De kom gennem en skov i Hessen. Her skete der det, at de for det første mødte en flok grønne mænd, der var i familie med Godthåbs to følgesvende. Da disse hørte om det forestående eventyr, insisterede de på at slutte sig til selskabet og tage med i kamp. Ikke ret langt derfra mødte de en mosgroet, senil gammel troldmand med magiske kræfter. Han blev meget begejstret over det, de havde sat sig for. Ja dræb den onde djævel, sagde han med rystende stemme. Jeg vil fortrylle dit sværd, og jeg vil skænke dig en enhjørning. Fortryllelsen af sværdet bestod i, at det blev utroligt selvlysende, hvilket i det lange løb ikke viste sig at være nogen fordel, idet det lyste så voldsomt, at ridderen ikke kunne sove. Det problem klarede han ved hver aften at stikke sværdet langt ned i jorden. Værre var det, at det kunne ses på lang, lang afstand, hvilket gjorde et overraskelsesangreb umuligt. Enhjørningen var så god, at den ikke ville være til nogen nytte i strid. Den blev imidlertid hjertevenner med hunden Kong Christian og blev derfor kaldt Dronning Ingrid. Til afsked fik ridderen en eliksir, der skulle gøre ham uovervindelig, men det eneste den medførte var, at den gav ham tynd mave og en del vorter.
Jo mere de nærmede sig den sorte ridders borg, des flere skræmmende rygter hørte de om denne. Borgen skulle være nærmest uindtagelig med flammende lava i voldgraven og ridderen selv frygtindgydende med et vældigt flammesværd og en hest, der fnysede ild ud af næseborene og åd mennesker. Hans hær bestod af dæmoner, zombier og levende skeletter. Det fyldte ridder Godthåbs mænd med stor frygt og en nat stak musikeren og krokonen af og blev aldrig set siden.
En åben kamp med dette uhyre syntes håbløs, men de grønne sumpmænd, der havde fungeret som snigende spioner, fandt frem til slyngelens svage punkt. Hver søndag, sagde de, forlader han sin borg alene og går i kirke. Han er ikke kun forfærdelig ond, men han er også meget from og frekventerer det hellige hus for at lette sit hjerte, bekende sine synder og bede om tilgivelse. Dette deltager præsten kun i af angst for den sorte. På disse søndage kom der af samme grund heller ikke andre i kirken.
En formiddag trådte derfor Ridder Godthåb og hans mænd ind, netop som den sorte knælede i bøn. Godthåb trak sit lysende sværd, idet han udbrød: Nu er din sidste time kommet, nu skal du dø for alt det onde, du har gjort. Men den sorte ridder svarede ham hånligt: Ja nu er du stor, fordi jeg er ubevæbnet, jeg kunne knuse dig som en myre under min støvle, du er jo i virkeligheden en slapsvans, der kun klarer dig, fordi du har et våben, og jeg intet har.
Ååå, sagde Godthåb, han har jo ret, det er æresløst, at dræbe et menneske, der ikke kan forsvare sig. Og han sænkede sit sværd. Gu er det ej! råbte Rollouwe og kvalte den sorte ridder på stedet. De grønne mænd fyldte ham derefter med så mange giftpile, at han lignede en nålepude.
Resten af opgaven var let. Da hæren på borgen hørte om deres førers død, overgav de sig på stedet (et par enkelte af skeletterne forsøgte dog at kæmpe, men blev slået til smadder med et hug af det lysende sværd).
Skærsliberen udgjorde et problem for den gode ridder, idet han en af de sidste dage havde sluttet sig til fjendehæren, da han regnede med, at der her ville være mange sværd at slibe. Ridderen besluttede sig dog til at tilgive ham, hvilket han ikke fik megen glæde af, da Rollouwe kvalte ham i nattens mulm og mørke.
Ridderen nedsatte sig på borgen, der fra nu af var et anderledes lyst og lystigt sted. Han opgav sit cølibat og giftede sig med de resterende jomfruer, hvoraf kun en enkelt rejste tilbage til Lübeck. De grønne mænd trak sig tilbage til sumpskovene, hvor de i årene der fulgte fortalte om de heltegerninger, der var blevet udført i Bayern. Rollouwe tog ind til München, hvor de oprettede en sportsklub magen til den, de kom fra.