Det var på ingen måde en særlig nat.
   Den sædvanlige gamle melodi. Den sædvanlige dårlige smag. Det sædvandlige syn når skyggerne bliver lange og kommer ud af sit skjul - når de kommer ud for at danse. Når mine egne dæmoner kommer ud af min skal for at danse. Når de danser sammen til den gamle oldtidsmelodi. De danser sensuelt sammen, mine dæmoner og verdens skygger. De danser tæt, kæler hengivent, kysser grådigt og knepper på bordet foran mine trætte øjne. Utrættelige stød ind og ud af særdeles virkelige væsner foran mit blik. En fødsel af nattens børn foran mit syn - skabt af dæmoner og skygger.
   Den særlige nat hvor jeg tog en af nattens børn og druknede det i mit dybe glas: den klare væske, som skjuler fortiden. En enkelt tår og vi forsvinder begge.
   Den brændende følelse gennem halsen, som ingen værdsætter og få forstår, når nattens barn slynges gennem min hals akkompagneret af en slurk vodka. Jeg dvæler ved følelsen af ren ild i ganen, som fortsætter gennem halsen og slukkes i maven. Hvis jeg fokuserer nok, ville jeg drømme, at branden havde udslukt mit jeg. Det skal fejres med pinden løst hængende mellem min venstre pegefinger og langefinger. Så løst holdt - dog fast nok til at den ikke flygter ud i natteluften for at slutte sig til resten - at den vipper frem og tilbage i takt af mit åndedræt. Delikat som en due og barbarisk som en ulv. Røgen, der kredser om mig i en liderlig aura af død. Røgen, der indkapsler dæmoner, skygger, nattens børn og jeg i den selvsamme skal. Røgen, som er i ledtog med vodkaen og vil brænde mig op. Den truer min eksistens.
   Fingeren, jeg brækker af for at hælde min hjerne ud på det udskrevne papir, tørster efter hævngerrige skriblerier om ham. Uforståelige hieroglyffer - koder - dekodet af mig selv, men uforståelige på samme tid. Den lange korridor, jeg må bo i: en evindelig ørkenvandring i mine tanker. Når jeg skal finde ham, skrige ad ham, slå ham, skade ham, dræbe ham; gråd.
   Nattens børn på mit skrivebord græder for mig, og deres forældre kigger dømmende, og jeg svarer drømmende: Hvilket bosted er I kommet fra, og hvorfor forlader I mig ej?
   De resignerer til mine dybeste afkroge som svar og ikke engang mit skrig, når de alle trænger gennem mit øre, kan skræmme dem. Hvilken ærefrygt må jeg have overfor disse små væsner, som bor i mit indre og hver nat holder hof på mit skrivebord? Blodet på papiret kan ikke afskrække dem - kun jeg bliver skræmt af den smule af mig selv, som hældes ud over dette elfenbenshvide pergament.
   Det var på ingen måde en særlig nat; på ingen måde en særlig handling.
   Det var allermest ham og på ingen måde jeg. Det var ham, som kom igen og ikke ville lade mig være i fred. Det var ham, som ikke forsvandt, og jeg, som altid flygtede. Det var allermest ham.
   Og det var det også denne nat, der på ingen måde var særlig. Han kom igen og hviskede til mig med tvedelt tunge: hvislende, stille og dog højere end noget lyn, hvilket frembragte en smerte, som skilte mit sind i to og hældte indholdet ud på papiret. Men lyden kan druknes - den tvedelte tunge - i et vodkavandfald i min gane med brændsel til et for altid eksisterende bål.
   Det er måske månen, der bringer ham frem og ud af den hule, jeg gemmer ham i. Næringen, han suger af mig om dagen, giver ham kræfter, og denne magtdemonstration, som udfolder sig når skyggerne knepper mine dæmoner på bordet, er hans reaktion.
   Røgen er hans ilt og vodkaens min modgift: den evige kamp, som aldrig slutter. Stolen, der fæster sig om mit korpus som en spændetrøje, mens bordet er min lænke og papiret foran mig min bekendelse - et skriftemål til bedre tider. En ubesvaret bøn om at tage mig videre og op, op, op og ned igen. Men lænken kan brydes, og mine tunge ben bærer mig videre henover det svage plankegulv under mine sprukne fødder. Små splinter i mit kød, der borer sig op igennem mit bløde hudvæv - åh det svage væv -, rejser med eksprestog igennem mine blodbaner og blander sig med sort, når de rammer mit hjerte med kirurgisk præcision. Jeg taler til mig selv og beroliger mig med dunkle formaninger; for så længe han er i mit blod, vil ingen ting kunne redde mig - ikke engang splinter i hjertet. Når de barmhjertige planker stopper mødes jeg af kulde. Kolde klinker omkranser et dæmonisk alter, og badeværelset brænder som helvedes ild af ren is. Min nøgne krop; mit nøgne sind; mine nøgne tanker; og en iskold stråle af vand fra et forkalket brusehoved.
   Det var på ingen måde en særlig aften og allermest af alt, var det blot rimeligt.
   Han sagde selv, at det er vigtigt at være velsoigneret når det skal gøres. Mit spejlbillede viser en gammel mand i en ung krop og en barnlig mentalitet. Spejlbilledet lyver aldrig, men jeg ved, det kan tage fejl - uanset hvad han siger. Jeg skal rengøres; for det er vigtigt at være velsoigneret, når det skal gøres; når han skal myrdes.
   Fra toppen starter det. Nattens børn nynner med på trimmerens monotone brummen, når den kører i lige baner hen over mit kranium. Håret skal væk. Håret kan være redning. Tænk hvis han tog fat i det? Han kunne gribe i det og slæbe mig tilbage. Håret er potentiale, og potentiale er muligheden. Muligheder er risikoen for flere udfald. Håret skal væk.
   Nattens børn nynner ikke mere, og barberbladet, som efterfølger den monotone brummen, i min hånd føles rigtigt. Grebet om det lille skaft er naturligt, og jeg kan se ham i det skarptslebne stål. Mine nøgne håndled flirter med hans blanke refleksion, men det er ingen mulighed. For han skal myrdes, og jeg skal være engel.
   Lige baner henover kraniet fjerner hans refleksion, mit potentiale og mine risici for muligheder. Mit åleglatte ansigt fortsætter bagover for evigt. Han gemmer sig bagerst og mine smidige fingertipper glider bagover; og videre. Jeg kan næsten nå ham; jeg kan grave ham ud, hvis jeg graver dybt nok, og det kan jeg - det vil jeg. Ind igennem det bløde væv skal jeg grave, til jeg når den lyserøde svamp. Det vil gøre ondt, men det vil være redning. Men det er ikke muligt. For han skal myrdes, og jeg skal være engel.
   Det var på ingen måde en særlig nat, men det var min eneste chance.
   Jakkesættet ligger allerede klar på sengen, for det er vigtigt at være velsoigneret, når det skal gøres. Det midnatssorte sæt og den lange blazer samler mig. Så mange løse dele tøj samles om mit skelet. De sorte bukser, den sorte skjorte og den sorte blazer gør mig til den obsidian ridder, som er klar. Det blodrøde slips åbner mig på langs. Organer, blod, kød, dæmoner, skygger, nattens børn og ham kæmper om pladsen i det sparsomme vindue, det skaber i mit korpus. Men der er ingen plads til ham. I de blankpolerede sko kan jeg se ham, og han sveder. Frygten i hans øjne er umiskendelig - jeg har ofte set den i mine egne. Han skriger hysteriske bønner, men jeg hører ikke - ilden i mit blod raser, og han har ingen anden udvej. Han skal myrdes, og jeg skal være engel. Mine skinnende manchetknapper vil være det sidste lys, han vil se.
   Et sidste blik på spændetrøjen, lænker og papiret hvor mine bekendelser for eftertiden står nedskrevet. Et blik ud af det åbne vindue: den tomme stjernehimmel matcher det tomme gadebillede. Selv himlen og verden kan han suge tom. Men i så fald vil der heller ingen vidner være, når han forsvinder, og jeg bliver engel.
   Det var på ingen måde en særlig aften, og du vil sikkert forstå det hele.
   Pumaspringet bringer mig videre op mod himlen.
   Intet hår til at kunne bremse min færd; min mission; min skæbne. Et aerodynamisk projektil på en opgave. Vinden, som tager til og i et patetisk forsøg prøver at bremse mig - ingen del af denne verden kan overbevise mig om andet: dette er den eneste mulighed. Slipset, der før var klinet til min krop, blafrer opad, mens jeg bevæger mig nedad. Ilden i min gane er forsvundet og udmunder sig i det blafrende slips: en fanfare imod ham. Jeg bevæger mig måske igennem og helt ind i jordens indre; måske vil jeg brænde op i plasma; måske kan end ikke dette stoppe ham. Men jeg ved, at det er den eneste mulighed. Jeg har vidst det siden, jeg for første gang knækkede min finger af og mit blod plettede papiret. Jeg er midnatsdykkeren. Jeg er stjernefornægteren. Jeg er projektilet på mission.
   Jeg er ham, og han er jeg.
   Det sidste jeg ser, før mit kød forener sig med de smudsige fortovsfliser, er de skinnede manchetknapper af sølv. Hans refleksion: ikke grinende; ikke hulkende; ikke skrigende; ikke truende, men blot smilende - vi ved begge, at han har tabt.
   Det var ikke på ingen måde en særlig nat.
   Og dette er min bekendelse af blod: Hvordan jeg myrdede ham og blev engel.