Det er bare skaebnen...aahhh...men denne skaebne kunne have vaeret ganske anderledes... hvis et enkelt ord, én sagde, ikke havde ladet dens skaebne blive en anden.
   Det var noget i den stil, hoer:
   Der var en verden...saa stor og bred at en del af den var sommer, og i den anden del var vintertid, kold, graat...soergeligt.
   Fra den del med vinter, var der en stemme der haevede sig selv, genert, men det vovede at stige hoejere end hun truede med at goere. Hun var en simpel pige, som dag og nat fodrede smukke oensker ofte i midten af storme og ensomhed. Hendes stemme ledte efter ly efter lang lang tids stilhed og endelig, en dag, fandt hun et ekko.
   En anden stemme fra sommerens verdensdel svarede forsigtigt og venligt, som kun vinden havde gjort det foer.
   Inden i sig selv, havde hun en droem, det var ikke en droem som dem vi har i sovende tilstand. Det var et stort oenske... Vinter pigen droemte om frihed, droemte om en smule glaede som hun i sine droemme havde fundet frem til.
   Og sandheden kunne ikke vaere stille, sandheden raabte hoejt ud til hende, saa hun havde brug for at foele og brug for at kende til en anden del af verden, hvor der var sommertid.
   Men den stakkels pige kendte ikke den verden, hvor havet var lyst og friheden loeb som en hest igennem de hvide strandbreder i sommerens klare natte.
   Der var en skaebne som fik hende til at foele glaede i sin sjael, i sin soegen efter sandheden, paa en maade vidste hun at dette sted var virkeligt, fordi hun foelte det, droemte om det,troede paa det.
   Skaebnen gav hende ogsaa ret, og gav hende en ny ven igennem tiden, udover vinden.
   Denne ven boede i sommerens verdenshalvdel. Hun var vant til at se slotte, havet, strandbreder, store praengende traer, heste, roede frugter, skaller hvor hendes bare foedder havde gaaet paa.
   Gode venskaber havde hun, og al glaede fra hendes sommerliv.
   Denne gode ven begyndte at dele alting, viste vinter pigen at hendes droemme var sande, og at alt andet som hun ellers havde taget for givet... hver enkelt lille ting var rigtig, til trods for at hun havde vaeret saa langt vaek og kunne taenke det. Og begge venner smilte til hinanden, trods afstanden, pigen fra sommerens nordlige del af verden opdagede at hendes egen glaede paa samme tid tillod en smule af denne glaede at komme til vinterens sydlige del af verden.
   Saa en dag, oenskede vinterens pige noget hun aldrig havde holdt i sine haender taenkte paa en gave som kun en fra sommeren kunne give hende.
   Gaven var ganske enkelt et blad, et groent blad fra et trae som hun aldrig havde set foer... Et egetrae, som skulle vaere saa groent og smukt der i sommertiden i den nordlige verden... og pigen havde kun en mulighed for at faa det... sin nordlige ven, og hun spurgte, uden at vide at det kunne aendre bladets skaebne.
   Og hendes ven fra sommeren, proevede at tage et groent og friskt blad op fra sin nordlige skov til sin ven, og iblandt tusindvis af blade, faldt et lille og tiltrukket blad ned i hendes haender. Ingen af de to venner taenkte paa bladets skaebne, og vennen fra norden sendte den laenge ventede gave til vennen i det fjerne. Rejsen var lang og haard. Det lille blad forlod dets soestre, dens krybbe, men det kiggede ikke engang tilbage. Det var dens skaebne og det oenskede bare at vaere i stand til at klare det.
   Dage og naetter passerede, og bladet taenkte paa hjemmet som en mistet ting, kun en foelelse som ikke tilhoerte det mere. Det kendte ikke til stedet hvor det skulle ankomme, men noget virkede som om det bad: hold ud!
   Det lille blad vidste ikke hvad det var for en stemme. Det var dets sjael, men det vidste det ikke.
   Efter saa haard en vej over have og lande, ankom det lille blad paa et graat og toert sted, det var vinter der, og bladet var ved at graede. Der var ikke nogen som lignede det, ingen at dele dets oplevelser med. Ingen at tale med om det derhjemme. Fordi hvem ville forstaa det
   naar det begyndte at tale om hoeje traeer, en verden fuld af sol, det blaa hav... glaeden...
   Der var ingenting omkring det, kun en graa verden, grimme traeer og ingen andre ting. Det lille blad troede det skulle til at doe...det ville ikke kunne overleve bare en eneste dag. Men pludselig slap soede haender det fri fra kuverten hvor det kom fra. Disse haender behandler det med omsorg og en stemme fortalte det:
   Mit lille blad. Hvor er du smuk. Jeg har laenges dag og nat for at faa et bevis paa at verden du kommer fra eksisterede, og nu er du her, en lille del af en glaede jeg aldrig har foelt, som du maa have foelt som du maa have set fra et hoejt egetrae, en verden saa vidunderlig...
   Luften du har indaandet var fyldt med saa meget visdom. Du ved ikke hvor lykkelig jeg er... her er der ikke nogen som du, her vil vinterens graahed maaske saare dig, men trods det saa har du lige givet mig glaede.
   Saa i et glimt saa bladet dets skaebne. Det var mere vigtigt end dets soestre som boede i sommerens del af den nordlige verden, fordi ingen af dem kunne have bragt glaede til en anden fra saadan en afstand. Glaeden af friheden i at vise det gennem dets oprindelse, det unikke haab laengtes efter en pige, som var i stand til at se udover dets form og igennem det for at se hendes droemme, som paa en eller anden maade kom i opfyldelse.