3En tur i byen
Det er sultne øjne, der æder mig · nat efter nat · de tilhører drenge... [...]
Digte
7 år siden
4Klip-klapperne
De sorte klip-klappere, klip-klappede af sted foran ham: klip-kla... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Anna Liva S. Madsen (f. 1994)
De sorte klip-klappere, klip-klappede af sted foran ham: klip-klap-klip-klap. Det var den eneste lyd Søren kunne høre og for hvert et skridt hun tog, knugede han sine hænder hårdere sammen. Lydene fra naturen, som omgav dem, forsvandt og han kunne ikke høre andet end hendes skidt. Hans negle ville efterlade måneformede mærker på hans håndflader i morgen, vidste han. Hendes lange lyse hår, som han engang havde syntes var det mest tiltrækkende ved hende, svingede nu irriterende fra side til side, på en ophøjet, snobbet måde. Merete sukkede frustreret, og gav sig til at trampe endnu højere: KLIP-KLAP! For hun vidste ikke at netop denne handling var lige præcis det der fik Sørens bære til at flyde over. Han greb fat i de lyse lokker og trak hende baglæns ned i det våde græs, hun hvinede af chok, og denne lyd af hendes skingre, ukontrollerede hvin, fik alt i Sørens mave til at trække sig sammen. Og i stedet for at sige nogle af de meget grimme ting han egentlig havde tænkt sig at sige, kom hele frokosten, og hvidvinen de havde drukket dertil, op igen, og ud over den stakkels Merete, som med et var lydløs, og Søren så hvordan tårer begyndte at trille ned af pigens røde kinder. Søren var også tavs et øjeblik, indtil en kriblende, uhæmmet og krampagtig latter sneg sig ind på ham og han lo så meget og så længe, at han til sidst knap kunne få vejret. Da han endelig fik pusten igen, kiggede han alvorligt på Merete og hviskede: "Det var du altså selv udenom, det ved du godt ikke?" Meretes blik, som under Sørens latteranfald, havde været panisk, ændrede sig til et hårdt, stikkende blik, som Søren kun kendte alt for godt. De forhadte følelser overfor Merete, fyldte ham endnu engang op til randen, og i et øjeblik var han bange for at han ville kaste op igen, men i stedet skulede han ondt til hende og hun krøb sammen under hans blik. Igennem hele deres forhold havde hun aldrig før ligget for hans fødder, og han havde aldrig før stået så rank og følt sig så frigjort som han gjorde i dette øjeblik. Følelsen skyllede ind over ham og fratog ham al selvkontrol.
   Det første spark sad godt, lige imellem ribbenene og mavesækken, og det støn Merete udbrød som følge af sparket, fyldte Søren med en sådan ro og lykke, at han måtte gøre det igen. Og igen. Og igen. Søren bemærkede ikke hvornår Merete holdt op med at klynke, stønne og hoste, men efter gentagende spark i hendes hoved, holdt den forløsende følelse brat op og han lagde mærke til at hun ikke længere prøvede at afværge sparkene med sine arme. Han stak prøvende til hende med foden, men hun forblev fuldstændig livløs. Livløs? Så snart ordet havde fundet vej til Sørens tanker, blev han grebet af det kolde faktum, at han havde slået Merete ihjel eller næsten ihjel. Søren følte sig kold og varm på en og samme tid, ulykkelig over kendsgerningen, men samtidig magtfuld, som havde han besejret en ond drage. Nu kunne ingen, hverken hans far eller hans såkaldte venner, kalde ham for skvat eller beskylde ham for at være under Meretes klip-klappende tøffel længere. Han var en mand igen, og en rigtig mand sagde fra. Søren satte sig ned i græsset et lille stykke væk fra Meretes forslåede krop og han studerede sit mesterværk, som lå ubevægelig krøllet sammen. Synet af hvad hans mandighed havde formået at skabe, eller ødelægge, fik adrenalinen i hans blod til at pumpe igen. Han lod sine øjne vandre ud over markerne, som de for blot få minutter siden havde spadseret side om side på. Langt ude i horisonten mente Søren at kunne ane en bil, og med en bil kom en vej, med en vej mennesker, og med mennesker... Sørens tankerække stoppede. Andre mennesker ville formentlig ikke kunne se nødvendigheden i at have sparket Merete ihjel, de ville kun se ham som en ond mand, som på uhyggelig, og umenneskelig vis havde dræbt en ung kvinde. Øv, hvor skulle de vide tænkte Søren ærgerligt, hvor skulle de bare vide hvorfor. Det var faktisk et rent under ingen havde gjort det før, mange havde sikkert haft lyst. Kujoner. Han havde ofret sig for alle Meretes fremtidige bejlere, så de ikke også skulle igennem samme helved af fascination for kun at ende i hendes klistrede edderkoppespind af brok og utilfredshed. "De skulle altså bare vide" kom Søren til at sige højt forgabt i sine tanker. Frustreret hamrede han sine knyttede hænder ned i jorden. Måske han kom i fængsel, måske blev han lukket inde på en tosseanstalt. For første gang siden, Meretes sandal-sko havde irriteret ham, følte han sig magtesløs. Over ham pippede en flok fugle og Søren bad dem arrigt om at holde deres kæft, så han kunne finde en løsning på det problem, der lå ved siden af ham. Og mens han sad der med hovedet begravet i sine hænder, og som det eneste, levende, menneske på marken tænkte han tilbage på dengang han havde dræbt naboens hund med en kæp. Han huskede hvordan den havde snappet ham i hælene og var løbet ind foran ham på vej til skole. Han var kommet for sent og havde fået skæld ud af både læren og af sine forældre. Dagen efter på sin vej hjem fra skole, fandt han kæppen for foden af et æbletræ, og da den endnu engang kom løbene mod ham , med savlet dryppende ned af hagen og logrende hale, slog han til. Han slog og slog, indtil den holdt op med at pive. Så hev han den i bagbenene om bag en busk, hvor han gravede et hul og kastede møgkøteren ned. Ingen havde nogensinde fundet ud af det. Søren trak en anelse på smilebåndet, ved mindet om den knuste nabo, som rendte rundt med løbesedler selv flere uger efter hunden "løb bort".
   Søren rejste sig pludselig fra den halv våde mark, hvem sagde, at han ikke kunne gøre det samme med kvindens døde krop? I sin iver lod han ikke mærke til de brungrønne pletter græsset havde efterladt på hans dyre bukser. Han trak i Meretes hænder, hårdt, for hun kunne vel alligevel ikke mærke noget. Ved et rigtig hårdt, utålmodigt træk, forlod det blonde hår hendes ansigt og et uigenkendeligt, hævet kvinde ansigt kom til syne. Søren brød sig ikke længere om at se på hende overhovedet, han ville bare have hende ud af sit liv for bestandigt.
   Han så ned i grøften, som havde han fundet et lille stykke af himlen midt på de endeløse marker. I bunden af grøften var noget, som lignede en lille sump og Søren kom til at tænke på alle de krimiserier han i den seneste tid havde fundet vældig interessante. Dette var det perfekte skjulested for Meretes mørbankede legeme, og da han nåede til skrænten af grøften, lod han, med tyngdekraftens hjælp, kødkluppen trille ned af skranten, for til sidst at se den lande i sumpen med et 'plask', som gav genlyd i Sørens hoved. Sørens ansigt var udtryksløst, da han så til hvordan Merete, langsomt, blev dækket af det tykke, grønne vand og hvordan kvinden forsvandt, for aldrig at kunne genere ham igen, hver en muskel i hans krop var spændt og han holdt sit vejr. Et suk af lettelse undslap ham og skudrene faldt ned, fra deres placering under hans øre, da vandet omsider havde slugt hende, så intet af hendes nydelige korpus var at skue. Så begav han sig videre igennem markerne.
   Han gik længe, og krydsede den ene mark efter den anden. De havde kort forinden, vandret dem sammen. Søren kom til at tænke på den gang, han endnu ikke vidste hvilken magtliderlig heks hun var. Dengang de sammen tog en uge fri, for kun at tilbringe den tæt omslyngede i en knirkende seng langt væk fra virkeligheden. Men selv den virkeligheden de kom tilbage til, var ikke rigtig virkelig. Den var lyserød-sky-svævende-igennem-tilværelsen-rosenrød-romantisk-kriblende klistrende-klamrende. Og sådan var alting smukt en stund. Det var dengang de kunne gå lange ture, inde i byen, uden at ænse andre end hinanden. Tankespindet blev afbrudt, da en gren knækkede under Sørens fod, og han stoppede op. En sær, uforklarlig skyldfølelse havde flygtigt ramt ham. Et kuldegys bredte sig i hans krop, og han rystede på hovedet og fortsatte fremad.
   Sørens mave knurede og han kom i tanke om at hele frokosten fra tidligere, havde oversvømmet Meretes spinkle krop. Han slog en let latter op ved tanken.
   Med let rystende hænder fandt han sit nøglebund dybt i den ene bukselomme. Det var et stort nøglebund, nøgleringe i alle former og farver - de var alle minder. Men der var kun to nøgler. Han forsøgte at presse nøglen ind i nøglehullet, men det var den forkerte nøgle. Hvad var chancen? De to nøgle var ens, men hvad var chancen for at Søren evig og altid valgte den forkerte i første forsøg. Han trådte ind i soveværeset og han kiggede rundt. En tung lugt af kvinde og sved sad som klistret på væggene i rummet, eller var det en stank af knepperi? Blikket fandt den uredte seng. Havde de givet efter for deres lyster i morges? De dyriske lyster som de ikke besad for hinanden, men som de alligevel voldsomt lod gå ud over den anden. Søren kunne ikke huske det. Han åbnede døren til bagtrappen og kiggede ned af den snorede trappe. Han hørte en lyd, en overdøvende angstprovokerende lyd. Kom det fra gaden? Nej, det lød som om det kom fra et sted bag ham. "Klip-klap-klip-klap". Søren dækkede sine ører med sine hænder og pressede sine øjne sammen, men bag hans øjenlåg fandt han kun et billede af Meretes svajende lyse hår og hendes vuggende hofter. "Lad vær med at vende dig om" bad han hende ængsteligt. Men det var lige præcis hvad hun gjorde, og det ansigt, der mødte hans indre blik var hævet, blåt og gult, med et stort smil, der afslørede et halveret tandsæt. Hun rakte sin blodige hånd frem mod ham, og han veg uvilkårligt tilbage med et ryk, så en kold stenvæg ramte ham i ryggen. Han så først nu, de grønne alger i hendes våde hår. Han var skrækslagen. Hun formede med begge hænder, en halvcirkel og kom tættere på ham. Var hun kommet tilbage, for at hente ham med sig?
   Han synes at kunne lugte råddenskaben ved hende, blandet med en snert af noget, han ikke helt kunne sætte en finger på, hvad var. Parfume? Stakåndet åbnede Søren øjnene og humpede baglæns tilbage i lejligheden. Uden at kunne fokusere fløj hans øjne rundt i deres lille køkken og til sin lettelse opdagede han at vandhanen dryppede. "Dryp-dryp-dryp-dryp" Søren udåndede et lettelsens suk og lagde sig i deres seng i det andet rum. Han tændte for fjernsynet, og opdagede til sin glæde at der var en krimiserie i gang. Søren bredte sig i sengen og frydet sig over al den plads, som nu var hans, og kun hans.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/12-2013 09:50 af Anna Liva S. Madsen (Anna Liva) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1835 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.