3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 23 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 4 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 7 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 21 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden

Puls: 34,8

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen omkring Bakkeby, hvor Keith og Johnny befandt sig på kroen. Og om at et menageri havde slået sig ned i Kløverby; det var sandsynligvis der, Jaril var.
   Der burde ikke være fare på færde, før de nåede ud af den vidtstrakte Womballaskov, der lå mellem bjergsletten og Tydanien,
   Freddy havde talt med manden, der ejede brevduerne. Frank hed han, og han havde fortalt, at så vidt djævlesympatisørerne på skovposterne vidste, var der ikke planer om at lade folkesoldater patruljere i skoven.
   Folk blandt højtstående folkesoldater, som enten i virkeligheden holdt med Djævlene eller havde ladet sig betale for oplysninger, havde fortalt det samme, så det passede sikkert. Det kunne selvfølgelig ændre sig, så de måtte være på vagt. Men folkesoldaterne var ikke trygge. Der var noget med, at en deling - eller nogle fra en deling - havde prøvet at finde frem til Dalen og var blevet skudt med giftige pile, da de bevægede sig ind i et uvejsomt område af skoven.
   Der var rygter om at skovtrolde havde afskudt dem, men Freddy vidste, at det var sortelvere; de var i fuld gang med at bosætte sig i deres gamle rige, Krystagonien, som nu var dækket af skov og deres engang så prægtige rådssal var en mosgroet ruin. Han havde været der.
   Og af sortelvere havde han fået pile, som nu befandt sig i koggeret sammen med nogle stykker, han selv havde fremstillet. De var gode til kød, der skulle spises. De andre var gode til at skyde folk med; de døde ikke, men blev bedøvede.
   Freddy foretrak bue og pil. Det havde han kunnet bruge fra han var barn hjemme hos Bedste i skoven. Han havde også et gevær, men det var mere besværligt, syntes han, Dolken kunne han bruge i nærkamp. Han var ikke så god til at kaste med knive som Niku. På en god dag kunne hans storebror ramme en løbende mus på flere alens afstand.

Niku kan være modbydelig, tænker Freddy og skotter til broderen. Men han kan også være rar. Og det er godt, han er med. Godt han taler med Slikoran.
   Så tør de andre nok også tale med ham. Det ser ud som om de er ved at tø op.
   Nå ja, Fabian (eller Flobby som han gerne vil kaldes) har hele tiden virket begejstret. Straks Slikoran dukkede op, brød et sjældent og beundrende blik frem på hans fjæs. Ækelt. Freddy vil ikke have den mands beundring. Men han har brug for den.
   Har brug for dem alle.
   De fleste var med, da de befriede Cessie, mor og Mary. Men de døde, de sårede kan jo ikke være med, og Harry havde andet at gøre. Hans far havde noget at tale med ham om.
   Så der er nogle andre med. Han kender dem af navn. Og Todd Malone kender han lidt mere; en tid var han ven med hans ældste søn. Todd kan vist ikke lide ham. Mon han overhovedet holder med Allan - altså kong Atkar? Visse ting, han har sagt tyder på noget andet.
   Men han har nok ikke tænkt sig at gøre oprør på den her tur? Hvad skulle han opnå ved det?
   Alt det tænker Freddy på, mens de spiser ved floden.
   De er ude af bjergområdet, men sletten strækker sig foran den som om den er uendelig. Græsset bølger som et grøn og gult tæppe og horisonten er blå med et truende islæt af uldengråt. Bare det ikke giver sig til at regne, så sletten bliver mudret og de måske bliver gennemvåde. Heldigvis har de godt tøj, som det vil tage regne tid at trænge igennem.
   "Er alle med på, hvad vi gør?" spørger han.
   "Ja," siger Flobby, "og jeg håber de gør modstand. Der skal ske noget."
   "Fik du ikke blod og skrål nok sidste søndag?" er der en, der spørger.
   "Det kan man ikke få nok af," griner Flobby, " men orkerne er nok mætte af alle de stegte møgsvin."
   "Der render vel ikke orker frit omkring?"
   Det er Todd Malone, der spørger. Freddy synes det lyder som om han tror Flobby spøger.
   Han er ikke sikker på tydningen af stemmeklangen, men han er helt klar over, at det er ham, Freddy, manden spørger.
   "Nej," siger han og tænker: manden kan da godt høre jeg lyver. Og det er også dumt at lyve for der ER jo orker i skoven, men ikke så mange - men mændene skal da kunne tage sig i agt.
   "Kun nogle få stykker, "føjer han til og stritter med en finger for hver ork, han tror kan være i nærheden af byerne. Tommelfingeren bøjer han ind mod håndfladen, for Rakas er taget hjem til Flogalien.
   "I kan lige så godt vænne jer til, at det vrimler med mærkelige væsner omkring min lillebror," fastslår Niku.
   "Bare de er på vores side," er der en, der siger. Han hedder muligvis Thomas. Har i hvert fald et brunt overskæg og hans korte hår ser børstet ud.
   "De blander sig ikke i det her," siger Freddy.
   "Men hvis de har spist lig ...," begynder Todd Malone.
   "Har de sikkert fået ondt i maven," griner Flobby.
   " De har ikke spist lig!" siger Freddy og retter sig selv i sine tanker: De har kun smagt på dem. Håber jeg. Jeg sagde de ikke måtte. Sagde det på deres sprog. Nå ja, jeg kan ikke deres sprog fuldstændigt, så jeg kommanderede bare: "Lad være med det!" Men de adlød mig. Er jeg næsten sikker på. Vi skulle jo videre.

Det skal de også nu.
   Så han giver ordre til, at de drager videre.

***

"Så kan man høre Guds ord," brød Harrys stemme ind mellem de forstenede øjekast, Cessie og Dave sendte hinanden.
   "Har I virkelig en præst her?" røg det forbløffet ud af Dave.
   "En præst? Jamen, det har vi da. Han sidder nu i fangehullet, men min mor prædiker. Og min far siger, at så er han fri for at høre på hende. De har nemlig aftalt, at hun til gengæld ikke bor på slottet."
   "Kvinder kan da ikke prædike og tale for Gud."
   Dave undrede sig og korsede sig, uden at tænke over det.
   "Hvorfor egentlig ikke?" for det ud af Cessie, der dog først havde tænkt det samme som Dave. Vanens magt vel?
   Harry trak på skuldrene: "Hun gør det altså. Men hun taler godt nok for, at præsten bliver sluppet løs."
   "Men hvor hænger klokken?" spurgte Cessie. Hun så på Harry. Væk fra Dave. Og han så også på Harry. Væk fra hende.
   "I kirketårnet," grinede Harry.
   "Er her en kirke?"
   Daves forundring steg endnu en tak. Han havde været så sikker på, at han var havnet i en forgård til Helvede.
   "Vil I se den?"
   "Meget gerne," blandede Mary sig. Hun havde åbenbart lange ører, for hun havde faktisk mødt sin doktormand og de var midt i en samtale.
   "Jeg ved ikke rigtigt ..." Cessie trak på det. Havde ikke mange rester af sympati for kirkens folk tilbage. De havde pint og plaget hende, til trods for at hun bar et kors om halsen; det havde de hånligt kaldt en djævelsk kopi og en blasfemisk hån mod Herren.
   Bag hendes forbavselse over det med kirken og klokken, arbejdede hjerne stadig med at finde frem til, hvor pokker det var hun havde set Dave før. Tankerne snurrede, med både ord og billeder; flimrede og rodede i hukommelsen. Søgte tilbage. Fjorde ham yngre.
   Hun havde kendt ham. Engang.
   Det var overvældende så mange af folkene her, hun havde kendt før. Måske var hun på en sær måde, virkelig kommet hjem?
   "Mor siger, at præsterne i hele Tydanien har fordrejet Guds ord. Og især har de fordrejet Jesuses ord. Han sagde noget helt andet. Han holdt med de fattige, de undertrykte, oprørerne - og det er det, hun ævler om. Men vi behøver jo ikke gå ind og høre på det. Vi kan bare stå udenfor."
   Dave var fristet, men var jo på besøg hos sin søn.
   Han så mod drengen. Opdagede at en anden lille fyr havde listet sig ud af sin seng og nu, i bar særk og med sivsko på fødderne, vidste Jeff nogle træfigurer, som han havde.
   Det var godt for Jeff at lege lidt, tænkte Dave. Og besluttede sig. Patty tog hans hånd. I den anden hånd holdt hun den lille kurv, der lige nu var bolig for det insekt, hun troede var Isabella som engel. Det skulle åbenbart også med hen til kirken.

Det var ikke nogen prangende bygning, men den var af sten. Store kampesten med et lidt blåligt skær. Hugget ud af bjergene omkring dem. Der var buede vinduer med glas i og der var en stor dør af solid eg. Det træ måtte have været vanskeligt at få slæbt hertil.
   Gennem den svære dør, der stod på klem, lød tonerne af en harpe og en summen af stemmer, der mere brægede end sang en eller anden salme. Dave kendte den ikke, men klangen var som i salmer.

Salmesang og harpeklang akkompagnerede Cessies forsøg på at huske, hvorfra, hun kendte manden, hun havde stirret på mens de besøgte sygehuset.
   Mon han havde genkendt hende?
   Noget tydede på det for nu sagde han:"Det er ikke første gang, vi står sammen udenfor en kirke,"
   "Er det ikke?" grinede Harry og så ud som om han udmærket var klar over, at det ikke var ham, Dave talte til.
   "Jeg syntes jo nok, jeg havde set dig før," sagde Mary, "Du er bonde, ikke? Brennan?
   David Brennan. John kendte dig, tror jeg? Cessies bror, John?"
   Dave nikkede.
   Cessie smagte på navnet. I tankerne skrællede hun år af hans alder. Den dreng hun nu så for sig i sit indre, var en af Johns kammerater. En lille smule ældre end han. En frisk knægt med et pænt smil. Sommetider fik hun lov at være med i deres lege.
   "Du er så god til at finde på," havde han engang sagt. Det gjorde hende stolt.
   De havde ikke leget sammen siden hun var elleve år, Men havde ganske rigtigt hilst høfligt på hinanden udenfor kirken derhjemme.
   " Hvad i alverden laver du her?" for det ud af Cessie. Et glimt af hans voksne ansigt huggede sig frem i hendes baghoved og hun rynkede brynene. I glimtet havde han slangehoved og en en spillende tunge. Og så var der noget med et æble.
   Men glimtet forsvandt, da han smilede. Blegt og trist.
   "Jeg er fange her. Og jeg tror jeg er enkemand."
   Fange? Han havde da ikke lænker om fødderne? Og der så heller ikke ud til at være en fangevogter i nærheden?
   "Ja, Cessie, han er fange. I kampens hede, er det ikke let at se, hvem der bare er der og hvem, der er fjenden. Og sådan set, finder jeg det er en forbrydelse at betragte grusomme kvindemord som en forlystelse."
   Mens Harry sagde det, så han hvast på Dave, der så ned et øjeblik og var rød i panden, da han så op igen
   "Jeg kan ikke lide at se det, men Isabella syntes - og folk snakker jo - og ..." fik han sagt.
   "Du tog altså hen for at se - for at se mig dø ?" Cessie kunne selv høre, at hendes skingrende stemme var lige ved at knække.
   Dave nikkede kort og mumlede så lavt at Cessie kun lige kunne høre det: "Men de brændte Isabella. Hun skreg."
   Dave holdt hænderne for sine øjne og gispede: "Hun er død. Min kone. Mine børns mor. Åh Gud."
   "Men nu er mor jo en engel," sagde den lille pige, der hed Patty. Pigebarnet, der havde én lille alf i sin kurv. En lysalf med florlette vinger og hvid kjole. Barnet havde smilet, da Cessie sagde; "Du må ikke blive ked af det, men jeg tror, den lille kvinde der er en alf."
   Og nu sagde lille Patty: " - men hende med vingerne, det er ikke mor. Mor er nok en stor engel oppe ved Gud. Hende her, det er nemlig en alf,far. Ikke også, fru Johnson."
   "Joda," svarede Cessie, før det gik op for hende, at det bestemt ikke var alle, der kunne se at alfer faktisk var - alfer.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/02-2014 23:12 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2030 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.