1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
6 måneder, 12 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
9 måneder, 17 dage siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
11 måneder, 8 dage siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 6 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
1 år, 10 måneder siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
1 år, 10 måneder siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
1 år, 10 måneder siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
1 år, 11 måneder siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
2 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
3 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
3 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
3 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden

Puls: 4,0

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Pia Hansen (f. 1958)
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende kat, men en figur der krumrygget fungerede som håndtag på hendes blankpolerede stok.
   "Næsten alle æblerne er plukket," konstaterede prinsesse Laura, der slet ikke lignede en prinsesse. Hun havde fletninger og var i en spraglet kjole, der med sine gule, brune, orange og røde vævninger passede til defteråret.

To mænd i gult tøj rev de nedfaldne blade sammen i dynger, der lå som tuer på det kortskårne græs. Mellem nogle lave buske stod en hvidmalet bænk og på begge sider af bænken var der bede. Mange af roserne blomstrede stadig og morgenfruerne knejste i fuldt flor.
   Et sted fra lød der kåde barnestemmer.
   "Jeg tror, Alex er her," sagde Billy til Keith og Johnny.
   "Hvem er han?" spurgte Keith og holdt sig tæt ved Johnny, der ivrigt så sig omkring.
   "En stor dreng, men han er min ven og han er sjov at lege med." fortalte Billy.
   "Skal vi ikke gå derhen så?" foreslog Johnny ivrigt.
   "Gå I bare," sagde Sita, "jeg hviler mig lidt her på bænken."
   ."Sær dig her, søde Cessie," opfordrede Sita og pegede med håndfladen på den tomme plads ved siden af sig. Cessie ville gerne med drengene, men syntes ikke Sita skulle sidde ensom og alene i den store have.
   "Vi skal nok se efter børnene," smilede Mary.
   Det bævede om Julies læber, men før Cessie fik løftet hende op og sagt, at hun da kunne blive, tog Laura hendes hånd. "Der er nogle meget søde æbler tilbage," sagde prinsessen, "Og du må få et"
   Julie dansede af sted ved siden af den unge pige.
   "Et barnehjerte for et æble," sagde Sita og så efter den lille flok, der forsvandt ud af deres synsfelt.
   "Laura virker sød," sagde Cessie. Følte faktisk et lille stik, fordi barnet så begejstret var fuldt med.
   "Det er hun måske også," sagde Sita og stirrede et øjeblik frem for sig.
   Cessie vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Der var faktisk meget, hun gerne ville snakke med Sita om, men hvor skulle hun begynde?
   Så sagde Sita: "Haven er så forandret. Sidst jeg så den, var her bare ganske almindeligt højt græs, ukrudt, affald og sten fra slotsruinen, Nå ja, og nyt byggemateriale, for vi ville jo genopbygge slottet her i den prægtige Duedal."
   Sita var ikke ung længere, men heller ikke ældgammel. Havde vel levet i nogle og halvtreds år? Hvis hun havde været her, før slottet blev bygget - eller åbenbart genopbygget, var det gået ret hurtigt med byggeriet. Men det så rigtig nok heller ikke gammelt ud.
   "Hvor længe siden er det?" spurgte Cessie og tilføjede: "Og hvorfor kalder du dalen her for Duedalen? Den hedder da Djævledalen. Gør den ikke?"
   "Det kalder man den nu om dage og det navn passer også bedre. Her er slet ikke som vi havde tænkt os. Slet ikke som Sammy havde tænkt sig. Og som ..."
   Igen stirrede hun frem for sig.
   "Sammy?"
   Cessie ligesom smagte på navnet og en klokke ringede i hendes hjernes huskeafdeling.
   "Du mener vel Samuel Keily? Ham der ledte oprøret i .68 og blev hængt?"
   Sita nikkede; "Jeg har vist fortalt dig, at vi var gift, Sammy og mig?"
   Nu var det Cessie, der nikkede.
   "Har jeg også fortalt dig, at det ikke var Sammy, der var lederen?"
   Igen nikkede Cessie. Sita havde oplyst det, da hun fortalte, hvem der var far til Mary. Fortalt at Allan Coutly var den, der egentlig var oprørsleder, men at han på dagen, hvor det gik løs, lå til sengs på sin store frigård,
   Sita pressede to fingre mod sin næserod.
   "JEG var med i det oprør. Jeg ledte en deling djævle, der indtog Kløverborg."
   "Var du ...?"
   "Javist - og det var så der, jeg mødte din søde Freddys blåøjede far."
   "Sir John af Kløverborg," fastslog Cessie. Det vidste hun godt. Men hvordan han og Sita havde mødt hinanden, havde hun ikke tænkt så meget over. Havde vist antaget, at sir John havde opsøgt hende efter hængningen og udnyttet den sørgende enkes fattigdom - eller noget i den retning.
   Men hvorfor mon Sita fortalte hende alt dette, For at hun skulle kende til fortiden?
   "Jeg elsker ham!"
   Sita næsten skreg ordene ud. Uden at se på Cessie.
   "Sir John?" spurgte Cessie. Han var jo den sidste, de havde talt om.
   "Ja."
   "Men hvad så med -?"
   Cessie bed sig i læben. Sita var gift med Danny, men hvor var han egentlig? Hun havde ikke set ham her i dalen. Var han død?
   "Hvad med Danny?" nærmest hviskede hun.
   "Han er væk," sagde Sita og slog ud med hænderne, så stokken pegede lige ud i luften.
   "Hvordan væk?" ville Cessie spørge, men ordene blev hængende usagte mellem dem, for Sita vendte tilbage til snakken om sir John af Kløverborg:
   "Jeg vil ende mine dage sammen med den mand, jeg elsker. Og det skal ikke være i denne forbandede dal. Jeg kan ikke vente på, at den igen bliver fyldt med duer, De skider også alt for meget. Jeg vil bo i skoven. I fred. Sammen med John. Forstår du det, Cessie?"
   "Ja, men hvordan skulle det gå til?"
   Havde Sitas hoved mon taget skade?
   "Jeg vrøvler ikke!" påstod Sita skarpt og gennemborede Cessie med sit hvasse, sorte blik. Som for at undgå modsigelse snakkede hun straks videre:
   "Ser du, søde Cessie, Freddy er født før Johns anden søn og John har faktisk vedgået sig faderskabet, så Kløverborg tilhører Freddy, når John er væk."
   Den oplysning tyggede Cessie noget på, før hun indvendte: "Du tror vel ikke, at folk lader ham bo på Kløverborg? Han er jo djævleleder og mange kalder ham troldmand. Og han er jo - han er jo udvalgt af Belkin."
   "Selvfølgelig lader de ham ikke bo der, " vrissede Sita, "har jeg sagt, at det var det, jeg troede?"
   Nu summede det i Cessies hoved. Som om tusinde små alfer fløj rundt derinde og ville slippe væk fra en troldmand, der også var djævleleder, Mørkets udvalgte og herremand på herresædet Kløverborg.
   Og det var det, hun hellere ville tale med Sita om. Hun ville hellere høre, om Sita måske vidste, hvor lysalferne gemte sig, nu det snart blev vinter. For det var vigtigt at forpurre planerne om, at dæmonalferne jog lysalfernes slægtninge bort. Bare fordi den dumme due ikke kunne skynde sig lidt mere.
   Hvad nu hvis Freddy ikke fik fat på Slikoran?

***

Freddy smilede mod solen. Kunne ikke lade være. Han havde sovet godt, fra Cessie gik udenfor og til langt op ad dagen. Og havde nydt morgenen.
   Dalens arbejdsomme folk var for længst vågne og i gang med dagens dont.
   Og Slikoran var sikkert rejst.
   Han satte farten op. Gik mod grotterne, der var indrettet til gæstehuse. Et til de såkaldte mørkevæsner. Og et til de såkaldte lysvæsner. De holdt ikke af at komme i nærheden af hinanden, men gæstede Duedalen for at handle eller forhandle om hjælp i stridsspørgsmål. Og hvad der nu ellers kunne være at mødes med nogen om i disse nye tider.
   Han drejede ind på stien, der førte bag om slottet. Gik forbi stenbruddet, hvor fanger huggede sten. Gik lidt længere og så mænd stable den sidste sending tømmer fra skoven. Havde ikke tid til at stoppe, Ikke i dag.
   Hilste på Barney og Ugilt, der holdt opsyn.
   Videre mellem enebærbuske, tjørn og meterhøje vildgræsser. Fulgte den smalle snoede sti, der var banet af fødder, kløer og knive.
   I mod ham kom en skikkelse. En ung mand med en stor stråhat på hovedet. Det høje græs skjulte hans fødder. Han bar en blankblå tunika og over hans skuldre hang der bue og pil.
   Den fremmede stoppede, Stod et øjeblik stivnet.
   "Daws, Hvem er du?" for det ud af Freddy. Før han fik det rettet til det mere høflige "Vær hilset, fremmede," sprang den anden et par alen op i luften, drejede sig hastigt i luften - og landede særdeles ufikst i en kapalellatjørn, der havde snoet sine lange grene om høje enebærbuske, så den dannede en tornet fælde. Jamrende forsøgte han at vride sig løs. Tilsyneladende ukendt med denne art af vilde kapalellatornebuske, der krøb, kravlede og slyngede sig frem med modbydeligt stikkende torne, der rev hud til blods.
   "Stå stille," formanede Freddy, men den anden forstod vist ikke tydansk, for han sprællede, hylede og greb efter en pil. En kniv ville gøre mere nytte og Freddy holdt allerede om skæftet på sin. Og var lige foran busken.
   Den fremmedes næsebor vibrerede hurtigt. Der var bloddråber på hans hænder og torne sad fast i hans fine kjortel.
   "Jeg skærer dig fri," sagde Freddy, for det lod til, fjolset var bange for ham.
   Den fremmedes ansigt fik en sær farve. Svagt grønblå. Hans ører strittede opad mod solen. Og han snerrede.
   Ører, der strittede. Lange lidt æselagtige ører. Stråhatten havde han tabt.
   Og så var der dråber. Uklare, næsten usynlige prikkede de mod huden. Ramte Freddys ansigt. Og fingre. Ikke regn. Ikke hagl. Det sved. Som småbitte pilestik. Eller torne.

Den fremmede tog om grenene. Bøjede dem til side og trådte frem mod Freddy. Tænderne var blottet i en snerren og den fremmedes ene hånd greb ud efter Freddys kniv.
   Men han kunne tro nej, kunne han.
   Freddy sprang til side. Hvad skulle det forestille, at angribe folk, der ville hjælpe en? Ilinger krøb gennem ham. En varme sydede mod hans kinder. Brændte mod hans fingre. Og varmen fik de små dråber på hans kinder og fingre til at syde.
   Det skulle fjolset selv prøve.
   Freddy fik fat om modstanderens ene håndled. Det var spinkelt. En blodåre dunkede hidsigt mod hans fingre. Varmen og de mange sære stik aftog. Han klemte lidt mere til. Og dråber sprang frem i fjæset foran ham. Dråberne var krøbet ind i Freddys blodårer. Men nu fyldte de ham med energi. Noget kvasede mellem hans fingre. Og et brøl borede sig ind i hans hjerne.
   Han slap sit tag. Den fremmede faldt. Tilbage i tjørnegrenene. Der lå han og skreg, mens dråberne i hans ansigt en efter en blev orange.
   For pokker. Det var jo ikke meningen, han skulle lide sådan. Hvad foregik der? Hvorfor svirrede det pludselig i luften? Alfer kom imod dem. En sværm. Flaksende lysalfer. I dårligt humør.
   Han havde ikke tid til det her. Han skulle finde Slikoran. Men han måtte stoppe væsnets smerter. Og berolige alferne.
   Så slog det ham. Han havde jo faktisk fundet alferne. Eller rettere; de havde fundet ham. Og de måtte vel vide, hvor det var, deres slægtninge holdt til. Men ville de fortælle ham det? Som han havde fortalt Cessie, så kunne de jo ikke lide ham.
   En gruppe alfer landede på den fremmedes ansigt.
   Landede på lyselverens ansigt. For det var jo det, den fremmede var, Ikke et menneske, men en lyselver. Sådan en havde han aldrig før set, men godtnok hørt om. De kunne magi og det måtte være det, krapylet havde brugt mod ham.
   Sortelverne kunne også magi og han kendte et par af dem, men deres magi var ret utæmmet. Som hans egen. Lidt magi kunne han, sommetider. Og han måtte have brugt det nu. Uden at vide helt hvordan.
   Alferne trykkede noget mod lyselverens ansigt. Så fløj de væk og lyselveren så ud til at have det meget bedre. Heldigvis.
   Freddy kløede sig i håret. Skulle han prøve at snakke med alferne eller ligefrem prøve at fortælle den sure lyselver, at han faktisk ikke havde tænkt sig at gøre han fortræd?
   Mens han overvejede sagen, kom lyselveren på benene og åbnede munden uden at snerre.
   "Hvem du er for en?" spurgte han og udtalte ordene langsomt.
   "Jeg vil fred," sagde Freddy. Uden at tænke over det, talte han ubehjælpsomt, som for at ramme den andens sprog.
   "Det var vist godt, jeg listede mig efter dig," lød en stemme bag Freddy. Og han var lige ved at lette en alen eller to.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/05-2015 22:33 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1983 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.