Det er mørkt, og gennem mit vindue kan jeg se, at byen er dækket af sne, som om det var et julelandskab. Vejret er så vinterligt, at end ikke en bil med vinterdæk kan køre sikkert på vejen, fordi sneen ikke engang er blevet ryddet i storbyen endnu. "Det kalder jeg vintervejr", mumler jeg og kalder på børnene, så vi alle kan komme ud og kælke. Børnene kommer straks i fuldt firspring ned ad trappen, så vi kan fejre, at vinteren er kommet. Selv min kone virker begejstret, selvom hun ikke plejer at være tilhænger af vinteren. Hun plejer at mene, at vinteren blot er en kuldeskabende tid, hvor penge ryger ud af lommerne på folk. Derfor har jeg hvert år måttet omvende hendes vinterdepressioner, hvilket ikke altid har været lige nemt.
Hver vinter har vi været igennem mange større diskussioner om, hvordan vi bedst undgår skænderier og hvor mange penge, der skal bruges på ungernes julegaver. De diskussioner har vi heldigvis ikke haft indtil videre i år. Derimod har hun virket bemærkelsesværdigt glad og positiv, hvilket er dejligt at opleve. Derfor går jeg ekstra glad ud i bryggerset med min kone og børn: Mathias, Mikkel og Morten.
Idet jeg går ud i bryggerset og åbner skabet med vintertøj, opdager jeg, at flyverdragterne og vinterstøvlerne er væk. Det giver først et sæt i mig, men så kommer jeg i tanke om, at det ligger på loftet, fordi ungernes julegaver fra sidste år blev gemt i skabet. "Vent lige lidt", siger jeg og skynder mig op på loftet. I det øjeblik jeg når op på loftet, opdager jeg, at min bog med spilleregler er revet itu. På selve bogen står der: "Glædelig jul, ha ha".
Jeg bliver lidt bekymret over den besked, men forsøger at ignorere min bekymring. I stedet går jeg hen i hjørnet for at finde vores vintertøj. Inden længe har jeg fundet det varme overtøj frem, som jeg kort tid efter står med nede i bryggerset. Imens vi er ved at klæde os på, fortæller jeg min kone, hvad jeg har oplevet på loftet. Hun virker bekymringsløs, hvilket generer mig. Alligevel undlader jeg at snakke mere om det, imens børnene er til stede. Derimod spørger jeg om, hvordan det kan være, at hun er så dejligt smilende, selvom det er vinter?
"Det må du finde ud af senere. Jeg vil helst ikke have, at børnene skal vide det endnu", svarer hun hemmelighedsfuldt.
"Hvorfor er du blevet så hemmelighedsfuld?", spørger jeg forundret, eftersom hun plejer at være meget åben.
"Senere!", svarer hun stadig meget hemmelighedsfuldt, imens hun hjælper Mathias med at få sin flyverdragt på.
Jeg undlader at spørge mere ind til det, eftersom jeg kan fornemme, at det kun vil skabe en dårlig stemning. I stedet vil jeg få den vinterhyggelige stemning frem ved at spørge, om alle er klar til at komme ud og lege i sneen?
"Jahhh", svarer ungerne højlydt og med glæde i stemmen.
"Så er det med at komme af sted", siger jeg og åbner døren, så vi kan komme ud og hygge os.
Derfor løber ungerne glade ud i sneen for at hente deres kælk i træskuret. Min kone og jeg kommer gående bagi for at følge med hen til skuret. Idet vi træder ind i skuret, opdager jeg, at kælkene er fjernet.
"De er væk", siger jeg højt og chokeret.
"Jeg, jeg havde ellers glædet mig sådan til at kælke, far", siger Mathias, idet han begynder at virke grædefærdig.
"Ja, jeg ved det. Det havde jeg også. Kan vi ikke bare lege sneboldkamp i stedet?", siger jeg opløftende, selvom jeg ved, at vi alle er enige om, at vi hellere vil kælke.
"Joh, men jeg vil hellere kælke", lyder det i kor fra mine unger, som virker triste.
"Ja, men det kan vi gøre i morgen, ikke, unger?", bryder min kone ind og siger med en trøstende attitude.
"Jo, selvfølgelig, mor", siger de stadig i kor, men lyder allerede en anelse mere optimistisk.
"Så lad os komme ud og lege", fortsætter hun, og straks går vi ned mod en stor legeplads, som vi altid har set som det perfekte sted til at lege sneboldkamp.
Hånd i hånd går vi i raskt tempo ned mod legepladsen. Undervejs kan jeg både se og høre, at mine børn kommer i bedre og bedre humør. Ud fra deres snakken om magiske drager og ridderfæstninger, kan jeg let vurdere, hvordan humøret er. Deres store, brede smil er heller ikke til at tage fejl af. Det har altid gjort mig glad, når jeg har vidst, at mine børn har det godt. Derfor kommer jeg til at fløjte "På loftet sidder nissen med sin julegrød", imens vi i vores bedste julehumør er ved at nå hen på legepladsen.
Idet vi få minutter senere er nået derover, ser vi, at næsten det halve er byen har fået den samme ide som os. Legepladsen er fuld af glade og legende børn og deres forældre, som ser ud til at føle sig som børn igen. Vi kigger os rundt for at finde et sted, hvor vi selv kan have en sjov og underholdende sneboldkamp. Jeg får øje på et lille hjørne af legepladsen, hvor der er frit nok til, at vi kan dyste. Derfor lunter vi over mod hjørnet for at igangsætte dysten.
Idet vi får påbegyndt kampen, kan jeg ikke kun se store smil, men også høre latter. Mine børn virker til at have det bedre og hyggeligere end sædvanligt. Det gør, at jeg selv bliver glad, hvilket gør mig uopmærksom. Derfor kommer jeg til at ramme en ældre mand i hovedet med en stor og kold snebold. Jeg løber straks hen for at undskylde, hvilket den gamle mand tager høfligt imod.
"Det er kun vidunderligt at se alle de glade voksne som børn, der er ude for at lege. Derfor går jeg hvert år herned for at være med til at fejre børnenes fest", fortæller den gamle mand med en rusten stemme.
"Ja. Jeg holder også meget af julen. Det er en så hyggelig og festlig tid" svarer jeg smilende.
"Hvem er du hernede med, hvis jeg må spørge?", spørger den gamle mand venligt, idet jeg skal til at gå tilbage til min familie.
"Min kone og børn", svarer jeg høfligt og fortsætter ligeledes med at sige: "Men jeg bliver nødt til at gå tilbage til dem nu. Tak for snakken".
"Det var da så lidt", siger den gamle mand, netop som jeg er på vej tilbage mod hjørnet igen.
Idet jeg kommer tilbage, opdager jeg, at både mine børn og min kone er væk. Det forskrækker mig, men så tænker jeg, at de blot leger gemmeleg. Derfor går jeg rundt på legepladsen for at finde dem. Desværre gør det mig kun endnu mere bekymret, eftersom jeg ikke har set skyggen af dem i de sidste tyve minutter.
Jeg vælger derfor at tage min slidte mobil op af lommen for at ringe til min kone. Det hjælper mig dog ikke, eftersom mobilen er løbet tør for strøm. "Fandens også!", siger jeg så højt og bekymringsfuldt, at en af de andre mænd på legepladsen kommer hen og spørger mig, om der er noget galt?
"Nej, nej", svarer jeg standhaftigt for at skjule min usikkerhed.
"Er du helt sikker", bliver jeg høfligt adspurgt af manden.
"Min familie er forsvundet for mig. Jeg ville kontakte min kone, men min telefon er løbet tør for strøm", svarer jeg, fordi jeg føler mig nødt til at tage imod hjælp.
"Ej, det lyder da skrækkeligt. Vil du låne min telefon, så du kan komme i kontakt med din kone?", spørger han venligt.
Jeg tager imod hans tilbud og ringer omgående til min kone. Idet jeg ringer, kan jeg kun høre bippende lyde og til sidst hendes telefonsvarer.
"Du må godt sende hende en sms, hvis det er nødvendigt", siger den hjælpende mand, som kan høre telefonsvareren.
"Tusind tak. Det vil jeg så gøre", svarer jeg og føler mig privilegeret over at få al den hjælp fra en fremmed mand.
Idet jeg skal til at skrive en sms, ringer telefonen. Jeg kan se på nummeret, at det er min kone, der ringer. Derfor tager jeg telefonen og spørger om, hvor de er henne?
"Vi er netop nået ned på Hovedbanegården", svarer hun irriteret, hvilket jeg ikke kan forstå en bjælde af.
"Hvad laver I på Hovedbanegården?", spørger jeg fortvivlet, idet jeg kan mærke en indre usikkerhed.
"Vi venter nok på det rigtige tog, så vi kan komme ud til min nye kæreste", svarer hun vredt og fortsætter ligeledes med at sige: "Hvor dum tror du, jeg er? Tror du ikke, at jeg har opdaget, hvad du laver i smug?"
"Hvad laver jeg i smug?", svarer jeg og kan næsten ikke skjule min usikkerhed.
"Det ved du vist godt selv. Ellers er du i hvert fald dummere, end jeg regnede dig for", svarer hun, idet hun lyder til at være tæt på at hidse sig op.
"Kan du ikke bare fortælle mig, hvad der er galt?", spørger jeg, idet jeg kan mærke en tåre løbe ned ad min kolde, rødmossede kind.
"Jo, selvfølgelig. Hvis du vil have det skåret ud i pap, så får du det skåret ud i pap. Jeg har opdaget dine spillevaner, eftersom du ikke altid lukker spillesiderne ned. Derfor har jeg også set, at du har spillet mange hundredtusindvis af penge op. Jeg vil hverken udsætte børnene eller mig selv for at ende i Luksusfælden med dig. Derfor har jeg fundet en anden", svarer hun meget bestemt og tydeligt.
"Jamen, jeg har jo styr på det", fremstammer jeg, eftersom jeg er meget påvirket over, at jeg er ved at blive forladt.
"Du har sgu ikke styr på en skid. Indse, at du er ludoman, inden du når at ødelægge dit liv endnu mere, end du allerede har gjort!", siger hun og lægger på.
Det gør mig så sorgfuld og magtesløs, at jeg prøver at ringe hende op igen, men uden held. Manden ved siden af mig beder om at få sin telefon igen, så jeg giver ham den, selvom jeg er ved at bryde sammen.
Jeg vil ikke have, at halvdelen af byen oplever mig så sorgfuld, som jeg er lige i øjeblikket. Derfor skynder jeg mig hjem igen, mens de deprimerende tanker fylder mit hoved. Efter jeg er nået hjem sætter jeg mig foran computeren for at benytte den sædvanlige spillehjemmeside som trøst.
Inden længe har jeg fået åbnet internetvinduet, hvorefter jeg straks logger mig ind. Efter jeg har logget mig ind, indbetaler jeg 5000 kroner til min konto. Idet indbetalingen er gennemført, sætter jeg mig ved et backgammonbord, hvor jeg kan spille for 1000 kroner ad gangen. De første par spil, taber jeg, så jeg indbetaler yderligere 10.000 dask for at tjene det tabte tilbage. Pludselig går det fremad, så jeg sætter mig ved et bord, hvor jeg kan spille for 3000 per spil. På dette bord går det igen ned ad bakke, så jeg indbetaler og spiller for at ende med at indbetale endnu en gang. Inden jeg selv observerer det er min bankkonto tom.
Det gør, at jeg kommer til at få det endnu værre end tidligere, og de deprimerende tanker dukker op igen. Jeg ser, at en spiller med brugernavnet "MOR-TIL-TRE" kommer ind i rummet og skriver en chatbesked til mig. Denne chatbesked virker bekendt, og derfor antager jeg, at vedkommende kender mig, eftersom der står:
Den der mister penge på spil
og ej ludomani indse vil
kan let miste sit gode humør
og det kan gøre en skrupskør
Glædelig jul, ha ha