Jeg sover ikke så meget for tiden. Måske er det min egen skyld. Måske er jeg blot ved at blive voksen.
Jeg kan huske, da jeg var barn; dengang sov voksne aldrig. Måske er det fordi, jeg har fået en ny mobil, og at jeg muligvis responderer bedre på denne finske symfoni de electronica, som vækker mig om morgenen.
Uanset hvad sover jeg knap, så jeg må ty til pennen.
Jeg sover mindre, jeg smager mindre, jeg griner og smiler mindre.
Jeg går mindre i skole, og jeg træner mindre; jeg skriver endda mindre.
Jeg føler også mindre, og jeg er også mere vågen. Det er faktisk sjovt...

Naturligvis ikke "haha"-sjovt eller "tihi"-sjovt. Heller ikke sjovt på en ironisk og eftertænksom måde. Det er "en forladt gummiand på en gravplads" - sjovt. Man trækker blot på det indre smilebånd - ikke det ydre - og konstaterer: "Det er da sjovt". Det morbide og absurde ved situationen gør andre reaktioner umulige. Det er på den måde, det er sjovt.

At på trods af at jeg gør mindre af alting, så er jeg ikke mindre. Jeg er mere vågen forstået på den måde, at jeg har øjnene åbne i længere tid per døgn end før. Mine øjne er mere åbne, men jeg tænker også mindre. Jeg er sjældent helt vågen; jeg er blot et spøgelse, som svæver rundt på gaden. Jeg fylder blot mere

Jeg vil ikke kalde det depression. Depression er en sygdom. Jeg er ikke syg.
Jeg vil heller ikke kalde det for melankoli. Melankoli er blevet en forherliget sindstilstand: en kunstnerisk måde at være i dårligt humør på. Det er i bund og grund grusomt. Det er nu ikke fordi, jeg ikke kan se det smukke i min sindstilstand. Det kan jeg skam: selv på lossepladsen vokser der blomster. Men det er ingen grund til at forherlige det af den grund. Derudover ligger der også noget gejstligt over tilstanden, noget himmelsk. Mine problemer er om nogen verdslige, og jeg er da om nogen profan. Jeg har hørt, at nogen begår selvmord, når de har det sådan - det har jeg nu ikke tænkt mig. Jeg væmmes ved tanken om folk, der flygter sådan, selvom jeg ofte selv flygter. Men ikke på den måde - aldrig på den måde.

Jeg hader, når ting ikke har noget navn. Ligesom dingenoten under min kontorstol, som på magisk vis bevæger den op og ned. Man burde vide, hvad alt hedder. Det gør jeg ikke. Jeg kan bedre lide ordet dimsedut. Det har en vis magi over sig. En dimsedut har en funktion; den kan noget. En dingenot er i stykker; det er skrot. Tingen under min kontorstol er ikke en dingenot alligevel; den kan transportere min stol op... og ned, og mig med. Tingen under min kontorstol er en dimsedut.

Det er det, jeg har. Ikke en depression eller melankoli. Jeg er ramt af dingenot, en fuldstændig ubrugelighed. En mangel på funktion og en svag erindring om at jeg engang havde en. Min gamle mor ville nok egentlig have kaldt det for tungsind. Men dingenot er vist en tilpas dækkende definition.
Det er nu ikke helt sandt.
For jeg skriver jo stadig.

Det hænder, at folk kommer over og siger:
"Hey mand! Jeg har læst noget af det, du har skrevet. Det' skide fedt! Vi to ikk', vi to, vi er to alen af ét stykke! To rebeller, som raser mod det senmoderne samfund. Det gør jeg skam også. Jeg overvejer faktisk også at skrive..."
Dette bliver ofte efterfulgt af rigelige mængder spyt og en dunst af alkohol. Samtalen drukner derefter ofte i de høje og tunge "dum dum" toner, som udspringer fra højtalerne omkring os. Det er så moderne at være rebel. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så fantastisk, og jeg forstår slet ikke, hvorfor man tilsyneladende skal være så beruset for at tale alvorligt. Det er så håbløst proletarisk, og jeg får lyst til at brække mig, når lemmingeffekten slår ind, og jeg bliver erklæret for dommedagsprofet. Det er jeg skam ikke.

Jeg vil med glæde fortælle, hvor kæden er hoppet af, hvor det såkaldte "train went off the track". Jeg bebuder også fra tid til anden, hvad der skal gøres ved denne forfærdelige situation. Sådan er det nu engang, når det hele bliver sådan lidt småmetafysisk og eksistentielt: det hele bliver lidt af "såkaldt" situation.
Men lad mig nu slå det fast: jeg er ikke dommedagsprofet. Jeg opildner ikke til, at folk skal gøre noget ved det hele. Jeg er blot en fortæller, en budbringer. Jeg er dommedagsprædikant.
Jeg er dommedagsprædikant-dingenot. Sådan - det klinger faktisk udmærket. Det er der skam ikke noget galt i. Men nu hvor jeg har konkluderet, hvad jeg er, vil jeg sove. Jeg vil kramme natten som en liderlig elsker. Jeg vil kysse natsværmere og svømme væk i drømme.

Jeg sover dog ikke så meget for tiden.