De andre i klassen havde mobbet ham i starten. De havde stillet ham alle mulige underlige spørgsmål efter forældredagen: "Hvor er dine rigtige forældre henne?", "Hvorfor har du taget dine bedsteforældre med?". Det var den slags der til tider kunne gøre ham fuldstændig modløs så han, som nu, bare lå på gulvet og lyttede. Han overvejede sine muligheder. Han kunne ikke hoppe ud gennem vinduet, der var for langt. Han kunne selvfølgelig gå ned ad trappen, som om ingenting var sket og så gå ud af døren. Måske ville de opdage ham, men de kunne ikke fange ham, de var for gamle. Han overvejede det hele en gang til. Det ville nok egentlig være dumt, og det var jo trods alt også hans forældre. Der kom ikke noget godt ud af at handle i trods. Han ville bare få endnu længere stuearrest og få endnu en skideballe. Måske ville hans far også tage spanskrøret frem. Hans far var pensioneret skolelærer - han havde aldrig rigtig lagt de gamle vaner på hylden, heller ikke selvom det var forbudt nu. Moderen var opvokset på en gård. Hun var vant til at arbejde og gøre som der blev sagt, det var måske derfor hun ikke turde sige noget til faderen når han blev for disciplinær.
   Hele situationen var latterlig, og det var som om den var taget direkte ud af et amerikansk talkshow. Hvorfor måtte han ikke se sin kæreste? Han havde fortalt sine forældre om kæresten for nogle måneder siden, de var ikke blevet begejstrede. Han var for ung, sagde de. Som så mange andre gamle mennesker var forældrene også af den opfattelse, at sex var noget der kun hørte hjemme i ægteskabet, derfor var det gået helt galt da han havde spurgt om han måtte sove hjemme ved sin kæreste. Han kunne stadig høre sin fars stemme: "Jeg nægter at stå model til, at du skal ligge og hore med en eller anden skøge du har støvet op fra Gud-ved-hvor." Han var fortsat på den måde i flere minutter før han havde beordret stuearrest, og her var han så; liggende på det grønne gulvtæppe, mens han prøvede at finde en løsning. Han havde svært ved ikke at se det hele som en film, det her var simpelthen for urimeligt til at være virkeligt.
   Pludselig fik han en idé. Han satte sig hen til sin computer, og i et anfald af raseri og desperation søgte han efter "Mulige grunde til tvangsfjernelse". Det viste sig, at man kan blive fjernet hvis man bliver slået og/eller understimuleret. Pludselig gik det op for sønnen at dette måske var en mulighed for at komme væk fra dette kedsommelige liv. Han overvejede det hele en enkelt gang, før han klikkede på linket hvor der stod "Kontakt". Det var simpelthen ikke det værd; at spilde sin ungdom på umulige forældre, lød konklusionen han nåede frem til. Når han tænkte over det havde han egentlig kun været rigtig glad, da han var for lille til at forstå hvordan de konstant manipulerede med ham.
   Mens han sad og stirrede fordybet ind i computerskærmen kom faderen op. Sønnen opdagede det først, da han trådte over dørtrinnet ind på værelset.
   "Nu laver du vel ikke skarnsstreger?" Spurgte han uvidende. Sønnen blev irriteret bare ved lyden af hans stemme. "Nej far, men jeg bliver jo nødt til at lave et eller andet når jeg ikke må gå ud."
   "Hvad mener du med at du ikke må gå ud min søn?" Spurgte faderen undrende med en stemme, der slet ikke havde nogen sammenhæng med raserianfaldet for en halv time siden, eller med den næsvise tone, sønnen lige havde svaret i. Da han forklarede faderen, at han havde beordret stuearrest, kom det gamle sædvanlige gnavne udtryk tilbage på hans ansigt, og han sagde "Nå ja" og forlod hurtigt rummet igen. Sønnen sad tilbage med en følelse af, at der lige var sket noget meget underligt. Det lignede ikke faderen at glemme ting, og da slet ikke en ting han havde været så ophidset over. Der var også noget underligt ved den vending han brugte; "min søn". Det havde han aldrig kaldt ham før.
   Mens de første stjerner begyndte at vise sig på den mørke novemberhimmel, sad han på værelset og tænkte på alle de ubehagelige ting hans forældres alder havde medført. Hændelsen med forældredagen var langt fra den eneste. Siden den dag havde hans forældre ikke deltaget i andre arrangementer på skolen. Han havde engang overhørt en samtale hvor faderen, som altid, var i sit gnavne humør, og var alt andet end imponeret af skolen og lærernes undervisningsmetoder: "Ligesom til den der fordømte forældredag. Lærerne og de andre forældre lavede jo ikke andet end at se ned på os. Snæversynede kapitalister. Næ, dengang i 70'erne. Det var tider..." Moderen havde bare nikket forsigtigt.
   Det var ikke kun det, det var hver gang der blev holdt fest, hver gang han selv ville holde fest, og hver gang der var optræk til en smule romantik. Hans forældre - især hans far - formåede at slå det i stykker hver gang.
   Klokken var nu 7 om aftenen, og sønnen blev revet ud af sine tanker af bornholmeruret der slog sine slag. Det var til at blive sindssyg af. Hvis han nogensinde havde haft bedsteforældre der havde haft deres eget hus, ville det nok være noget i retning af sådan her, det ville have været. Nu kunne han høre moderens skridt på trappen, hun åbnede forsigtigt døren og stak hovedet med de grå krøller ind "Jeg har taget mad med, og jeg vil egentlig også gerne snakke med dig." Han gik ud fra at det sikkert var en udglattende samtale. Hendes moderinstinkt tvang hende til at tage den, men hun var ikke stærk nok til at tage den foran sin mand, eller endnu bedre MED sin mand. "Jaja, kom bare ind" sagde han, lettere modvillig.
   "Din far har jo altid været en smule bestemt, det tror jeg du er klar over" Sagde hun. Han tænkte at det var århundredets underdrivelse, men nikkede bare. "Du har måske ikke snakket så meget med ham her på det sidste, men jeg vil gerne høre, om du synes der er noget forandret ved ham?" Efter at have tænkt over det et stykke tid, fortalte han hende om hvad der var sket lige før. Hun var ikke typen der ville sladre. Hun fik et sørgmodigt ansigtsudtryk og begyndte så at tale igen: "Jeg tror måske din far er ved at udvikle demens. Der har været mange små tegn på det her på det sidste, han glemmer nøgler, ting han lige har sagt, ting han skal købe og meget andet. Nu ved jeg du også har lagt mærke til det, så jeg synes vi skal have ham undersøgt for det. Men hvordan skal vi sige det til ham? Du ved hvordan han er, han bliver nok meget vred." Forbløffet over sin mors ærlighed sad sønnen og tænkte over spørgsmålet. Det var virkelig en problemstilling der ville noget. Til sidst sagde han: "Jeg synes vi skal pakke en kuffert, og så gå ned og fortælle ham det. På den måde kan vi hurtigt tage på det nærmeste hotel, hvis han bliver hidsig."
   En halv time senere stod de begge to nede i stuen. Faderen var faldet i søvn foran fjernsynet. Sønnen gik hen og slukkede det, faderen vågnede med et sæt.
   "Hvad laver du her? Har du ikke stuearrest unge mand?" Før han kunne nå at svare trådte moderen frem og sagde at de gerne ville snakke med ham om noget. Forundret, men med et uhyggeligt smil spurgte faderen hvad det var.
   "Vi synes bare du har ændret dig en del her på det sidste. Du er begyndt at glemme ting, og vi tænkte, om du ikke vil med til lægen i morgen."
   Faderen så ikke ud til at kunne lide det svar, og han spurgte straks: "Tror I jeg er ved at blive tosset på mine gamle dage, eller hvad?"
   Det kunne de hverken svare ja eller nej til, og han fik et vanvittigt udtryk i ansigtet. "Jeg kan godt sige dig knægt, at du ikke skal lokke min kone i fordærv. Kan du ikke se det Karen? Han spiller os ud mod hinanden. Det er det de gør, modbydelige ungdom, manipulerer og besudler alt der er godt og rent. Du skal ikke høre på ham Karen. Jeg går ind og finder spanskrøret." Moderen stod med tårer i øjnene, og nåede ikke at sige noget, før faderen havde rejst sig fra lænestolen, og gik hen til pulterkammeret under trappen i sin søgen efter spanskrøret. "Nej, du må ikke gøre ham noget ondt, det var mig der startede det hele." Jamrede hun. "Du skal ikke tage skylden bare fordi han beder dig om det Karen, kom her hen. Kend din plads." Sønnen havde efterhånden fået nok af cirkusset, som udspillede sig for øjnene af ham. Han vendte sig om, tog sin kuffert og stillede sig hen til hoveddøren og ventede. "Vil du med mor?" spurgte han. Hun stod bare bag ved faderen som et genert barn, og gjorde hverken mine til at tage med, eller til at stoppe sønnen. Uden et ord forlod han huset.
   Udenfor nød han at mærke den kolde luft i sine lunger, men han vidste at han var nødt til at finde et varmt sted hurtigt, hvis han ikke skulle blive syg. Mens han gik, tænkte han på at flytte væk fra sine forældre. Hans far var tydeligvis ikke rask, og moderen var ikke stærk nok til at sige fra. En ulykkelig situation, men på en måde syntes han det var spændende, for alle muligheder var åbne, og nu slap han også for forældrene og deres dræbende kedsommelighed.
   Da han havde gået et stykke tid, gik det op for ham, at han var på vej hjem til sin kæreste. Han savnede hende. Da han stod udenfor hendes hoveddør tænkte han over hvad han skulle sige. Han besluttede at det nok var bedst at fortælle sandheden. Han ringede på, hun åbnede døren - hendes forælde var ikke hjemme.
   "Du kom!" Udbrød hun overrasket. Han kom i tanke om at det var i aften de havde aftalt at han skulle sove hjemme ved hende, det var derfor han havde fået stuearrest netop i dag.
   "Jeg kom egentlig mest fordi jeg ikke har andre steder at tage hen, min far er vist blevet sindssyg, og min mor tør ikke flytte fra ham. Jeg håber det er i orden at jeg er her." Forklarede han.
   Hun fik et medlidende udtryk i ansigtet, og forsikrede ham om, at det var i orden. Da de kom indenfor igen kunne han mærke, at det var et rart sted han var kommet til: Varmt, lyst, stort og der var ikke noget bornholmerur i hjørnet af stuen.
   "Hvad skete der så?" Spurgte hun interesseret. Han fortalte hende det hele, hun fortjente at få det at vide. Da han var færdig kiggede hun på ham, og sagde: "Du må blive lige så længe du har lyst."
   I sit stille sind var han glad for, at han altid var blevet afbrudt af sin gnavne far, før han havde nået at fortælle hvor hans kæreste boede.