Det skete en dag, at jeg måtte blaffe hjem fra Korsør efter en jobsamtale, for jeg havde tabt min tegnebog med både kontanter og Dankort. Jeg skyndte mig at ringe til banken og få kortet spærret fra min mobil og ventede nu ved udkørselsvejen fra Korsør med tommelen i vejret, og bilerne de drønede bare forbi, som Kim Larsen sang. Nu var der ikke hundekoldt som i nævnte sang, det var heller ikke solskin, temperaturen var mild, man kunne gå ude i vindjakke uden at fryse. Det gjorde jeg, men i lighed med blafferen i Kim Larsens sang ønskede jeg alligevel, at der ville være en bilist, der tog mig op, for jeg var langt hjemmefra.
   Endelig var der bid. En rød Fiat holdt ind til siden, og en kraftig, tyndhåret herre bød mig indenfor. Han skulle til Roskilde, det passede mig storartet, for jeg havde et gråt klippekort i jakkelommen med et klip tilbage, så kunne jeg komme med toget hjem.
   Da jeg havde sat mig på forsædet, fortrød jeg, at jeg ikke havde valgt bagsædet, for manden lugtede ikke godt. Det var ellers et pænt jakkesæt han var klædt i med et mørkt slips, men det stak ud i forhold til hans stank af sved og urin.
   "Nå, er det ikke bare fint, at regeringen har sat dagpengeperioden ned," begyndte han, "så kan de forbandede nassere endelig lære at tage de job, der nu engang er."
   Med dette fandt jeg ud af, at jeg hellere måtte holde tand for tunge om min situation, men jeg kunne ikke lide bare at give ham ret, så jeg udstødte et svagt grynt. Det tolkede han som et ja.
   "De vil hellere hæve deres understøttelse og så gå hjemme og lave ingenting. De skulle ud og bestille noget som alle os andre. De får mere på et år end jeg tjener, og jeg skal stå op hver morgen og pukle, så skal jeg betale for deres druk og driveri over min skat."
   "Hvad for et job har du?"
   "Jernbanefunktionær, ja, det er ikke vildt spændende, jeg er ellers udlært smed, men jeg har altså taget det job, der var til at få og ikke været kræsen, alle de luddovne personer, der render rundt og ikke vil have job, hvis de skal pendle mere end en time eller hvis de slår en smule ud med røde pletter! Da jeg var ung var der ingen barmhjertighed, der skulle man arbejde med det man blev sat til, ikke noget med at pibe over en smule ondt i ryggen. Man skulle tage understøttelsen helt fra dem og give dem et lag tærsk, det skulle være mig en sand fornøjelse at give dem det."
   Han spillede den plade om og om igen, jeg fulgte vejviserne og glædede mig over, at kilometertallene til Roskilde blev mindre og mindre.
   På et tidspunkt kørte vi ind i en mindre by, hvor der var en Kvickly. Han skulle købe noget med hjem, så han parkerede bilen ved fortovskanten ud for supermarkedet. Jeg undrede mig over, at han ikke kørte ind på parkeringspladsen foran indgangen, det var måske fordi han syntes det skulle gå hurtigt.
   Mens han var inde, stod jeg og kiggede på den lille by og måtte konstatere, at det var svært at skelne de danske byer fra hinanden, de samme typehuse, samme supermarkedskæder, samme stil i nyt virksomhedsbyggeri. Da jeg stod og tænkte over det, opdagede jeg et Parkering Forbudt-skilt, hvor hans bil var parkeret. Mon han havde set det? Jeg havde ikke, ellers havde jeg gjort ham opmærksom på det. Nu håbede jeg, at vi kom af sted inden der faldt en parkeringsbøde. Er man begyndt at tænke en sådan tanke, så føles ventetiden lang, så jeg gik rastløst frem og tilbage.
   Endelig kom han ud. Han så ud som om han var blevet trådt over tæerne.
   "Det tog lidt lang tid, det var fordi den kø var så satans lang og hende den dovne kælling, der sad der, hun var så langsom til at ekspedere, det kan de åbenbart godt få lov til i Kvickly! På mit arbejde skal vi i hvert fald bestille noget. Jeg gav hende også tørt på, da hun endelig var kommet til mig i køen, men så kom der sandelig en vagt og bad mig om at forlade butikken. Har man kendt mage, man forlanger lidt effektivitet i ekspeditionen, så får man straks en vagtmand efter sig. De skulle hellere gøre noget for at få de nassere, der står inde i butikskøen, til at gå ud og finde et job."
   "Ok, men vi skulle vel se at komme til Roskilde," sagde jeg. Han nikkede, og vi begyndte at gå hen mod bilen, tidsnok til at vi så en parkeringsvagt sætte en seddel i vinduesviskeren.
   "Hvad fanden er det?" råbte min chauffør og løb hen mod bilen og vagten.
   "En parkeringsbøde, hr., de burde have set skiltet."
   "Hvad bilder du dig ind, tror du ikke jeg har andet at bruge penge til?"
   "Jeg gør bare min pligt," svarede vagtmanden roligt.
   "Få dig et ordentligt arbejde, møgsvin!"
   Jeg hørte ikke, hvad vagten svarede på det, for nu listede jeg af og gik over til det det busstop, som jeg havde set på den modsatte ende af parkeringspladsen, kiggede på dets køreplan og konstaterede, at for mit ene grå klip kunne jeg komme til Roskilde med bussen og resten af vejen hjem med tog.
   Aldrig har jeg været så lettet over at stige på en bus.