3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 23 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 4 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 7 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 21 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden

Puls: 34,8

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
"Væk med sig!"
   Brølet fik Patty til at hoppe af skræk.
   Hun havde slet ikke hørt manden komme. Havde bare kigget på mor som lille engel.
   Manden havde tunge støvler på og sort-rød uniform. Det var en djævel og han pegede med et sværd.
   Ikke på hende. På Brazil.
   Troldedrengens øjne var blevet store og fyldt med funklende gløder.
   "Jeg må godt være her, for jeg skal altså tale med Freddy," hvæsede han med en stemme der havde forandret sig.
   Sværdspidsen var meget tæt på Brazils mave.
   "Han er sød," ville Patty sige, men ordene sad fast i hendes hals.
   Englen svirrede mod hendes håndflade og hun satte sin anden hånd ned over den, så den sad i en lille hule.
   Den onde mand måtte ikke opdage den.
   Der kom folk til. Kvinder og børn. Først hviskede de til hinanden. Så var der nogle, der begyndte at råbe:
   "Hug hovedet af uhyret."
   Der kom gule bobler ud af Brazils mund og han virrede med hovedet.
   Han var sikkert bange.
   Så lød der igen tunge trin og og en ny stemme blandede sig:
   "Få det sværd i skeden, sergent Maloney."
   Pludselig stod djævletroldmanden mellem Brazil og den vrede djævel med sværdet.
   Lige pludselig.
   Sådan var det med ham. Patty vidste det fra turen her til dalen.
   "Men - men hr. - det lille uhyre der er jo farligt."
   "Sludder, sergent," sagde troldmanden.
   Sergenten stak sværdet i skeden. Langsomt og surmulende.
   Brazil for hen til ham og lagde sit hoved ind mod hans mave.
   Troldmanden strøg ham lidt over håret, men spurgte:
   "Du spiser ikke menneskebørn, vel?"
   Patty hørte ikke svaret, men kunne godt gætte det, for troldmanden sagde: "Det var godt."
   "Jeg håber du bare ville spørge, hvad der foregik," sagde troldmanden mørkt.
   "Selvfølgelig," svarede sergenten. Patty troede han løj.
   "Jeg må hellere få dig i sikkerhed, Brazil," sagde troldmanden.
   "Godt du kom, Freddy," sagde Brazil.
   "Jeg vil hjem," sagde Patty.
   Far kunne ikke lide troldmanden. Han sagde, han var ond og havde slået mor ihjel.
   Far havde tit ret.
   " Vil du følge Patty hjem, Polly?" Troldmanden nikkede mod en dame med lyse krøller under et brunt tørklæder med gule blomster på.
   "Det er vel langhuset, du mener?" spurgte kvinden. Hun kom lidt nærmere og rakte en hånd frem mod Patty.
   Troldmanden nikkede.
   Patty så på hånden. Hun var da ikke noget svøbelsesbarn - og hun skulle jo også passe på englen.
   "Vi behøves ikke holde i hånd," mumlede hun.
   "Nå, men så bare følg med," smilede kvinden.

Troldmanden og troldeungen gik tilbage mod slottet. Og de snakkede sammen. På et mærkeligt sprog.

**


Salen var oplyst af fakler, der hvilede i hænderne på gulklædte mænd. Med tre fods mellemrum stod de, tavse som statuer. Over det nyslebne egetræsbord hang en lysekrone, hvor i 12 vokslys fik de blankpudsede, kuppelformede krystalglas til at stråle og funkle som stjerner.
   Der var 12 stole omkring bordet. Den som stod for bordenden var fornemmere end de andre, betrukket med rødt fløjl, smykket med broderier og kantet med frynser.
   Her sad selveste kong Atkar den anden. Han var en høj, bredskuldret mand med gråt, krøllet hår og et velplejet skæg, som han lige nu strøg sig over med en barket næve, der passede dårligt til hans høje stand.
   Ved hans side sad en lille mand med store øjne i et arrogant rottefjæs - den berygtede, forhadte og myteomspundne general Hayes. Overfor ham sad Angus Den Vise. Et par pladser var besat af oberster og resten af stedfortrædere af forskellige grader. Ikke alle djævle boede her i Duedalen, for trods hård modstand, nedslagtninger og meget andet fra fjendens side, så var de flere hundrede, hvoraf en del levede skjult og holdt deres djævleidentitet yderst hemmelig.
   Kongen og de andre stiftere af djævleorganisationen havde forstået at organisere det, så de ikke lod sig besejre totalt.
   Kong Atkar smilede ved tanken, men skævede til den tomme stol.
   Ved Hekafides, hvor blev den knægt af?
   Der var vel ikke sket ham noget?
   Hastigt skød kongen den tanke til side. Freddy var ikke længere en lille unge. Han vavde lige ledet en befrielsehær. Han kunne passe på sig selv. Mon ikke?

Døren gik op.
   "Nå, så behager det hr, generalløjtnant Keily at arrivere," bemærkede Angus den Vise spidst og tilføjede: "Den nye titel er kanske for meget oveni, at De er min agtværdige troldmandsarvtager?"
   "Næh, jeg skulle bare lige ..."
   Freddy lignede et forfjamsket barn. Men kun et kort nu, så afbrød han sin sætning og sagde med fast stemme:
   "Jeg beklager min lidt sene ankomst, men jeg havde noget at ordne. Nu vil jeg straks tage plads." Inden han satte sig, bukkede han for kongen, gjorde honnør for sine meddjævle og hilste ærbødigt på Angus Den Vise. Et alvorligt skær gled over hans kønne ansigt.
   De havde meget at snakke om.

Cessie så sig omkring i stuen hos Lilli.
   Den gode kone havde inviteret hende hjem til sig, og da Freddy havde fortalt, at han skulle til et møde, havde hun takket ja.
   Alle dystre og forvirrede tanker var fejet i baggrunden.Cessie var mæt og følte sig godt tilpas. En knitrende ild var med til at skabe hygge og Julie legede sammen med en lille, jævnaldrene purk, Lilli sad i en gyngestol. Den rokkede blidt frem og tilbage, mens hun flittigt strikkede strømper.
   Hun nød synet af de legende børn og deltog i den hverdagsagtige samtale mellem Lilli og den unge datter, som hun sad ved siden af.
   Døren gik op og på strømpefødder listede Lillis mand ind i sin stue. Han var i djævleuniform. Det var Freddy også. Han smilede til hende.

Snart stod de udenfor i den mørke nat og så mod slottet, der lå badet i anarkatlys,
   "Vi tager af sted i morgen tidlig," sagde Freddy, "og jeg har Keith med hjem."
   "Hvor er han egentlig?" spurgte hun.
   "Hos din bror," svarede Freddy, "og dine forældre. Altså på kroen i Bakkeby."
   Det var der, hun var vokset op og havde boet, til hun giftede sig med Martin. Hun vidste det godt, men som noget der blot var en kendsgerning - omgivelserne var som slettet og familien som spøgelses-silhuetter, hvis ansigter hun ikke kunne kalde frem.

Snart lå hun på værelset og mærkede, hvordan dynen langsomt lod sig opvarme af hendes krop. Hun strakte sig dvask og veltilpas under den.

Omtrent sådan havde hun ligget den nat: rullet ind i sin dyne, lyttende til husets lyde. De pibende flagermus i væggenes hulrum, en puslende mus og den slags.
   Martin var stået op. Måske fordi han skulle besørge, måske for at se til dyrene? Det huskede hun ikke, men lydende, der med et nåede hendes sanser, dem huskede hun.
   Pludselig huskede hun!
   Yderdøren gik op. Tunge støvler trampede indenfor og fra stegerset lød der et sønderrivende, hjerteskærende skrig.
   Hvem skreg?
   Som den gang gjorde hun sig lille, gemte sig rystende under dynen og prøvede på at samle sine tanker.
   Dengang snakkede Martin. Ordene vældede ud af ham og blandede sig med de rå stemmer.
   Hvad ville de? De talte om våben, som Martin skulle smede. Han sagde, at han ikke var våbensmed, men så talte de om lamper og hestesko. De havde brug for mange ting og når man havde gæld, men ingen penge, så måtte man jo betale på anden måde.
   Det var essensen af deres krav. Det var det, de var kommet for.
   Var det deres snak, der fik hende til at forstå, hvem de var? Eller fattede hun det først, da døren til sovekammeret fløj op og Keith stak i et vræl?
   Mindet om hans gråd, skar i hende og hun trykkede håndfladerne mod hovedet.
   Det gjorde ondt at huske.
   Hun var sluppet væk. Med Keith i armene, trykket ind mod sin gravide mave, var hun skræmt tumlet af sted, ud af landsbyen og ind i skoven - ud til Sita.
   Hvordan var hun sluppet væk? Hun så det jo for sig. Den grinende djævel, der stod i døråbningen - ikke en hornet djævel, som i Biblen eller myterne, men en mand i rød kjortel, sorte bukser, sømbeslåede støvler og en bredskygget hat.
   Men den broderede djævel på hans kjortelbryst - den havde horn og var blå. Ondt glimtede den mod hende og virkede levende. Hun skreg.
   Den gang og nu.
   Så kvalte hun skriget. Med hånden for munden satte hun sig op og stirrede ud i mørket.
   Var der mon nogle, der havde hørt det?
   Måske Sita eller Freddy?
   Det ville ikke gøre noget, for de ville måske komme ind og snakke. Men tænk, hvis en af djævlene hørte det? Holdt de mon virkelig med hende eller ville de blive vrede?
   Hendes dunkende hjerte slog endnu hårdere og hurtigere, da en tanke ramte hende:
   Hvis hun, som alt tydede på, var beskyttet af djævle -var hun så virkelig en ond heks??
   Hvad havde hun gjort, siden de havde arresteret hende?
   Hun måtte huske det - det var vigtigt.
   Hvis hun havde været ond, så ville hun ikke være det mere - hvis ikke, hvorfor havde de så ville brænde hende?
   Årh, der var så mange ubesvarede spørgsmål. Hun kunne ikke sove mere lige nu, så hun kunne lige så godt stå op og skrive det modbydelige minde ned, inden det flaksede bort og blev et med glemslens tågeslør.
   Siddende i lysets blafrende skær, lykkedes det hende at fastholde det vigtigste og bogstaverne blev til at læse. Tilfreds satte hun punktum og i det samme puslede det henne fra døren. I et nu, troede hun det var faderen og at han ville skælde ud. Han brød sig jo ikke om at hun skrev; det var ikke for pæne unge kvinder, der en dag skulle giftes.
   Hendes lidt ængstelige blik blev dog til et strålende smil, da hun med et vidste, at det var Freddy.
   "Nå, du sover ikke," konstaterede han.
   "Det gør du heller ikke," returnerede hun og gabte, så det knagede i kæberne.
   "Prøver du at huske ved at skrive?"
   "Ja," indrømmede hun ivrigt, "nu skal du høre,"
   Hun læste det skrevne og han kom nærmere. Sad helt stille og lyttede opmærksomt.
   "Så var det, at jeg løb ud til jer," tilføjede hun, da der ikke stod mere på arket.
   Han nikkede.
   "Og der fødte jeg Julie?"
   "Hun var meget lille," supplerede Freddy, "men også meget sød."
   Cessie huskede, hvad Sita havde fortalt og hvad Mary havde påstået.
   "Da hun skulle døbes, tog jeg hjem til mine forældre - dem der ejer kroen i Bakkeby. Der hvor Keith er nu."
   Freddy nikkede igen og så opmærksomt på hende, som om han ventede en konklusion eller et spørgsmål, men hun talte mest med sig selv og fortsatte:
   "Jeg kan ikke huske min bror. Ikke rigtigt, men jeg tror, vi var meget sammen, da vi var børn, for lige da du kom ind, for det gennem mig, at det kunne være John. Jeg...."
   Nu trængte nogle spørgsmål sig på og måtte stilles.
   "Har du nogensinde mødt min bror?"
   Endnu en gang nikkede Freddy. Et strejf af væmmelse for over hans ansigt og mundvigende blev krænget en anelse nedad: "Jeg fulgte dig og Julie til kroen. Og jeg så ham igen, da han og Martin kom efter dig. Han kan ikke lide mig, men jeg tror du har ret i, at han kan lide dig."
   Mange flere spørgsmål trængte sig på, men da hun så opmærksomt på hans ansigt, gik det op for hende, at han faktisk var meget træt.
   "Du trænger til søvn," udbrød hun, en smule skamfuld. Hele tiden tænkte han på hende, men hvor meget tænkte hun på, hvordan han havde det? Og i morgen skulle han ride langt. Hvor langt anede hun ikke og hvorfor plage ham med flere spørgsmål?
   Sengen var bred og måske holdt de væmmelige af minderne sig borte, hvis han lå hos hende.

"Er vi kærester?"
   Spørgsmålet hang i luften mellem dem. Dirrende. Men det var sluppet ud.
   "Det ved jeg ikke," svarede han og så på hende.
   "Ved du det ikke? Men du må da vide det. Har vi - jeg mener - du ved - har vi ligget med hinanden? Sovet sammen?"
   "Vi har tit sovet sammen, ja. Og det andet? Ja - to gange."
   "Så, nogen gange sov vi bare?"
   Han nikkede.
   Han var så ung. Nok omkring ti år yngre end hun.

Og dengang i hytten var han endnu yngre. Selvfølgelig.
   "Det er så mærkeligt, at jeg ikke kan huske, om jeg elsker dig," sagde hun, "men jeg føler, at jeg holder meget af dig. Det kan jeg mærke. Og jeg ved godt, at vi sov sammen. Skal vi gøre det igen?
   Altså bare sove? Jeg drømmer så grimt, men hvis du holder om mig ...Vil du?"

"Jeg elsker dig," sagde han og hans tindrende tryllesmil, jog alt ondt bort.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/04-2013 00:23 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2110 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.