Amagerbro

Jeg bryder mig ikke om metroen. Jeg er pakket ind i beton, kan nærmest mærke trykket i hjertet, de mange tons der presser sig på. Alt går hurtigere dernede, folks kroppe bevæger sig med aggressive skridt med et stift blik, ingen ser mig. Men jeg ser dem, jeg kan mærke hver og en. Ham der på modsatte side af rulletrappen med nyklippet hår på vej til gymnasiet, jeg kan se hans hjerte pumper derud af, det har ikke hvilet siden forrige weekend. Han er læks giv ham 10 år mere og jeg kunne æde ham råt. Den ældre dame foran mig, der usikkert træder ud på rulletrappen, med et fast greb på gelænderet. Tvunget ud i storbyens rytme, hun skal til lægen. Jeg får lyst til at støtte hendes arm, men erfaringen husker mig på, at de helst selv vil. De yngre børn på vej i skole fra Islandsbrygge, de kender ikke til andet. Metroen har altid været der. Huen der sidder skævt og med et krøllet klippekort i den ene hånd. De puffer for at komme frem i køen.

Jeg går i et med metro toget. Kigger på mennesker, og undrer mig over hvorfor det lige er jeg ikke ligner dem? Hende på sædet overfor, ville jeg gerne være. Hun er snorlige, hun ligner lidt én der er gået den lige vej, direkte fra folkeskolen. Det vildeste issues der kunne være, er hvem hun skal komme kærester med i denne måned. Håndtasken, hviler på armen, IPhone i den ene hånd og en latte i den anden. Håret er velplejet og hænderne vidner om et kontor arbejde. Hun går kronisk med G-string, selv når hun har russere på besøg. Hendes blide smil, vidner os om hun modtager kærlighed, hun er i en hårfin balance. Hun er en smuk kvinde. Men hun er ikke målet.

Jeg kaster et blik ned af mig selv. Jeg synes det så okay ud, da jeg tog hjemmefra, men på en eller anden måde, faldt det fra hinanden i den her metro. De der lystoftrør levner ikke meget plads. De sorte bukser er nu grå, uldjakken dækket af fnullermænd. Mine neglebånd ser tørre ud. Og jeg kan lige ane min urene hud i spejlbilledet ved vinduet. Men jeg bryder mig ikke om et skrab og vind ansigt, hvor den billige make up sidder i tilfældige klatter. Men jeg føler mig kvik, frisk og klar på denne dag. Jeg gnider mønterne lidt i lommen, og tænker, 60,50 kr. Hvad kan man få for dem? En pakke Prince og en billig cola fra Lidel. Jeg kan ikke skrive uden kaffe og cola og slet ikke uden mine smøger.
   Jeg tjekker min mobil, en mail er tikket ind. "Hej Anne, har du tid til at ses i dag?"

Nej, jeg gider ikke. Jeg vil daffe på biblioteket og begrave mig i deres pc. Tjekke nyheder og lade som om jeg har en hel masse og give mig til. Lege jeg er studerende for en dag. Jeg har taget min notesbog med, og den nyeste kuglepen jeg kunne grave frem. Jeg skriver noter, men jeg glemmer jeg har skrevet dem. Og når jeg flere uger kommer i tanke om dem, så kan jeg ved gud ikke læse hvad der står. Små krøllede kruseduller der danser balstyrisk rundt. Giver ingen mening. Så laver jeg bare nogle nye og glemmer dem igen.

Jeg går af metroen, uden at vide om jeg står af det rigtige sted. Kogens Nytorv. Min favorit stå af sted. Nørreport, er der alt for mange mennesker, der forsvinder jeg helt. Det gør mig utryg. Jeg er overbevist om jeg kunne falde død om uden nogen vil bemærke det. Ligge der på det kolde gulv, og folket bare vader henover mig. Ligger på gulvet og stirrer op i loftet, og det snurrer rundt, se betonen komme faretruende ned over mig. Kroppen stivner i en endeløs strøm af tung beton. Og tænk hvis nogen fandt min notesbog, med alle beviserne, på den anden side, så jeg jo død. Så kan det være lige meget. Overskriften på BT's foreside next day, total breaking news.

Ung kvinde, seriemorder er fundet død.