3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
4 måneder, 28 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
5 måneder, 9 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
5 måneder, 12 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
1 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 5 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 8 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 4,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Pia Hansen (f. 1958)
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder på en kampesten. Han og djævleflokken er et godt stykke fra dalen og det er tid til et lille hvil og lidt mad. Leen har han lagt fra sig. Byttet den ud med en hare, der stadig spræller lidt. Sikkert bare dødskramper. Han holder i harens pels med sin ene hånds seks lange, sylespidse kløer. løfter dyret op til munden og borer to drabelige hugtænder ned i dets hals. Hurtigt slubrer han blodet i sig og bøvser. Der siler blod ned over hans blå hage. Hans mørkegrønne tunge slikker det væk.
   Imens ser han ud over menneskerne; disse skrøbelige skabninger, der lever så kort og alligevel hersker over kloden. Endnu. Lidt endnu.
   Mennesker har det med at blive bange, når de ser ham. Frygteligt bange. Og forbavsede. De ved nemlig ikke, at der findes blåtrolde. De er også kun tre tilbage. Tre fuldblods blåtrolde. Så er der onkel Zentarius med fiskehalen. Og Jaril. Hans egen søn. Den yngste. Født af en fe. Onde mennesker har stjålet Jaril. Freddy skal hjælpe ham med at få Jaril igen.
   Slikoran ser på Freddy. De kender hinanden. Har gjort det i flere menneskeår og Freddy blev ikke bange første gang, de mødtes. Der er stadig angst i de fleste af mændenes ansigter. Og afsky. De sidder der med deres brød og kød i hænderne. Spiser ikke noget. Jo, en enkelt gumler; en mand med en stor næse, der ligner et høgenæb.
   Slikoran lægger mærke til, at Freddy tygger på et stykke brød, mens han ser på sine soldater. Så spørger han, Freddy, dem om noget: "Er I slet ikke sultne, folkens?"
   "De er vist bange," griner ham med høgenæsen.
   "Det er heller ikke en helt ufarligt at befri ungerne," siger Freddy, "men I er jo ikke krystere."
   "Hvordan fik de fat i din unge?" spørger en mand og ser direkte på Slikoran med øjne så dybsorte som de inderste underjordiske huler der hvor Slikoran er vokset op. Og som i hans hjemlige huler funkler nogle lysglimt i dybet.
   Slikoran svarer: "Han fløj for langt. Han er så lille og vi troede ikke, han kunne flyve over muren, men det gjorde han. Og så fangede de ham. Jeg har hørt, man vil vise ham frem. Mod betaling. Men han er jo så lille. Han kan ikke klare sig uden sin mor. Ikke så længe."
   "Hvor er hans mor?" spørger manden.
   "Hjemme. Hun er syg. Og sorgen har gjort det værre."
   " Aha? Nå men så velkommen her. Det er egentlig rart at møde dig. Jeg hedder Niku Keily. Jeg er Freddys bror. Nå ja - halvbror."
   Manden har rakt en hånd frem. Det er sådan mennesker hilser venligt.
   Slikoran passer på sine klør, da han giver hånd.
   Så præsenterer de andre sig.
   Slikoran får ikke helt styr på hvem der er hvem, men han mærker sig, at ham med høgenæsen hedder Fabian Hayes. Han har truffet Fabians far, en mand ved navn Gregory Hayes.


Da Freddy og hans mænd var ude af dalen, vidste Cessie ikke rigtigt, hvad hun skulle. Så - for ligesom at sige noget - og fordi hun havde genkendt den blå gestalt, spurgte hun."Bor Slikoran her i nærheden?"
   "Tjaeh, nu om dage bor han i Flogalien," svarede Hayes, "Det er vel omkring fire mil )* borte, hvis man måler turen gennem de underjordiske gange."
   "Flogalien?" gentog Cessie. Smagte på ordet.
   "Det var der, Freddy ville have mig med hen - tror jeg," tænkte hun højt.
   "Det tror jeg også."
   Hayes så på hende, som om han ville kravle ind i hendes hoved og undersøge det, bid for bid. Så tilføjede han: "Men du ville ikke med. Du gik tilbage til din smed og I ville bo blandt tumperne i Lillerup. Hvorfor?"
   " Fordi ... " begyndte hun. Mente at hun huskede det, men det var svært at sætte ord på.
   "Hayeses ansigt udstrålede kold vrede. Så kold at hun frøs.
   Så var det som om en mild vind strejfede hans ansigt. Eller som om han kom i tanke om noget. Han smilede ikke, men han sagde: "Freddy siger, du ikke husker så meget.
   Husker du heller ikke, at du er en modig heks ? Eller er det fordi her er koldt. Der er faktisk frost i luften. Lad os gå op på slottet og få os lidt morgenmad."

Det gjorde de så.
   Tjenende ånder havde sat brød og andet godt frem i den sal Hayes åbnede døren til. Der var mange langborde med læderbetrukne bænke. Cessie holdt sig tæt ved gamlingen, for der var så mange fremmede.
   Hayes stilede direkte mod et bord, hvor der sad to, Cessie kendte; Sita og Mary. De sad sammen med en gråskægget mand, to unge mennesker og to børn.
   "Velkommen. Cessie - eller bør jeg sige "madmor"?" sagde den unge mand og rejste sig.
   Cessie stirrede. Endnu engang kværnede tankerne. Hvem var det nu, han var? Jo, hun vidste det. Harry. Martins lærling i smedjen. Men hvad lavede han dog her?
   "Hvor er du blevet stor," udbrød hun. Og forbandede den ytring. Sikke noget dumt noget at afkomme med.
   Han smilede. Storsmilede. Hans blågrå øjne funklede.
   "Ja, jeg tog jo med, da de hentede mester. Ikke fordi jeg kunne lide, at de sådan hentede ham med magt, men min far savnede mig. Og min mor. Nå ja, ham der er min far. Han er konge her i dalen."
   Harry slog ud mod den gråskæggede, der absolut ikke lignede en konge, men som nu rejste sig og rakte hende en hånd.
   "Rart endelig at hilse på Dem, enkefru Johnson. Jeg har hørt meget om Dem."
   Hun tog om hans hånd. Den var stor og den lukkede sig fast om hendes hånd. Han virkede rar.
   "Ja, den unge dame der, det er Laura," sagde Hayes og tog en stor bid af en bolle. Smaskende oplyste han, at børnene hed William og Rebecca.
   "Det er mine små søskende," supplerede Harry.
   "Sæt du dig her," sagde Sita og gjorde plads på bænken.
   Hayes slog sig ned ved siden af Harry og greb en ny bolle. Var åbenbart glubende sulten. Og aldeles uden manerer.
   "Behøver du sidde ved vores bord, Greg?" spurgte Sita og nidstirrede manden.
   "Min general sidder selvfølgelig her," sagde kongen. Sita så sur ud, men sagde ikke mere om den sag.
   I stedet sagde hun; "Nå, så er de taget af sted. Lad os håbe, de har ungerne med hjem."
   "Det har de!" frem-smaskede Hayes.
   " Bare de kan finde Johnny," for det ud af Mary og hun fortsatte: "Bare de ikke har gjort ham fortræd."
   "Det har de," sagde Hayes og tørrede krummer af sin spidse hage.
   Der blev stille ved bordet.
   "De har anbragt ham på kroen i Bakkeby. Man siger, at kroværten er hans farfar."
   "Men hvordan ved de det?"
   Marys svar fastslog, at Cessies far var farfar til Marys søn. Cessie havde taget en bolle. Nu var hun lige ved at tabe den.
   Men hun vidste det jo godt. Hun havde set drengen. En dag, hvor Mary besøgte sin mor, Drengen lignede hendes bror - altså Cessies bror. John.
   Pokkers så indviklet det hele var. Lige til at få hovedpine af. Og det havde hun, men var også sulten. Så hun tog en stor bid. Hvedebollen smagte godt, men ville være bedre med syltetøj. Hun så på bordet. Der var flere krukker med syltetøj. Og der var sukker. Fint, hvidt sukker.
   "Meget kan man sige om mine forældre," vedgik hun, mens hun overvejede om hun skulle tage jordbær -, tyttebær -, hindbær eller "noget andet"-syltetøj til sin bolle. Hun bestemte sig for jordbærsyltetøj. Det duftede sødt og godt. Så fortsatte hun sin påbegyndte ytring: -"men de mishandler ikke børn."
   Greg gryntede. Det skulle muligvis forestille en drillende latter.
   "Ikke det?" sagde han, "sætter ham til at hente øl. Vaske borde af. Og værst af det hele; høre om Vorherre. Fy for pokker."
   "Hvor ved du det fra?"
   "Duerne," sagde Hayes.

"Det er ikke alle duer, der kan bruges," sagde Harry noget senere.
   Han viste Cessie og Mary lidt rundt i dalen og nu var de nået til en gård, hvis ene længe var et stort dueslag, Sikken et leben, der var,
   Grå duer, grønne duer og hvide duer. De fleste af de hvide havde nogle fjer i andre farver. En havde en blå ring om halsen.
   Nogle lå på æg, nogle spiste og andre kurrede. Og det så ud som om de alle sammen havde skidt.
   "Et eller andet kan de vel bruges til," sagde Mary. Hun var blevet ret kæphøj efter oplysningen om at hendes lille Johnny var på kroen.
   "Nå ja - de smager fortrinligt," smilede Harry, "men jeg tænkte nu på, at det ikke er alle, der kan bruges som brevdue."
   "Næh, for så skal man jo have vinger."
   "Du er vist i drillehumør," sagde Harry til Mary og det samme havde Cessie tænkt for kvindemennesket var kommet med en del bemærkninger som enten var spydige eller drillende. Hun lod ikke til at være beæret over at være i selskab med en prins.
   "Det kunne da være rart med vinger," sagde Cessie.
   "Hvorfor det?" sagde Mary, "Så er der bare nogen, der stækker dem."
   "Her er vi frie," sagde Cessie.
   Mary fnøs. "Frie? Blandt udyr?"
   "Er jeg et udyr?"
   Et øjeblik så det ud som om Harrys tålmodighed var brugt op. Så smilede han og så en smule træt ud: "Det er rigtigt, at det ikke er alle her, som er rare. Nogle er onde. Men der er også onde mennesker i Tydanien, ikke? De ville brænde jer levende. Hvis vi ikke var nået frem ..."
   "Undskyld," sagde Mary og så også træt ud.
   "Var du med til at redde os?" spurgte Cessie. Og følte sig mærkeligt nok ikke særlig træt.
   Han nikkede.
   "Tak!" sagde Cessie.
   Harry blev lidt rød i kinderne, så hurtigt ned, men kiggede op igen. Og smilede forlegent; "Du var en rar madmor. Sådan en man kunne snakke med. Så skidt med, at du sommetider brændte grøden på. Jeg kan godt lide dig."
   Han var vokset. Var blevet lidt bredere over skuldrene. Måtte være atten år nu? Der var stadig bølger i det kobberbrune hår og han havde et lille overskæg,
   " Er det rigtigt at I har et sygehus her i dalen?" brød Mary ind. Hun havde plantet hænderne mod sine hofter. Så meget konet ud i den sorte kjole, hun havde på. Hun havde hår på hovedet. Var ikke blevet kronraget. Godt for hende. Håret havde hun sat op i en knold med et spænde af ben.
   "Ja, det har vi. Hvorfor det? Der er vel ikke noget ved at se på syge stakler?"
   "Nåeh - næh - men er der ikke også sådan en - æh - en doktor? Jeg mener en, der har læst på et universitet og som ..."
   "Mener du Travis? Han blev godtnok smidt ud, men han siger da, ar han er doktor."
   "Ja, det var sådan han hed. Han så til mig."
   Harry grinede: "og nu vil du se til ham?"
   "Vi skal jo se det hele, ikke. Vil du med, Cessie? Jeg må godt kalde dig Cessie, ikke? Du er jo forgabt i min nuttede lillebror."
   "Han er så rar," mumlede Cessie og højere sagde hun: "Jo, kald mig bare Cessie."
   Hun havde ikke meget lyst til at se lidelse. Det havde hun fået nok af, men folk der to sig af de syge, kunne vel ikke være så slemme?
   "Det ligger faktisk lige der" Harry pegede på et stort træhus.
   Mary så helt ivrig ud. Cessie trak på skuldrene Fulgte med
   Dagen var jo stadig ung Hun havde aftalt med Lilli at hun hentede lille Julie over middag. Tiden indtil da skulle jo gå med noget.

***

Jeff sad op i sengen. Hans ansigt var stadig ikke som det plejede, men Dave var glad for forbedringen. Ikke lykkelig, for så dyb en følelse kunne ikke trænge gennem det sorte i hans sind. Men glæde kunne. I hvert fald i det øjeblik han så drengen sidde der og lege med nogle træfigurer. En ko og en hest, skulle de vist forestille. De var groft udførte.
   "Jeg har fået dem af den rare kone," fortalte Jeff. Og pegede mod en grøn kjoleryg, der var bøjet over en sygeseng lige i nærheden.
   "Ja, hun er rar," sagde Patty, "og ved du hvad, far. Hun gad godt høre om mor, der er en lille engel nu."
   "Du må ikke plage sygepasserne med dine fantasihistorier," udbrød Dave og svedte ved tanken om, hvad den grønkjolede mon tænkte om hans datter.
   Han måtte takke den fremmede kone for at have givet Jeff de små figurer. Så kunne han også forklare, at Patty jo bare var et barn og ikke et vanvittigt lille menneske.
   "Jeg ville jo ikke plage hende," sagde Patty og det bævede om hendes læber, mens hun fortsatte; "-"men hun spurgte om en hel masse. Og så kom hun til at blive ked af det. Det var slet ikke meningen, far, det var ikke."
   "Der er så meget, der slet ikke er meningen," sagde Dave.
   Herregud, var det kun en uge siden, han tog med familien til den hekseafbrænding?
   En eneste uge?
   Længere tid kunne der ikke være gået. Men nu var han enkemand, lod det til.
   De frygtelige skrig måtte have været Isabellas. Hun kunne vel ikke have overlevet?
   Eller kunne hun? Havde nogen fået lagt hende i en kiste?
   Han skød tankerne til side. De første nætter havde han haft grufulde mareridt. De seneste nætter havde han dog været for udmattet til det.
   Hvad nyttede det så at plage sig selv med dem nu?
   Han fik vel svar engang. Måske når den onde troldmand og hans djævle vendte tilbage? Ja, for han havde jo set dem drage af sted. Og set Fanden selv eller Døden eller hvem det nu var, slutte sig til flokken. Set dem drage af sted på hesteryg. Set det fordi det var hviledag. Vagterne havde sagt, at det var søndag og mærkeligt nok holdt de dagen hellig på dette gudsforladte og onde sted. Måske af gammel vane?
   "Hun talte også med mig, far," brød Jeff ind i Daves dystre tanker.
   "Om hvad?"
   Dave kæmpede sig tilbage til nuet på sygestuen. Luften var beklumret, som indsvøbt i sved. Blod, lidelse og sære miksturer. Kvalm Tung. En mand hostede hult.
   Men nogle solstråler kæmpede sig ind gennem et glughul, hvor skodderne var slået fra. De lyste på Jeffs blege ansigt, og fik en klynge støvfnug over hans hoved til at ligne en dansende glorie.
   Så hørte han en lyd, han kendte fra mange søndage. Spæd og sprød.
   Måske var det noget, han bildte sig ind? En kirkeklokke kunne det næppe være? Her? Måske var det signal til henrettelser eller grusomme afstraffelser?
   Og i det samme vendte kvinden i den grønne kjole sig, så han så hendes ansigt. Det var den hvide heks.
   Som to statuer med vidt åbne øjne stod de overfor hinanden.
Forfatterbemærkninger
Note; en mil er her lig med syv kilometer.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/01-2014 21:26 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2496 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.