvis han skulle få noget tilbage. "Ben, se på mig," sagde hun bestemt. Hun vidste at hun måtte overbevise ham om at hun ikke bar nag.
   Han skulle lige til at løfte hovedet, men frygten for ikke at blive tilgivet, fik ham til at skjule det mere end før.
   Jess rømmede sig. "Ben Mellow, se på mig!" hun råbte ikke, men beslutsomheden i hendes stemme fik ham til at hæve hovedet. Deres øjne mødtes endnu engang. "Det var ikke din skyld Ben, det kunne ske for enhver," sagde hun, han rystede svagt på hovedet og skulle til at sænke det igen. "Ben, du har ikke brug min tilgivelse, for der er intet at tilgive," sagde hun.
   "Jo der er Jessica!" han tog en dyb indånding. "Jeg var uopmærksom et øjeblik, da," han gik i stå igen.
   "Livet går sin gang, og der er intet at gøre ved det," sagde hun, og smilede skævt. "Den eneste der skal tilgive dig, er dig selv. Lad være med at vær så hård mod dig selv, Ben, der er ingen grund til det."
   Det virkede som en evighed, før Ben endelig kiggede op. I noget der virkede som flere år, og på samme tid kun få sekunder, kiggede de hinanden i øjnene. Ben var den første der brød stilheden. "Tak, Jess," hviskede han knap hørligt.
   Hun smilede skævt, gabte, og gned sine øjne. Ben så på hende. "Du trænger til noget søvn," sagde han. Hun nikkede kort, lænede sig ind over sengen, og i det samme gled i hendes øjne i.